Oplevelser

N-E-J…

06/11/2007

For en tid siden overværede jeg et lille mor-barn-optrin i en boghandlen, scenerne og replikkerne bliver ved med at dukke op i mit hoved, min arbejds-hjerne var i fuld beredskab, og det der foregik mellem mor og søn kunne ha’ været brugt til mangen en pædagogisk opgave-skrivning.
Det var et skoleeksempel på, hvor svært det kan være at få sagt nej på en måde, så den, der må sluge nej’et, også kan gøre det med æren i behold.

At sige nej med både munden og hjertet er ikke let, vi bliver ind imellem så tyngede af den lettere dårlige samvittighed, der svæver over vores forældre-hoveder, udsprunget af tankerne om, at vi har for travlt, at vi burde, at vi nok også skal og kan, og vi vil jo gerne, og og og…

Hvordan det hele startede kan jeg ikke berette om, for jeg var opslugt af egne ønsker og behov foran de mange hyldemeter med kogebøger, jeg opdagede først den lille dreng og hans mor, da der kom gråd og bedende stemme ud af den treårige.

”Jeg vil bare så gerne ha’ den, mor, den ser så flot ud!”

”Man kan ikke få alt, August-Emil, du må gå ned med den igen!”

”Det er lige sådan en bog om traktorer, som jeg ønsker mig rigtigt meget!”

”Nå, men du får den ikke, man kan ikke hele tiden bare få, og nu har vi jo lige købt de film altså!”

Stilhed, næsten da, for en stille gråd lyder dog…

”Men altså okay så, vi kan jo gå tilbage og aflevere filmene, men har du måske lyst til at køre helt til Italien uden at kunne se film, hva’ August-Emil?

Ja, det kan jeg godt sige dig, at det har du ikke, for det bliver altså rigtigt kedeligt, der er altså meget langt til Italien, meget langt!”

Stilhed – og nu må jeg vende mig om, jeg må bare, jeg må se hvem det er, der så brændende ønsker sig den flotte bog om traktorer, og hvem der ikke synes, at den bog er en særlig vigtig ting.

”Gå ned med den, så venter jeg her!”

”Jeg ønsker mig den sådan, mor…..”

”Filmene, August-Emil, jeg har lige forklaret dig om filmene, man kan ikke få det hele, vel, så nu går du ned med bogen.

Men ved du hvad, hvis du nu er rigtig sød, og går ned med bogen, så kan det være, at jeg en dag køber den til dig, det kan være, hva’ siger du så?!”

August-Emil siger ingenting, han klamrer sig bare til bogen med den grønne traktor udenpå, og græder stille, ikke vredt og forurettet, men trist og ulykkeligt.

”Nu går jeg snart, så må du selv om det, og for øvrigt, så behøver du ikke græde, for jeg har jo lige sagt, at du måske får den en anden dag, som en overraskelse, når mor en dag har været her inde i byen.

Og se nu Amalie-Sofie, nu bliver hun altså snart træt af at vente på dig, og ville hun mon ikke også blive ked af det, hvis vi ikke skulle ha’ filmene?”

Det fortsatte og fortsatte, den ene forklaring afløste den anden, de blev også længere og længere, drengen blev mere og mere ulykkelig, og moderen mere og mere anspændt, og det blev sværere og sværere for mig at lade være med at følge med.
Der var ting, jeg havde lyst til at sige og gøre, men det gjorde jeg selvfølgelig ikke, det var hendes barn, hendes måde og hendes valg.

Men de spøger stadig inde i hovedet, mor og søn, så nu får hun altså lige de ord, der lå på tungen den dag hos boghandleren.

Kære søde mor, der stod der med lille traktor-elskende August-Emil, jeg er sikker på, at lille Amalie-Sofie med de runde æblekinder ville ha’ været fuldstændig ligeglad med de film, hun sad og så så skøn og veltilpas ud der i barnevognen med sin gnavebolle, hun var vel kun et år og flintrende ligeglad med både traktorbøger og bil-dvd’er.

