Job, transport, mor-opgaver, husmorpligter og hvalpepasning fylder mange timer af mit døgn.
Jeg gør det hele med glæde, alt det hele, men nyder også, når der er plads til også bare at være Anne-for-sig-selv.
I hverdagen bliver det bare til små momenter med en bog, et strikketøj eller et haveredskab i hånden, et lille øjeblik, hvor jeg bare er mig uden forpligtelser og hvor jeg kan være i ro med mine egne tanker.
Små momenter tæller også i regnskabet og jeg forsøger at blive ved med at huske mig på at sørge for at gribe muligheden for et øjeblik i ro og også skabe mulighederne.
Men når der ind imellem opstår større lommer af tid til at gøre noget for mig, for mig selv, alene, så kan jeg også mærke, at det at bruge mere end bare lige fem minutter eller tre kvarter på at være Anne og lave noget, som jeg holder af, ja så bliver der også fyldt det mere på energikontoen.
Sådan en lomme dumpede jeg ned i denne weekend.
Med pensler, lærred, staffeli og hyggelige mennesker…
2 dage blev brugt i ateliet hos Linked Ink, der holdt workshop for let øvede.
Denne gang var det “kun” Tanja, der styrede tropperne, gav feedback, hyggede om os og udfordrede og, Sidsel holdt fri efter at ha’ holdt kursus weekenden inden og det var selvfølgelig helt på sin plads, selv om de to skønne og dygtige kvinder for mig er “et sæt”, sådan to, der bare hører sammen og som begge giver en masse godt til os, som har været heldige at få lov at klatte rundt i deres atelier.
Jeg havde et lærred med, som jeg havde været i gang med herhjemme og også et stort tomt og jomfrueligt lærred.
Jeg malede og malede og malede og malede.
Og malede.
Og alligevel nåede jeg kun i mål med det, som var startet op herhjemme.
Og på det er der endda masser af finpudsning tilbage.
Det er en lang proces for mig, men en lang spændende proces, hvor jeg veksler mellem glæde og frustration og ind imellem har lyst til at sætte ild til lortet for så at vende tilbage til følelsen af, at det spiller…
Mere tid til pensler og acryl ville være dejligt, for jeg er jo vild med det og vil så gerne øve mig.
Men mon ikke jeg må slå mig til tåls med, at den tid ikke findes i det daglige, men er en tid, som jeg ind imellem kan være så heldig at skabe i weekends og ferier.
Måske skulle jeg sætte mig ned med kalenderen for 2014 nu, hvor den stadig er forholdsvis blank, og så booke mig selv til staffeli-tid.
Måske skulle jeg afsætte et par dage af juleferien til at male og lege med lidt gløgg i koppen og reste-konfekt på en lille tallerken.
Måske skulle jeg samtidig sørge for, at nogen andre til at tage sig af Huxi, som helst ikke skal holde en fest i al den tynde maling, som løber fra malerierne i begyndelsen af processen.
Måske.
Jeg har i alle tilfælde et stort lærred til at stå inde i de dygtiges atelier, et lærred, hvor det største pjaskeri er overstået og hvor de første mange lag er klar til at blive bygget videre på.
Måske skulle jeg hente det inden weekenden, for jeg kunne jo liiiiiige booke et par timer til Anne-alene søndag eftermiddag, når nogen er inde og se den nye film i Hunger Games trilogien…
