Husdyr, Killinger

SIGGA…

31/03/2013

ZZZzzzzz...

Sigga marts 2013...

Se mig se mig se mig, dame...

Vi har arvet en kat.
En arve-flytte-kat, der ikke kunne komme med sin familie til det nye sted, hvor de var nødt til at flytte hen.

De havde bestemt, at de ville spørge os, om den lille fine kunne bo hos os, for selv om de ikke kender os ret godt, ja nærmest ikke, så var de sikre på, at hun ville få det godt her.
Sødt tænkt af dem, synes jeg.

Men jeg turde ikke takke ja uden at ha’ afstemt eget ønske med pigernes.
Planen var, at vi først skulle ha’ en kat mere, når Amanda kom fra efterskolen, og det er der jo alligevel nogen tid til.

Men planer er vel til for at kunne ændre og det blev de og vi takkede ja til Perle, som nu hedder Sigga…

Navnet fandt vi frem fra en gammel lap papir med masser af mulige navne til hunde – og nu også katte – den er helt fra før vi fik Nugga, men jeg har gemt den og vi blev hurtigt enige om, at en Nugga og en Sigga og en Otto kunne være en fin trio.

Sigga er både Maine Coon og så ikke, for nogle gener fra en almindelig huskat har sneget sig ind og ingen kan med sikkerhed sige, hvor lidt eller hvor meget det vil komme til udtryk. Hun har samme størrelse, som en ren MC på 7 mdr ville ha’ og pelsen har samme længde, som Ottos og Viggos havde i den alder, dog uden den store hankattekrave, som de begge hurtigt fik.

Hendes poter er store og med masser af pels mellem trædepuderne, halen busket og hendes kontakt til os er helt lige så hundeagtig, som Ottos.
Men ren i generne er hun ikke og vi må se hvordan hun ender…

Otto følger hende rundt og laver små søde kaldelyde nede i halsen, han vil hende så gerne og hopper lystigt hen mod hende for at få gang i en leg, men hun er ikke helt klar endnu.
Han får ikke lov til at komme helt tæt på, kun når hun er meget træt, og ikke engang hans kælne rullen rundt foran hende får hende til at blive blød i knæene, men vi er fulde af fortrøstning, for tiden arbejder godt for Otto kan vi se og inden længe vil de være hinandens bedste venner.

Otto var livsens ræd for hende de første 24 timer, trykkede sig ind mod os og op i sofahjørnet og havde øjne så store som tekopper, mens hun spankulerede hjemvant rundt og hverken lod sig påvirke af hund, os eller gæster, der gik ud og ind, hun “ownede” rummene fra første minut og jeg vil tro, at hun kommer til at styre hele flokken…

Jeg har taget en hel masse billeder af den lille nye og den store gamle, sammen og hver for sig, tæt på hinanden og også med hvæsende munde, men de fleste af Sigga er uskarpe pga hendes hurtige bevægelser og på resten sover hun.
Der er ligesom ingen mellemstation endnu, det er lynhurtigt eller helt stille.

Men lur mig om der ikke kommer til at flyde en lind strøm af kattebilleder her på bloggen.
Bare fordi det ikke er til at lade vær’.

Og hvis nogen tænker “Gamle skøre kattedame”, så ja måske. Lidt.
Også selv om jeg jo ikke er så gammel igen…

You Might Also Like

10 Kommentarer

  • Reply Gitte 31/03/2013 at 20:21

    Vores hund hedder Sigga. Jeg troede vi var de eneste med den ide – en af mine venners islandske svigermor hedder Sigga, men ellers ret sjældent navn. Men pænt. Gratulerer med den lille ny 🙂

  • Reply Conny 31/03/2013 at 20:57

    Bare kom med dem, billederne altså – katte er fantastiske 🙂

  • Reply Tante T 31/03/2013 at 20:59

    Fra en skør kattedame til en anden… så vil jeg glæde mig til at se billeder hist og her og alle vegne 😉
    Svend (mc) var 10 måneder da han blev storebror til en norsk skovkat, så jeg kan levende forestille mig hvad der udspiller sig hjemme i dit hus…
    Og jeg GLÆDES over at katte, hund og mennesker trives 😉

  • Reply Sidsel 31/03/2013 at 20:59

    Åhh Anne, hvor er hun sød!! Sigga, dejligt navn. Hun ligner min Miller meget, som nok heller ikke er ren Maine Coon. Fisten, klein men dog med pels, men max 3 kg og sky som en i helvede.. ,Meeeen, ikke om natten. Der skal jeg ‘bonkes’ med stød på næsen og hovedet , for der efter at give plads under armen, hvor jeg bliver æltet til døde af syle skarpe kløer….tak for kaffe. Rommer hopper så med på ideen kl 5.30, hvor mine tæer eller ryg nyder fornøjelse af klør og tænder… Han vil ud… Det er sgu som at have små børn igen!!!!

  • Reply Sidsel 31/03/2013 at 21:02

    Hvem kan ikke elske, en gammel kattemor…Tænker på sangen med Kim Larsen…

  • Reply Kirsten 31/03/2013 at 22:01

    Jeg vil nyde at kigge med på dine kattebilleder. Så bare kom med masser af dem :-)))
    Tillykke med Sigga. Hun ser vidunderlig ud. Man kan godt se, at der er en anelse huskattegener i hende. Hun skal nok hurtigt falde til og regere Jer alle sammen :-)))

  • Reply Dorthe H 01/04/2013 at 08:57

    Tillykke med familieforøgelsen 🙂

  • Reply Susanne 01/04/2013 at 12:47

    Hun er så bedårende, tillykke med hende.

  • Reply Pernille 02/04/2013 at 10:11

    Oh.. bare det var mig. Kan jeg ikke lade være med at tænke 🙂

  • Reply Anne 06/04/2013 at 17:44

    Lige en samlet hilsen tilbage til jer, der har kommenteret på indlægget her.

    TAK of ja, hun er da ikke til at stå for. Hun er faldet så godt til og Otto er noget forelsket…

  • Leave a Reply to Anne Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.