Jeg har nul – som i virkelig NUL – idé om, hvordan WordPress ruller i disse dage. Eller burde jeg skrive år?!
Alt er forandret her i maskinhuset på bloggen under mit lange on and off fravær og meget meget sjældne indlæg og jeg aner ikke, hvad der er op eller ned.
Jeg har ikke styr på billedformaterne, har ikke styr at bruge de forskellige muligheder for indlæg, blok og farver. Jeg sidder bare og glor på det, som om jeg aldrig havde set sådan en skabelon før. Det har jeg jo sådan set heller ikke, ikke én med så mange muligheder i alle tilfælde. Jeg er hægtet af. Helt og aldeles og temmelig grundigt.
Engang havde jeg et rigtigt godt overblik og kunne lynhurtigt vænne mig til de features og kunne altid få nogen til at fifle, så alt så ud på Anne’sk vis. At det, man som læser kiggede på, afspejlede mig, min smag, min måde at være i verden på. Det skulle kunne mærkes inden i, at både det visuelle og ordene kom herfra mit sted.
Jeg bilder mig ind, at det kunne det. Dengang. Nu er nu og jeg har ikke styr på en pind og aner ikke hvor, jeg skal starte eller slutte. Så for nu bliver det ordene, der er her. Plain and simple uden fancy svung på skriften eller afsnitsoverskrifter. Måske er det i virkeligheden også den form, der spejler mig bedst. Plain and simple.
Jeg lader ordene fylde og lader dem få selskab at et enkelt foto fra min rulle. Et foto, der får lov til at fylde en masse, for ellers kommer jeg let til at trække det ud af facon, og det ser åndet ud. Det skal bare ha’ lov til at være som det er. Og bliver jeg så hængende her, får lavet mig en god rutine for regelmæssig ordstrøm, så skal jeg nok tage WordPress udfordringen op og få styr på det visuelle format.
Kan det være en aftale?
Kan I bære over med fotos i kæmpestørrelse og en lang række ord, der ikke får andet end de naturlige afsnit, der kan laves med lidt ekstra linjeafstand?
Lowkey skiverier for ordenes skyld og ikke så meget andet lir.
Jeg kan godt klare det. For en tid. Og når den tid så er gået, så finder jeg ud af noget, tænker jeg.
Indtil da – bare ord fra min kerne.
8 Kommentarer
det tror jeg sagtens vi kan leve med, bare vi får læse med på din tankeström
kh.fra Island, Frida
Og det får I selvfølgelig, Frida, det er nu hyggeligst at være flere om blog-bålet.
Dine ord er skam mere end nok ??
Ord kan jo egentlig bare så meget. De kan stå alene. Men jeg elsker nu, når der er lækre billeder som “støttepædagoger”.
Jeg er så meget med. Har fulgt dig gennem mange år og mange ændringer. Har altid været glad for hverken fugl eller fisk. Klø på.
Jeg skal gøre mit bedste, Anne Grethe. Føler at tiden er til det nu, det lidt mere langsommelige.
Jo, det er fint til at leve med 🙂 Hvad der gør det hele lidt mere kompliceret er WPs vilje – eller mangel på samme – til at lade andre lege med. WP lukker ofte min browser ned, når jeg klikker i kommentarfeltet. For det meste, men ikke hver gang, får jeg besked på at llogge ind på min WP konto- som er slettet i flere omgange for midst 10 år siden … og så videre.
Men når det nu er sagt, så er det bare dejligt at du er vendt tilbage til blogosfæren igen.
Man orker jo bare ikke sådan noget, det skal bare fungere og være simpelt. Ellers lave systemet jo en masse ufrivillige opbremsninger. Jeg bliver så irriteret over det. Men kan nu heller ikke overskue at skulle flytte det hele til et andet system.