Efteråret er kommet listende ind fra højre, det er her, selv om vi måske prøver at holde fast i sommeren.
Temperaturerne ude snyder os nok vores hjerner en smule, vi går omkring i haverne med bare arme og lun vind i håret og smak – så er det mørkt, når kommer er 19.30. Det snyder, for når det er varmt, så er der lyst længe her i vores lille land, sådan er reglen. Det ved vejret bare ikke.
Jeg bliver altid lidt havetræt, når vi når til denne tid på året, jeg har ikke mere ork til lugning, vanding, omrokering af potter, opbinding i drivhuset. Der er ikke mere hopla til at flytte stauder, købe nyt og klippe ned. Jeg gider ikke mere. Heller ikke selv om vejret er skønt til den slags.
Bevares – jeg kan da godt slænge mig i en rar stol på plænen eller sidde på den overdækkede terrasse med en kop te, men sådan at mosle i haven? Nej tak ellers tak.
Lige så ivrig jeg er i foråret, lige så mættet er jeg i efteråret. Slut med have, klar parat start på indesysler og stearinlyshygge. Jeg er nået dertil i mit årshjul nu. Indeliv med afstikkere ud, når der skal traves en dejlig tur eller rives lidt blade sammen. Indeliv med alt det dejlige, som jeg elsker, når kulden og mørket kommer snigende. At læse og bage, at strikke og brodere, at klippe og folde og lytte til en god podcast i sofahjørnet med et dejligt tæppe over benene. Et mere stille og tilbagetrukket liv end i sommerens lyse måneder.
Jeg elsker årets gang og nyder at lade mit tempo tilpasse sig årstiderne. Det er en slags livsluksus for mig.
Dette efterår vil jeg lægge min telefon fra mig, ikke helt og aldeles, men dog i langt højere grad end det er lykkedes mig at gøre i de seneste år. Jeg har et ret automatiseret skærmforbrug, det vil jeg gøre op med. Jeg vil være mindre der og mere her.
Her som i her tilstede i nuet og her på denne platform, på bloggen, som giver min hjerne mere ro og bedre mulighed for flere ord, for de er der jo, ordene, lige inden i og jeg mærker en stærk længsel efter at lade dem strømme. Og her er der netop plads til, at de bare kan løbe afsted, ingen andre end mig selv bestemmer, hvor mange anslag, der kan være på en enkelt gang.
Måske vil jeg ikke engang sige noget om, at jeg bruger tiden her, måske vil jeg bare skriver mest for mig selv og skulle nogen komme forbi, så vil det jo også være hyggeligt nok. Hvis nogen ville tage sig tiden til at “snakke med” og have deres egne reflektioner i kommentarsporet, så ville det være helt forrygende. En samtale bølgende frem og tilbage på skrift.
Mon ikke der er en helt generel tænkning om, at bloggene er døde, at den platform ikke har sin berettigelse længere? For langsomt, for omfangsrigt, for besværligt, for krævende? Det er det, jeg oplever, når der tales om det, mens der så i samme åndedrag siges: Men det var nu også bare virkelig hyggeligt, det var mere nærværende, det var mere roligt. En selvmodsigelse der vil noget!
Jeg kan li’ bloggen. Jeg kan li’ ordene. Og jeg bestemmer jo heldigvis selv her, så jeg kan da bare skrive solen sort og vinteren lys og let, hvis det er det jeg vil.
Og havde det ikke været verdens største narrehat, der havde sagt noget om at gøre et eller andet great again, så havde jeg altså brugt den vending, men for mig skyld behøver den faktisk aldrig nogensinde blive brugt i noget som helt other afsnit. Jeg tror bare, at jeg vil sige, at jeg tror på det, på bloggen og på ordenes kraft og den energi, som de faktisk giver mig, mens jeg lader dem rulle fra hovedet og ned igennem armene og ud på tastaturen.
Hverken fugl eller fisk – hverken op eller ned – hverken sort eller hvidt – hverken ja eller nej.
Det bliver der omkring jeg kommer til at skrive.
For mig.
Og måske også for dig.
22 Kommentarer
Dejlig med et skriv på bloggen. Jeg knus elsker det og tempoet passer til mit temperament! Ned i gear, trække vejret dybere, lade ordene bundfælde sig. Kæmpe ja tak fra mig. Jeg elsker at følge med i dit univers , som på rigtig mange punkter ligner mit?
Ned i gear nemlig. Det er godt for os på så mange parametre. Det skal vi bare lige huske os på engang imellem.
Dejligt at have dig tilbage i blogformatet, Anne 🙂
Og dejligt at være tilbage, Mette, nu skal jeg bare lige få skriveriet arbejdet godt ind under huden igen. Og ikke mindst få opdateret min læseliste, den er jo helt outdated.
Det vil bestemt ikke være nogen dårlig ting, at vi kan komme til at læse mere fra din hånd herinde. Det kunne godt blive en del af min rutine lige at surfe forbi for at se, om der er nyt fra Anne i det hyggelige hus.
Så ses vi, Conny, forhåbentlig til en hel masse ord i jævnt tempo.
åh, jeg synes det er så hyggeligt at læse blogge. min egen lever såmænd også endnu, men har i flere år kun og alene blevet brugt som strikkedagbog.
kh.fra Island
Frida
Du har så meget ret, Frida, det er nemlig bare hyggeligt. Nu vil jeg forsøge at finde tilbage til en god rutine med regelmæssigt at få skrevet og sørme også at få læst med rundt omkring. Jeg skal lige en runde og se, hvor meget eller lidt, der egentlig stadig er liv i rundt omkring.
