Archives:

Drivhus, Haveliv, Udeliv

NU MED MULIGHED FOR DRIVERIER

18/03/2021

Jeg har været så heldig at arve et drivhus. Et stort og rigtigt godt drivhus med lidt krigsskader, som nok kan udbedres med lidt snilde og knofedt og et par skydedøre. Men det er ikke noget, der behøver at gøres før der kan drives og dyrkes, det er både huset og jeg klar til NU!

Jeg har haft drivhus i mine andre haver og har nydt de muligheder, der ligger i at kunne høste især tomater af egen avl, for mig findes der næsten ikke noget bedre end en tomat direkte fra planten, så fuld af smag, så fuld af kraft, varm af solen udenpå og måske lidt kølig inden i på en sommermorgen, hvor jeg lige har kunnet stå og nyde en tomat der helt for mig selv, inden dagen for alvor skulle sparkes i gang.

Agurker, druer, basilikum, koriander og måske også lidt blomster. En stol til lige at sidde og vegetere lidt på. En hylde til snor, saks og andre fornødenheder. Og en plads til kaffekoppen – det er vigtigt.

Et hus til at dyrke i mere end et hus til at tage ophold i i længere tid. Det er det, der passer til mit behov. Og det har jeg så sandelig fået her. 14 gode kvm til MANGE planter i kasser og potter. Jeg er så taknemmelig for, at nogen tænkte på mig, da huset skulle videre, også selv om processen med både at pille ned, lave nyt fundament, sætte op og få til at fungere har været ved at tage pippet fra mig op til flere gange af både den ene og den anden årsag.

At rejse et drivhus er i sig selv ingen kunst. Hvis man altså bare er en anelse praktisk anlagt selvfølgelig. At rejse et drivhus, der har været rejst før og som har fået nogle tæsk og er blevet vredet lidt i, inden det blev afmonteret og flyttet, det viste sig i dette tilfælde at være nærmest stor kunst. Men det blev klaret med fælles indsats, lange arme og kaptajn Haddock eder undervejs.

Terrænet i min have er mildt sagt meget bølgende og drivhuset nærmest svævede i den ene ende, så det har krævet lidt handymansarbejde at få lavet en indvendig skal af fiberbeton, så der kunne blive kørt jord på både udenfor og inden i selve huset. Men der var heldigvis en pæn jordbunke at tage af i den modsatte side af haven, hvor den nye terrasse og det nye skur er rejst, faktisk nærmest en helt perfekt størrelse jordbunke.

Jorden er flyttet og der er blevet kørt et godt lag kompost ind ovenpå og det hele er så blevet dækket af en god stor fiberdug, klar til en masse trillebørfulde af ærtesten.

For selv om det ville være fantastisk med et smukt stengulv eller lange kraftige træbrædder som gulv, ja så måtte jeg også forholde mig til, at anlægning af gulv i drivhuset skulle være en opgave, som jeg kunne løse uden alt for meget hjælp og uden at bruge ret meget andet et par hundredekronesedler. Så grus, små fine ærtesten, blev løsningen og det er jeg faktisk rigtigt glad for. Det er jo tæt på verdens hyggeligste lyd den der knasende lyd, når man træder ind på gruset, på en eller anden måde lyden af barndoms sommer for mig, duften af planten og lyden af grus, måske i mine oldeforældres kolonihave.

Jeg satte pallerammer ind på fiberdugen, før der blev kørt grus ind, og så var det bare at skære et stort kryds nede i hver ramme og åbne op ned til jorden og komposten, som lå derunder. God fed jord op i rammerne og så er der klar til at så og plante.

Jeg fejrede færdiggørelsen af drivhuset med at sætte en vin. Samme sort, som jeg har haft de andre steder, den aromatiske lille Himrod drue, grøn og fin og kerneløs, jeg er vild med den. Og så har Amanda sat et lille nektarintræ og drømmer om frugter af egen avl.

Tomater og agurker henter jeg ude, jeg kender nogen, der er bedre til at lave den slags planter, end jeg er. Jeg nøjes med at så salater og urter og så en enkelt tomatsort, som jeg har købt hos Camilla Plum, en gammel italiensk sort, hvor tomaterne kan plukkes umodne i sensommeren og så hænge i klaser og modne ind i efteråret og vinteren, jeg er spændt.

