Bagværk, Dengang, Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl

VANILLEKRANSEHULLER PÅ ØJEMÅL…

16/12/2013

Med uens huller...

Jeg har bagt vanillekranse i dag.
Store sprøde kranse med sorte prikker af vanillekorn og knas af friskhakkede mandler.

Jeg har bagt efter Blomsterbergs opskrift, for den har fået så mange lovord rundt omkring, at jeg blev nødt til at prøve.
Vores jul bliver ikke uden sukker og mel eller andre syndige og mavepinefremkaldende råvarer, sådan er det og det er lige som det skal være, vi høvler ikke fabriksfremstillet slik eller kage ned, vi nyder en lille smule af det, som er lavet herhjemme af lødige råvarer og det bliver nydt, virkelig nydt.

Jeg har bagt med mine veninder og i går lavede pigerne og jeg konfekt i stride strømme og i dag blev det så til et par plader af Blomsterbergs kranse, mens aftensmaden passede sig selv på komfuret.
Et par plader, som sikkert bliver startskuddet på mange flere, for de er juleknasesprødevidunderlige…

Dejen efter denne opskrift er så blød og smidig, at man fint kan sprøjte kransene ud med en god sprøjtepose.
Jeg vil anbefale jer at bestille en rulle engangssprøjteposer hos Kunst og Køkkentøj, poserne er kraftige nok til ikke at gå op i limningen og man klipper selv hul til sin tyl, så alle kan passe her i.

Jeg bruger stort set aldrig andet og elsker fornemmelsen af at smide den bruge pose ud og så er der ryddet op, ikke flere stofposer, der skal skrubbes og tørres, bare en lille tyl, som er ren med et vift af opvaskebørsten.
Gå uden om de sæt, som findes i supermarkeder og hos isenkræmmere, dem hvor man monterer sin tyl i en lille plastholder, der skrues om posen, stor stor bue uden om.

Heldigvis har de sidste års store bagetrend smittet af på detailhandlens udvalg og vi kan alle hente godt værktøj hos de fleste isenkræmmere.
Godt værktøj er et must lige meget hvad man arbejder med. Også til vanillekranse…

I dag sprøjtede jeg kransene ud på øjemål og mange af dem fik en hulstørrelse, der lå tæt på hinanden, men der var også nogen, der var for store og nogen, der var for små og den slags går ikke i mit julebageværksted.
Hullerne i kransene skal være lige store – LIGE store.

Og det kræver selvfølgelig øvelse, når man bruger sprøjteposen.
Næste gang bliver det bedre. Det skal blive bedre.
Og gør det ikke, ja så bliver der tegnet cirkler på bagepapiret.

For min morfars vanillekransehulleopmåler findes ikke mere og den var jo også beregnet til den slags dej, som blev kørt igennem en gammeldaws kødhakker med håndsving.
Og den lille historie om den kommer lige her…

Min morfar, min Måff, var en særlig mand, en ganske særlig mand for mig og mange andre af dem, som var i hans liv.
Han nød at optræde på slap line og få folk til at le og huje, bestemt ikke noget, som passede min ret reserverede mormor, som var bedst tilpas, når man opførte sig korrekt, han var en bulderbasse og en idérig hjemme-håndværker og han kunne få ting til at fungere og virke igen nede i sit værksted.
Han var fuld af gak og løjer og ind imellem for mange af dem, men det tænkte jeg aldrig over som barn.

Jeg elskede ham bare, ja det gør jeg vel stadigvæk, selv om han har været død i mere end 35 år.
Jeg elsker ham, elsker minderne og alle de historier, som stadig lever.

En decemberdag, da vi bagte vanillekranse i mit barndomshjem, sukkede min mormor over den uensartethed, der var over de nybagte kranse. Hun ønskede, at hullerne var nøjagtigt lige store og selvom hun forsøgte at være skarp på øjemålet, når hun stod der med de lange baner af dej, der var kørt ud på bakker igennem kødhakkerens stjernetyl, ja så spillede det bare ikke for hende.
Hun var hård ved sig selv og ønskede i mange af livets facetter perfektion, sådan var det bedst for hende, tingene skulle være smukke, ordentlige, uden mislyd, og så var det lige meget om det var børnene, hjemmet eller hullerne i vanillekransene…

Min morfar forsvandt fra køkkenet, smuttede ned i sit værksted i kælderen og kom kort efter op med et lille hjemmebikset stykke udstyr til vanillekransebagning.
En lille træklods med håndtag og med stykker af en ituklippet gul plastdejskraber fra Amo banket på enderne.
Klodsen var lige så lang, som en udstrakt vanillekrans’ længde og han demonstrede straks teknikken ved at banke den ned igennem en lang pølse af dej, der stod klar på en bakke.