Velkommen tilbage til bloggen og plads til at folde tankerne ud i ord. Bloggen passer også til mig, der godt kan lide at bruge mange ord, derfor er der også stadig liv på min blog nu på 15. år.
For mig mistede formatet pusten, da mange stoppede med at skrive regelmæssigt. Jeg rykkede også selv over på en hurtigere platform, Instagram, da det var der, at der var en anden og hurtigere “samtale”. Jeg vil se, om jeg kan holde kadencen her og måske mest skrive for min egen skyld.
Jeg har det lidt anderledes. Jeg elsker, at min blog er et stille sted uden en masse kommentarer. Mine læsere og følgere kommer stille ind og går stille igen.
Det er godt, at der er plads til at forholde sig til ens skriverier på flere forskellige måder. Jeg holder meget af de udvekslinger af tanker og oplevelser, som det giver mulighed for. Og har man “bare” lyst til at skrive for sig selv for at ventilere tanker og følelser, så er det bestemt lige så fint.
Jeg elsker blog-formatet – elsker at drible igennem læselisten og glæde mig når der er fisk (som i nye indlæg) i nettet.
Tak for at levere!
Jeg burde virkelig få opdateret min læseliste, Elsebeth, jeg aner ikke, hvad der rører sig derude.
Jeg kan sagtens dig med det, at kræfterne og lysten til at nusse rundt i haven ebber ud, det husker jeg selv fra jeg havde have. ?
Jeg er selv stået helt af Facebook og Instagram. Kontoerne findes endnu, men jeg bruger kun få minutter om ugen derinde. Til gengæld elsker jeg stadig at læse blogs, selvom antallet jo er blevet markant mindre end for bare nogle år siden. Måske er det netop derfor, jeg holder så meget fast i dem: roen, nærværet og den langsommere rytme, som du også beskriver. ? Der er noget helt særligt ved at kunne sætte sig ned med ord, der får lov at brede sig, uden hast og ikke mindst uden begrænsninger.
Jeg kan sagtens dig med det, at kræfterne og lysten til at nusse rundt i haven ebber ud, det husker jeg selv fra jeg havde have. ? Jeg er selv stået helt af Facebook og Instagram. Kontoerne findes endnu, men jeg bruger kun få minutter om ugen derinde. Til gengæld elsker jeg stadig at læse blogs, selvom antallet jo er blevet markant mindre end for bare nogle år siden. Måske er det netop derfor, jeg holder så meget fast i dem: roen, nærværet og den langsommere rytme, som du også beskriver. ? Der er noget helt særligt ved at kunne sætte sig ned med ord, der får lov at brede sig, uden hast og ikke mindst uden begrænsninger.
Jeg kan sagtens dig med det, at kræfterne og lysten til at nusse rundt i haven ebber ud, det husker jeg selv fra jeg havde have. ? Jeg er selv stået helt af Facebook og Instagram. Kontoerne findes endnu, men jeg bruger kun få minutter om ugen derinde. Til gengæld elsker jeg stadig at læse blogs, selvom antallet jo er blevet markant mindre end for bare nogle år siden. Måske er det netop derfor, jeg holder så meget fast i dem: roen, nærværet og den langsommere rytme, som du også beskriver. ? Der er noget helt særligt ved at kunne sætte sig ned med ord, der får lov at brede sig, uden hast og ikke mindst uden begrænsninger.
Jeg kan sagtens dig med det, at kræfterne og lysten til at nusse rundt i haven ebber ud, det husker jeg selv fra jeg havde have. Jeg er selv stået helt af Facebook og Instagram. Kontoerne findes endnu, men jeg bruger kun få minutter om ugen derinde. Til gengæld elsker jeg stadig at læse blogs, selvom antallet jo er blevet markant mindre end for bare nogle år siden. Måske er det netop derfor, jeg holder så meget fast i dem: roen, nærværet og den langsommere rytme, som du også beskriver. Der er noget helt særligt ved at kunne sætte sig ned med ord, der får lov at brede sig, uden hast og ikke mindst uden begrænsninger.
Jeg er også vild med ord. Derfor skriver jeg klummer i lokalavisen, velvidende at der nok ikke er mange, der læser dem. Det er ok, for jeg skriver mest for at undersøge et emne, som optager mig. Selv-omsorg. ??
Det kan man da godt kalde det, Hanne, en slags selvomsorg. Man bliver jo ofte klogere på sig selv, mens man forsøge at tygge sig igennem et tema eller emne med egne skrevne ord.
Jeg kan sagtens følge dig med det, at kræfterne og lysten til at nusse rundt i haven ebber ud, det husker jeg selv fra jeg havde have. Jeg er selv stået helt af Facebook og Instagram. Kontoerne findes endnu, men jeg bruger kun få minutter om ugen derinde. Til gengæld elsker jeg stadig at læse blogs, selvom antallet jo er blevet markant mindre end for bare nogle år siden. Måske er det netop derfor, jeg holder så meget fast i dem: roen, nærværet og den langsommere rytme, som du også beskriver. Der er noget helt særligt ved at kunne sætte sig ned med ord, der får lov at brede sig, uden hast og ikke mindst uden begrænsninger.
Ja havehoplaen er for mit vedkommende ikke konstant året rundt, jeg er gladest for at være derude mellem april og oktober, er aldrig så tidligt i gang som mange andre med have. Men man bestemmer jo heldigvis selv.
Og vi er 100 % på linie omkring roen ved at læse blogs, det er noget helt helt andet end at blive “bombarderet” med hundredevis af billeder slugt på få minutter.