Jeg glæder mig usigeligt til at se det hele spire og gro, til at plukke, tilberede og spise. Jeg glæder mig til det hele bliver lidt grønnere og fylder lidt mere, for lige nu fylder de mange kvm polyplader meget, når jeg kigger mig rundt derinde.

Men jeg kan nemt knibe øjnene lidt i og se hvor helt vidunderligt det kommer til at være derinde inden længe.

Jeg er vild med det! Lykkelig og taknemmelig og bare inderligt tilpas. En glad lille havenisse, der stort set ikke får tid til at være ret mange andre steder end hjemme. Tid og lyst.

Jeg er et heldigt havemenneske…

Faktaboks, Garn, Ravelry, Strik, Strikkeopskrifter

VERTICES UNITE I ANNE FARVER

15/03/2021

Jeg har længe haft lyst til at strikke mig et Vercites Unite mere i nogle lidt mørkere nuancer end mit andet store har.

Mørke som i brune, gyldne og dybe blå toner. Noget, der skulle kunne bruges sammen med mine to blå uldne vinterfrakker og også noget, der skulle have en enkel mere lys og blød sektion, så sjalet kunne bruges over bare sommerarme og lyse gevandter.

Jeg har strikket flere udgaver af netop dette sjal, store og små, nogen til mig selv og andre til gave. Jeg er vild med designet, der med sine 6 mindre sektioner giver gode skift i strikkeriet, det bliver aldrig rigtigt kedeligt på trods af de tusindvis af retmasker. Altså – det vil sige, at jeg alle gange uden undtagelse har været ved at dø en lille smule i sektion 1, der bare kan føles uendelig, men når den så er klaret, så strikker resten nærmest sig selv.

Jeg skrev sjalet på min strikkeliste for 2021 og det skulle strikkes af lagergarn. Af en god portion af det forskellige håndfarvede merino, der findes oppe i den store kasse for enden af trappen. På det lille repos, der nærmest er en lille garnbutik. Jeg indrømmer det.

En mængde mindre nøgler i passende farver blev fundet frem og det eneste hele fed, der ikke havde været i spil til noget som helst andet før, var noget MadeleineTosh i farven dark roast. Indkøbt hos Yarnfreak i sensommeren for en del af mit lille 2020 garnbudget. Alt andet var godt og blandet fra Maddyed, Handdyed, Hedgehog Fibers og også MadeleineTosh.

Undervejs i projektet syntes jeg pludselig, at jeg manglede noget brunt, det blev indkøbt for alle februars garnpenge. Og kom så slet ikke i brug! Jeg tog en anden vej med noget grårosa og beige et den ene store sektion og det er jeg så tilpas med. Og det fine brune håndfarvede garn oppe fra It’s Yarn kan så blive til et par flotte strømper senere på året.

Fordi sjalet er strikket i rester, så er der i flere af sektionerne lavet små farveskift undervejs, i sektion 1 er det meget meget tydeligt, men jeg synes selv, at det er lavet på en måde, så man ikke er i tvivl om, at det er med vilje. Farverne er fra samme skala men blot fra forskellige steder af den, jeg synes faktisk, at det er ret flot.

Sektion 3, som i opskriften er strikket i bare én farve, har jeg strikket i to farver, en varm beige/sandfarvet og en kold grå/rosa, men strikket sammen i vilkårlige striber ses det næsten ikke, at det er to forskellige farver. Jeg er vild med den sektion og synes at den laver et godt “break” der i midten.

Jeg har skyllet sjalet op nu, på den sædvanlige måde med et lille stille bad i Eucalan og så en let centrifugering i maskinen bagefter. Da jeg tog det ud af maskinen føltes det lidt som Midgårdsormen, det bare voksede og voksede mens jeg bar det afsted. Ingen panik over det – jeg vidste jo, at det ville være sådan med det “levende” glatte garn strikket lidt løst i ret. Lige så snart det tørrer op, så er der meget mere hold på det.