Men din søde lyslokkede søn, han havde bare så meget brug for, at du så ham, for alvor, og hørte hvad han sagde.
Jeg kunne sagtens høre, at du var en god mor, der gerne ville forklare tingene, men forklaringerne blev lange og tunge at høre for det lille tre-års ører, måske skulle du bare ha’ nøjes med en ganske kort forklaring, indeholdende det gode ord på bare tre bogstaver: n-e-j….

Næste gang kan du måske sige sådan her:

”Nej, søde, jeg kan godt se, at du gerne vil ha’ bogen, og det kan jeg godt forstå, for den ser spændende ud. Men ikke i dag, vi skal bare købe et kort og så går vi ud igen.
Jeg kan se du er ked af det, og det må du gerne være, men bogen skal ikke med hjem.”

Eller endda sådan her:

”Nå, min snut, jeg kan faktisk godt se, at den bog er spændende med alle de seje traktorer, og nu hvor jeg lige tænker lidt mere over det, så må du egentlig gerne få den, det er okay.”

Det ene svar er ikke bedre, end det andet, det er ikke hverken ulovligt eller hovedløst at ændre mening, men det er heller ikke dårligt moderskab eller kærlighedsløst at sige nej.
Nej er fint nok, for som du ganske rigtigt påpegede, så kan man ikke bare hele tiden få, men vil du så ikke bare sige det, så det også er til at forstå, når man nu bare er tre år.
Kærlig hilsen fra hende, der skal blive bedre til at lukke pædagog-ørerne, når hun er i byen…

You Might Also Like

9 Kommentarer

  • Reply kagekonen 06/11/2007 at 13:11

    Det er en god og (desværre) helt almindelig historie du fortæller… Hvor er min socialrådgiverøre også mange gange blevet fanget af velmenende forældres alt for lange og omstændige forklaringer. Det er som du påpeger ganske fint at give en begrundelse for nej’et, men den skal altså være tilpasset modtagerens “fatte-evne”.

    Jeg tror, som du også er inde på, at en af grundene til at det er så svært, er vores forestilling om hvordan det burde/kunne/skulle være… sådan er det jo sjældent og derfor går rigtig mange forældre rundt med en dårlig samvittighed og følelse af utilstrækkelighed, som gør det svært at sige nej og være konsekvent.

  • Reply Bodil 06/11/2007 at 13:12

    Nej du skal ikke lukke pædagog-ørerne – tværtimod. Elsker bare din lille beretning fra boghandelen – og prøver selv at sige nej på en konstruktiv måde, og det lykkes da indimellem 😉

  • Reply anne(den anden af slagsen) 06/11/2007 at 13:41

    Anne jeg kender den historie til bevidstløshed. Jeg kender også det at man bare får kludret sig ud i et langt og helt uforståeligt (for barnet) NEJ.
    Den korte version er den nemmeste, men ikke altid den der ligger ligefor. Jeg har en datter der i den grad kan bryde sammen over den kort version, hvis verden vælter. Ikke pga. NEJ’et som sådan, men fordi hun forventer argumentation for det.

    Jeg syntes faktisk at det ligefremme, det korte “NEJ – fordi jeg siger det”, er det der kræver mest, det er der jeg skal ha’ overskudet. Det lange vævende, med det for barnet, helt umulige ordvalg og de lange sætninger, er dem man kan klare på automatik, og dem man nok tyr til når man ikke orkere andet.

    Men Anne jeg prøver og jeg vil gerne gøre det rigtige, men en imellem falder jeg igennem – jeg er kun et mennekse og en imellem et uden overskud.

  • Reply Anne 06/11/2007 at 14:05

    Rimelig god idé at afstemme forklaringen med modtagerens “kapacitet”, kagekone, og ja, det er dæleme let at føle sig utilstrækkelig, der går ikke mange dage uden man på en eller anden måde bliver mindet om, hvordan “man” skal være…

    Det er vel en erhvers-skade, Bodil 😉
    Jeg er sikker på, at langt de fleste af os, gør det bedste vi kan, og så plumper vi også i med begge ben, og fred være med det.

    Vi er alle bare mennesker, Anne, og jeg hænger sgi selv engang imellem oppe under loftet og råber og hvæser, selv om det jo ikke burde ske, og bevæger mig da også ud i lange forklaringer, når jeg ikke lige er vaks i opstarten.

