Arbejdsliv

Jeg havde den mest vidunderlige dag i går, den sorte sky fik jeg parkeret ude til højre med en beslutning om, at der først skulle slås sværdslag med den, når weekenden er omme, og så lod jeg mig ellers nyde alle de fantastiske ting, happenings og smukke ord, der flød i min retning i løbet af dagen.

Jeg var langt mere fattet, end jeg havde turde håbe på, var egentlig glad og varm og lappede bare hvert eneste barnesmil og stemning i mig, lukkede det ind i mit hjerte, for at lade det komme med videre i livet, og nød det hele på max og nærmest overload, og lommeletterne blev i tasken..

Ja altså lige indtil den mere officielle del af min afskedsdag blev skudt i gang, for så blev det hele så virkeligt og overvældende og tårerne levede pludseligt deres eget liv…

Min skoleleder holdt den mest fantastiske tale for mig, de første minutter sad jeg rolig med mine øjne ved hans, men da hans hals blev stram og stemmen dirrede lidt, så kom mine tårer, af glæde, stolthed og taknemmelighed, og også en lettelse over, at der dog var nogen, der kunne se, at det jeg gør ikke er helt hen i vejret.

“Når jeg ser på dig nu, Anne, så græder mit ene øje og mit andet smiler, jeg græder fordi du ikke skal være en del af vores hverdag mere, og jeg smiler for dig og dine nye udfordringer og for alle de nye mennesker, der nu får glæden af at ha’ dig inden for rækkevidde!”

Han sagde meget mere, smukt og stærkt, og jeg sad der og ønskede, at Torben, en af pigerne eller en nær veninde kunne ha’ delt øjeblikket sammen med mig, det var særligt og meget rørende…

Jeg fik hold på tårerne igen, og kunne med ro nyde alle de overvældende mange vildt lækre gaver, der strømmede i min retning, virkelig personlige gaver og skønne skønne kort, som jeg allerede har læst mange gange, og sikkert også vil gøre det i tiden, der kommer.

Jeg krammede og blev krammet, vi skålede og skålede, og de lidt vemodig øjeblikke fyldte i virkeligheden så uendeligt lidt i forhold til alle de intense og glade timer.

Min tætteste kollega holdt en tale, der fik både ham og jeg og en helt masse andre til at vande og snøfte, det var hårdt ved os, og vi måtte lige sunde os lidt bagefter, men hans ord betød uendeligt meget for mig, de er nogle af dem jeg fremover må hive frem, når afstumpede og kyniske mennesker går til angreb og forsøger at vælte mig, hans ord gav mig styrke og tro, og den vil jeg værne om…

Værste øjeblik var selvfølgelig de sidste øjeblikke i klassen sammen med børnene, vi græd og knugede og krammede, de vil for altid fylde i mig, og jeg vil glæde mig over, at de alle bor lige her i min baghave, og jeg ved, at jeg møde dem igen og igen og igen, og på et tidspunkt måske endda kunne se, at det jeg gjorde, det gjorde jeg godt og grundigt, og at det gjorde en forskel.

Dagen blev vidunderlig, den var min og den er en milepæl, en afslutning og en ny begyndelse, jeg er klar, kom an!

Dagen i dag er en ganske anden, med spræl og spillopper på programmet, men derom senere…

Tusind tak for alle jeres søde lykønskninger og varme ord om mig og mit nye job, jeg sætter pris på hver eneste kommentar, de varmer og giver styrke, for det er da ikke helt uden sommerfugle, at jeg nærmer mig den nye del af mit arbejdsliv.

Jeg glæder mig, er stolt og spændt, men får da også ind imellem et lille sting i maven, hva’ nu hvis…

Efter en ret ubehagelig oplevelse tidligere på året krøb jeg i flyverskjul, lagde låg på alle længsler efter nye udfordringer og græsgange, jeg fik mig et ordentlig knæk i selvværdet, og havde ikke den mindste lyst til at skrive endnu en ansøgning, tænk hvis jeg virkelig var så gyselig, at jeg igen ville blive vraget på sådan en uværdig måde.

Så jeg er gået igennem foråret med en eller anden underlig form for fornyet energi i mit nuværende job, og var så småt begyndt at tænke på nye tiltag i det kommende skoleår, da jeg blev ringet op og fik tilbudt et drømmejob, som jeg ikke engang vidste eksisterede i denne del af landet.

Det gjorde det faktisk heller ikke, før jeg sagde ja tak til det de tilbød, for først der begyndte stillingen at blive nærmere beskrevet og virkelig, for det er et nyt tiltag og nu nærmest skræddersyet til mig og min måde at være pædagog på.

Det bliver ikke meget federe…

Jeg er blevet ansat fuld tid i et familiehus, hvor der arbejdes terapeutisk og pædagogisk med familier, der for en stund er kuldsejlet, og også med familier, der aldrig har fundet en kurs overhovedet.

Mine makkere bliver psykologer og familieterapeuter, jeg skal arbejde i huset i de forløb, der ligger der, og så være med hos familierne, når de skal omsætte teori og snak til hverdagspraksis i deres eget hjem.

De første familier er linet op, og venter bare på, at jeg er klar, og det er jeg heldigvis snart, jeg holder på skolen om bare 14 dage, de kan hurtigt løbe…

Der venter en spændende tid forude, det er jeg slet ikke i tvivl om, det bliver en udfordring af de gode, jeg kommer til at arbejde det med det mit hjerte brænder for og er sikker på, at jeg kan være med til at vise nye veje og træde nye stier sammen med dem, der er villige til at gå sammen med mig.

Meeeeen, det bliver ikke uden tårer og lettere kvæstet hjerte at jeg skal sige farvel til mine skolebørn, 6 år er lang tid med den samme lille gruppe af børn, vi kommer nok til at savne hinanden en smule indtil andre fylder hullerne…