Jeg er SÅ tilfreds med resultatet, så tilfreds med, at det er strikket af garn fra lageret og især af rester fra andre projekter og så alligevel ser så helstøbt og planlagt ud. Jeg ved allerede, at dette her ikke mit sidste Vertices Unite, men det bliver ikke lige i morgen, at jeg smider det næste på pindene; der er andre projekter, der råber på motion og nærvær. Men mellem os – jeg har faktisk fundet garn frem til det.

Det eneste, jeg fortryder en smule med dette projekt, er, at jeg ikke vejede garnet af undervejs, jeg har ingen anelse om, hvad der er brugt til de enkelte sektioner og det ville ha gjort det så meget nemmere at planlægge andre sjaler efter samme mønster og “brug-hvad-du-har”devisen. Men en veninde er ved at strikke sig igennem sjalet med garn fra mit lager og med mine oversættelser og forklaringer undervejs, så hun er sat på opgaven og når hun er færdig med sit sjal, ja så kan det blive en lille blog-post for sig selv. Hun sagde næsten frivilligt ja okay.

FAKTABOX

Mønster: Vertices Unite af Stephen West

Garn: 345 gram håndfarvet merino af forskellige herkomst. Alle med en løbelængde på ca 380-400 meter pr 100 g.

Pinde: Addi Turbo 3.5 mm

Egne krumspring: Jeg har fulgt opskriften 100 %, indtil jeg nåede til Icord kanten. Jeg ville ikke sidde med de mange mange masker fra hele tørklædets yderkant på pinden, så jeg nøjedes med at samle op i en sektion af gangen. Jeg samlede op med én nuance okker og strikkede Icorden med en anden nuance, jeg havde de to nøgler, der var til overs fra andre projekter, og ved at samle op med det ene og strikke med det andet, så behøvede jeg ikke at bryde opsamlingsgarnet undervejs. Det er så absolut den nemmeste måde, jeg har strikket kant på, og det bliver bestemt den, jeg vælger igen næste gang. For sådan én bliver der jo.

For hjerte og sjæl, Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden, Skriverier

NOGEN.

09/03/2021

Da jeg havde fødselsdag for en god uges tid siden, fik jeg så mange dejlige hilsner på alle de forskellige platforme og i år ramte de lige en en lille smule dybere end ellers og var måske også lidt mere tiltrængte, end jeg ellers plejer at mærke. Mit følelsesregister står pivåbent for tiden, jeg er tyndhudet og alt rumler ind for fuld kraft.

Glæde, lykke, uro, smerte, alt får et ekstra drej på volumeknappen. Teksten herunder skrev jeg som tak for alle hilsnerne på Facebook og vil også dele det her i lettere tilpasset format.

For et par uger siden dumpede et nyt fint lille menneske ned i vores familie og i samme døgn mistede mennesker, som vi kender, deres datter. Liv og død. Lys og mørke. Livet.

Og jeg har i de sidste uger tænkt så meget på, hvor livsvigtigt det er, at der er nogen, der holder os, når vi hænger ud over afgrunden i sorg og fortvivlelse, og hvor vigtigt det også er, at nogen jubler og glædes sammen med os, når livet stråler.

At nogen er med til det hele, ikke nødvendigvis de samme, men at der er nogen, der ser og hører og spejler. Nogen. At vi er noget for nogen og nogen er noget for os.

Jeg er –

nogens mor

nogens mormor

nogens søster

nogens datter

nogens ven

nogens medarbejder

nogens kollega

nogens veninde

nogens madmor

nogens lejer

nogens mentor

nogens sjælesørger

nogens torn i øjet

nogens gamle bekendte

nogens superhelt

nogens værste mareridt.

Jeg er nogens.Og så er jeg mig.

Allermest mig –

hård og blød

mild og ilter

energisk og træt

larmende og stille

fjollet og gravalvorlig

rummelig og afvisende

kompleks

modsatrettet

Et menneske. Nogen. Og allermest er jeg det, fordi jeg er det sammen med andre. Nogen.

Jeg er nu i mit 56. år. Det er jeg taknemmelig for, meget taknemmelig, intet er givet, intet er lovet, jeg tager hver dag, som den kommer og jeg tager den med glæde. Også selv om det er en grå dag, en blå dag, en svær dag. Jeg tager den med alligevel og gør det så gerne.

Sammen med mig selv og sammen med nogen.