Familieliv, For hjerte og sjæl, Gaver, Jul, Lidt af hvert

ADVENTSSØNDAG…

09/12/2012



Fortovet er ryddet, brødet er bagt, kaffen er brygget og adventsgaverne åbnet. Alt ånder fred og idyl.
Ja okay da – sådan cirka – for hvert andet minut har jeg 6.5 kilo kat hængende i låret eller håndledet, alt for hyggeligt behøver det åbenbart heller ikke at blive.
Men altså bortset fra pelstornadoen, der er i lømmelalderen, så er alt fred og idyl.

Søndag byder på det bedste selskab af egne piger, de har indtaget sofaen med dyner og høj hygge, de muntrer sig med hvert sit og jeg nyder at sidde i stuen ved siden af og lytte til deres småsnakken og pigegrin. Der ses film og spilles spil og klappes pelsdyr, der smøres madder og sippes te og alt i alt ser og føles det som om, at verden også er i balance for ungmøerne.

Jeg har placeret mig ved spisebordet med julekort og kreagrej,her var så fint og ryddeligt for et par timer siden, nu ser det anderledes ud, men hva’ – det er søndag og de, der måtte komme forbi, må finde sig i uorden og højt hår…

Adventsgaver gives og montages med glæde og opfindsomhed her hos os, alle får og alle giver, og selvom ingen længere er børn for alvor, så er der altid skønne forventninger og spænding, når der pakkes op. Det behøver ikke at være store ting for at vække glæde, smilene spreder sig alligevel, når man ser og mærker, at der ligger en særlig tanke og omhu i udvælgelserne.

I år har jeg fået én adventsgave af pigerne, én der skal dække alle søndagene og som er fra dem alle tre, og jeg siger jer, at både glæde og overraskelse var stor og vild, da de sidste weekend lavede lidt hurlumhej ud af at forære mig en Nespresso maskine. De er for vilde, men det er jo vanskeligt ikke at elske vildskaben. Det gør jeg i alle tilfælde.
Og er selvfølgelig helt og aldeles tilfreds med, at jeg må “nøjes” med denne ene pakke i år.

Til pigerne har der indtil nu været Jane Austen film, bløde pakker, genbrugsguld og hjemmetlavet pynt, alt er taget i brug og det tager jeg som en “tommel op”.
Amanda får pakker hver dag, det må være på sin plads, når man er hjemmefra de fleste decemberdage, sådan var det også for Laura, der fik en pakkekalender sendt til Wisconsin. Denne gang skulle gaverne bare til Skåde bakker, lidt nemmere men ikke mindre vigtigt.

Adventsgaver mellem Helle og jeg er også en tradition, en dejlig én synes jeg, og her er der tænkt meget samvær og oplevelser ind, for når hverdagen buldrer, så går der, trods de bedste intentioner, ofte alt for længe imellem at vi ses alene. Ikke at forstå sådan, at vores familier ikke også er skønt selskab, når vi er samlet alle sammen på én gang, men der er altså også brug for det andet og mange datoer er allerede sat for det kommende år og gode forslag til, hvad vi skal bruge dem på, er også i spil.
Det bliver herligt, det ved jeg…

Men inden vi når til næste år, så er der en dejlig søndag og en dejlig december at nyde. Jeg vil skubbe så meget hyggelig og ro som muligt ind i dagen i dag, lade mig underholde i pigernes gode selskab og gå i køkkenet og lave lidt sødt til søndagsforkælelse af dem.
Jeg vil skrive en stak julekort, male en nisse, pakke en gave og ordne lidt indkøb på nettet. Jeg vil skovle sne en gang eller to mere og gå en tur i skoven med den store hvide.

Der er strikketøj at motionere, der er tøj at lægge sammen, der er rugbrød og sild og der er masser af kaffe og en fyldt frugtskål.
Der er hund, kat og tøsebørn, snevejr og hjertevarme.

Jeg ta’r imod det hele med åbne arme og uden forbehold.
Også imod Otto the Killer, som vil være der hvor det sker, også midt i det strikketøj, der var lagt sirligt til rette til fotografering.

Glædelig fredelig og hyggelig adventssøndag derude…

You Might Also Like

11 Kommentarer

  • Reply unikarina 09/12/2012 at 13:39

    Det er så dejligt med decemberhygge – med gaver til og fra – sne – søde børn – strik – vilde katte… Åh ham Otto han ser lækker ud- også selvom han kan være lidt vild!

    • Reply Anne 09/12/2012 at 22:22

      Det er nemlig dejligt, Karina, december når det er bedst.
      Håber at du har nydt søndagen og sneen…

  • Reply Helle D 09/12/2012 at 14:17

    Ha ha – han ligner nu ikke en sand Killer! – og dog – han er liiige totalt klar til angreb! Hyg jer!

    • Reply Anne 09/12/2012 at 22:22

      Han er en bandit, Helle, men meget af tiden en meget sød en af slagsen…

  • Reply Gitte 09/12/2012 at 17:42

    Det lyder som en 2. søndag i avendt lige efter mit hoved. Håber at også aftnen bliver rar og at Otto finde lidt jule barmhjertighed frem.

    • Reply Anne 09/12/2012 at 22:24

      Han er væltet omkuld nu, Gitte, og vi andre ånder lettet op og retter på de julerier, som han har tæsket i løbet af dagen. Vi kommer nok til at gøre det i morgen igen, og i overmorgen og igen og igen og igen…

  • Reply Lone Holst 09/12/2012 at 19:25

    2. adventsvers
    Så tænder vi to lys i kvæld,
    to lys for håb og glæde.
    De står og skinner for sig selv
    og os, som er til stede.
    Så tænder vi to lys i kvæld,
    to lys for håb og glæde.
    glæde advent
    Lone

    • Reply Anne 09/12/2012 at 22:24

      Tak for sangen og i lige måde, Lone…

  • Reply Anne-Mette 09/12/2012 at 21:38

    Som altid mærkes hyggen og varmen på den anden side skærmen, Anne. Stjernen…. er den hjemmegjort eller er det keramik eller….? Den er virkelig fin!!

    • Reply Anne 09/12/2012 at 22:25

      Stjernen er købekeramik, Anne-Mette, meget fin og sart og nu hænger den om halsen på den store rødorange Dalarhest ved kalenderlyset…

  • Reply Eva 10/12/2012 at 05:10

    En adventssøndag lige efter bogen om hygge.

  • Leave a Reply to Anne-Mette Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.