    Jeg går gerne ind i en debat eller diskussion med mine unger, de skal ha’ lov at fremføre argumenter og holdninger, jeg vil jo gerne ha’ reflekterende børn med holdninger, men ind imellem er det også helt i orden at lukke for plagerier eller uhyrlige forlangende med et rungende nej.

    Jeg smiler lidt, men meget kærligt, ved en forestilling om dig, der giver et laaaaangt svar med mange gode argumenter og voksen-ord og så et barn der sidder ved siden af og glipper lidt med øjnene og tænker på, hvad hun egentlig spurgte om!?

  • Reply Tora 06/11/2007 at 14:44

    Nydelig fortelling, og kloke tanker fra en på utsiden. For det er vel det det strengt tatt handler om. Som 2pinde-Anne sier, når man er der midt i situasjonen og føler presset og er sliten og vil hjem, da tenker man ikke så godt. Så om du er pedagog på heltid eller bare er en mor som fikk sjansen til å reflektere over noe vi alle rett som det er burde tenke litt på, så fortsett med det.

    Det er jo også vanskelig å si nei til et lite menneske som har forelsket seg i noe, og som hverken er sint eller egentlig veldig kravstor, det vet vi vel alle..

  • Reply Mona 06/11/2007 at 14:55

    Hvor er det en god beretning – Det er noget jeg oplever ofte;-) Jeg kommer altid til at tænke på, hvad gjorde jeg selv i sådan en sitauation;-)
    jeg sagde som regel.. Det er jo noget du ønsker dig rigtig meget,så skal vi have det skrevet det på ønskesedlen;-) ønsket blev som regel opfyldt,(hvis det var til rimelige penge) Eller så skal du have sparet sammen til den;-)!
    Det blev som regel godtaget,uden en helt masse diskkussioner;-)
    Det er ikke altid så nemt med vores kære børn, vi vil jo altid helst gøre det bedste;-) I en stresset sitaution er det måske ikke altid,lige det bedste man får gjordt;-)!

  • Reply Lene 06/11/2007 at 14:56

    Sidder her og smiler, Anne, du er så god til at beskrive situationen, så bliv endelig ved med det. Jeg har nok tit givet den korte version, og måske skulle mine børn ind imellem ha haft den lange version 😉 men en ting er sikkert, vi dumper alle i fælden, hvor vi bagefter tænker, hvorfor gjorde jeg det?

  • Reply Tina Poulsen 06/11/2007 at 15:15

    ÅH man hører dem så tit, de mødre der har alenlange undskyldninger for at være “onde” mod deres børn.
    Hvorfor er det så svært at sige JA eller NEJ!??

    Jeg har altid, inden jeg gik ind i forreteningen med Nanna, den dag, besluttet om idag var en NEJ dag eller en JA dag. Hvis jeg kunne mærke fra starten at jeg ikke ville kunne vedholde et NEJ i butikken… så kunne man lige så godt beslutte sig for et JA! Istedet for at svinge mellem ja og nej, og forvirre barnet helt vildt. Og som hurtigt lærer at nej nemt bliver til ja… bare vi smækker ansigtet på med dådyrøjnene og en lille sød tåre i øjenkrogen!

    Tag en beslutning og stå ved den. Man er altså ikke en dårlig mor fordi man siger NEJ!

    Det skal siges at jeg aldrig har været god til “NEJ”… men et “NEJ idag skal vi ikke have det der slik, Idag skal vi bare have det der står på sedlen!” Man kan godt sludre om det, men ikke alenlange forklaringer der bare bliver ved at prikke rundt i den skyldige følelse af at være sagt nej til, og den skyldige følelse af at være “ond mor”.

    Hmm lød det forvirrende?

  • Reply Lotten 06/11/2007 at 15:28

    Du rammer godt nok hovedet helt rent på sømmet med det indlæg!
    Man står der og krøller tæer helt om til hælen, mens man ville ønske, man ikke havde hørt ordvekslingen…og man MÅ ikke blande sig, selvom det klør i en….

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.