Bum – bum – bum.
Og vupti var der måske 12-14 stykker dej, der når de fik enderne sat sammen, ville få den helt perfekte størrelse og det helt perfekte og ikke mindste lige store hul i midten.

Nu kunne min mormor jo ha’ taget dette her som en provokation, det ville jeg sikkert ha’ gjort, hvis nogen anden end lige præcis ham, havde foræret mig sådan et stykke rimeligt overflødedigt perfektions-værktøj, men nej, hun blev faktisk inderligt glad for den lille dims og lettet over, at hun nu kunne anrette julens kagefade med sirlige vanillekranse uden slinger i valsen.

Jeg ville ønske, at de begge to havde været her i dag, i mit lillebitte køkken, der lige nu dufter af jul og vanille, at de kunne ha’ siddet på en stol med kaffekop og en enkelt lille Manne, at jeg kunne ha’ grint sammen med dem over det lille stykke værktøj, ha’ kysset dem og fortalt dem, hvor lykkelig jeg er for, at de har givet mig historier med, som pigerne og jeg nu morer os over.
Jeg elskede og elsker de to mennesker, Fru Lige store huller og Hr Den fikser jeg.

Jeg elsker også vanillekranse.
Også dem, som måske fik et lidt skævt hul i eftermiddagens sidste timer.
Men allermest elsker jeg dem med de lige store huller, arv og miljø i ved…

You Might Also Like

22 Kommentarer

  • Reply Bettina 16/12/2013 at 20:53

    Uh ha du frister. Dem må jeg prøve. Familien elsker vaniliekranse. Hvilken størrelse tylle bruger du?

    • Reply Anne 17/12/2013 at 00:25

      9, Bettina, det synes jeg passer. Man kunne godt bruge et nummer større, hvis man samtidig lavede diameteren større…

  • Reply Rakel 16/12/2013 at 21:16

    Sikke en fin historie om din mormor og morfar. Kan levende forestille mig vanilliekransekampen. 🙂

    • Reply Anne 17/12/2013 at 00:25

      Der skulle være orden i sagerne, Rakel…

  • Reply Birgitte 16/12/2013 at 22:29

    Åh hvilken sød og dejlig historie. Og dejligt du husker at fortælle den videre- til dine piger og os andre, så vi kan få et lille hverdagssmil. . Vaniliekranse er bare det bedste – uanset hulernes størrelse . Tak for en dejlig blog som jeg nyder at læse med på. Du har en dejlig positiv tilgang til livet – også selvom det ikke altid er så let. God jul!

    • Reply Anne 17/12/2013 at 00:26

      Tak for gode ord, Birgitte, det er altid dejligt, når nogen kommer med positiv feedback.
      Også god jul til dig…

  • Reply Bodil 16/12/2013 at 22:52

    Sikke nogle fine vanniliekranse og sikke da en fin historie fra din barndom, Anne.

    Tak for tippet med sprøjteposerne…jeg ønsker mig faktisk sprøjtepose(er) og tryller til jul ????Nu er sprørgsmålet så, om du også har købt din tylle eller er det tryller i Kunst og Køkkengrej…eller hos en isenkræmmer?

    God decembernydning med vanniliekranse, andre godter og måske snart juleferie??????????

    • Reply Anne 17/12/2013 at 00:27

      Du kan sagtens købe tyller hos isenkræmmer, Bodil, men det skal være i sådan en størrelse, at de passer til en rigtig sprøjtepose.
      De mindre er noget møg…

      • Reply Bodil 17/12/2013 at 16:32

        Tak for tippet 🙂

  • Reply Bodil 16/12/2013 at 22:53

    Ved ikke lige hvorfor der kom så mange spørgsmålstegn 😉

  • Reply Marina 17/12/2013 at 00:00

    Fantastisk dejlig historie. Jeg holder faktisk meget af at de hjemmelavede kranse har lidt forskellige huller, men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

    • Reply Anne 17/12/2013 at 00:28

      Det er vi, Marina, og her er heldigvis plads til både små og store huller, til de ensartede og de mangeartede 🙂

