Jeg har haft en lille AHA-oplevelse i dag, og ved nu hvorfor, at jeg ind imellem føler mig så træt og mast, når jeg kommer hjem fra job.
Jeg har snakket med en mor fra en af mine familier i dag, hun har ikke været på arbejdsmarkedet i laaaang tid, og har lidt svært ved at se, hvordan det hele skal gå, når hun igen skal til at være hjemmefra nogle timer om dagen, hun er nervøs og jeg har prøvet at dulme og opmuntre.
Vi snakkede lidt om, at man så må planlægge sig ud af nogle ting, opøve nogle nye rutiner, og at man jo faktisk ret hurtigt kan vænne sig til, at hverdagen ser anderledes ud.
Hun skal ha’ et langt tilløb, før hun skal afsted, kan jeg mærke, hun sukker lidt på forhånd, ivrig er hun ikke og måske en anelse negativ i sit selvbillede, men jeg er nu sikker på, at hun nok skal trives i det, når først det store spring ud i det er taget.
Hun mener dog, at den slags er lettere for sådan én, som mig.
“Ja ja, Anne, det var måske ikke så svært for dig, men du er jo også vant til at være ude i det pulveriserende liv!!!”
Så tro da pokker, at jeg føler mig flad…