  • Reply Mia Sørensen 17/12/2013 at 04:20

    Har netop bagt vanillekranse forleden med min 16-årige søn på 190 cm med meget lange arme og beb. Nød, at han stadig kan infinde sig i køkkenet, når der skal bage. Og at han ihærdigt kæmper med at samle kransene, selv om de måske lige skiller ad (jeg har sådan en lille håndholdt ting med håndtag, som kan det samme som den gamle kødhakker). Nogle blev lidt kantede, og der var bestemt ikke meget regelmæssigt over vores kranse. Så kunne vi grine lidt af, at kagerne heller ikke måtte se fabriksfremstillede ud. Tænk, hvis nogen ikke kunne smage kærligheden og det lækre økologiske smør – og troede, at det var “kemikager” (småkager fra fabrik), vi serverede. Sådan er vi så forskellige. Jeg ELSKER simpelthen alle de “skæve” former på vores hjemmebag – især når det til dels skyldes, at teen-age-sønnen har ageret hjælper for “lille mor”.
    God dag og glædelig jul til dig og dine.
    Mia

  • Reply Tora 17/12/2013 at 08:25

    En deilig historie, Anne! Og din morfar høres ut som en god mann. For et herlig par de må ha vært, de to!

    Her gruer vi oss litt til vaniljekransbaking, for vi har pleid å bruke en deig som er et sant mareritt å få ut av sprøyteposen. Nå tror jeg vi skal prøve oss på denne oppskriften (hvis de også smakte som de skal?). Takk for tips!

    • Reply Tora 17/12/2013 at 20:58

      Det slo meg nå at jeg har i grunn aldri tenkt på hvorvidt vaniljekransene bør være like store eller ikke. Vi har som regel nok med å få kjempet dem ut av sprøyteposen. Men i år blir det nok ringer på bakepapiret. Så får vi se om vi blir mer fornøyd med det.

  • Reply Sylvia 17/12/2013 at 09:50

    For en herlig historie om dine besteforeldre. Der måtte det ha vært motsetningene som tiltrakk hverandre.
    Jeg har kun bakt pepperkaker og marsipankofekt i år. Siden det bare er jeg som spiser dem, tror jeg det holder lenge!
    Lykke til med resten av bakingen.

  • Reply Jette // Snullemor 17/12/2013 at 13:23

    Du må printe en skabelon med cirkler ud, som kan ligge under bagepapiret mens du ‘tegner’ dine helt ens vanillekranse med din tylle… og skabelonen kan jo genbruges ; ) Og tag nu endelig ikke min (fremragende) idé som en provokation, tag den lige så pænt som din mormor ; ))))

  • Reply Pollyanna 17/12/2013 at 17:51

    Ha ha sikke en skøn historie! Ja arv og miljø fornægter sig ikke, nok heller ikke her 😉

  • Reply Sidsel 18/12/2013 at 09:54

    Hvor sød en historie. Dejligt med så gode minder. Jeg hapser lige opskriften for vanillekranse er det eneste, jeg bryder mig om.
    Og nu hved jeg hvor det ‘ganske sirlige’, kommer fra:-))

  • Reply Sidsel 18/12/2013 at 09:55

    VED

  • Reply Lotte Holm 18/12/2013 at 21:58

    Herlig historie og fantastisk med sådan en handlekraftig Ole opfinder morfar. Fik helt flash back da du nævnte den gule Amo dejskraber, den har jeg godt nok bagt mange kager med som barn. Nu er jeg nød til at tjekke, om den stadig ligger hjemme i min mors skuffe. Og så kom jeg helt til at savne min egen morfar, som ved gud også var noget for sig, og heller ikke tabt bag en vogn, når det kommer til opfindsomhed. Lidt knald i låget havde han vist også, men i positiv forstand 🙂 Her er vanillekransene også bagt, med temmelig varieret hul størrelse…

  • Reply Connie 20/12/2013 at 21:36

    Bagte dem lige i aftes og synes at forskellen er at jeg i år har anskaffet mig en dims der kan kværne mandlerne rimeligt fint, sidste år sad mandelstykkerne fast i tyllen og vi måtte gå over til kødhakkeren:-) kan bedst lide når mandlerne er nærmest malede:-) nå ja og at man ikke skal smutte dem:-) har en sprøjtepose fra tupperware, som er jeg bruger til kransekagekonfekt (fordi den kan kan gå i microen) det fungerede fint omend tyllen gerne må være større næste gang, så måske skal jeg investere 🙂 god jul

  • Leave a Reply to Bodil Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.