For hjerte og sjæl, Nye rammer, Og mig selv - sagde hunden, Skrammer og buler

RO…

05/09/2012

I weekenden var der kul på. Alt foregik i højt og koncentreret tempo uden tid til ret meget fordybelse og reflektion, det var ren produktion men af den gode og energigivende slags.

Når man altså lige får hvilet ud  –  og det har jeg fået nu. Helt og aldeles og er nu Anne-i-fin-form igen. Ikke nogen værkende led eller ømme hænder. Godt nok.

 

Søndag var hviledag, mandag og tirsdag røg med i samme pulje, når arbejdsdagen sluttede så kaldte sofa og ro og take away.

Nu er det onsdag og armene og energien er til havegravning og efterårstrimning af potter og lavendelhæk. Lige om lidt.

For først er der  tanke at dele, ret personlige af slagsen, men nogen som banker på for at komme ud og ned på skrift, for og til mig og dem, som synes, at noget kan vække genklang eller sætte tankerækker i gang…

 

Weekenden var fejring af 2 menneskers nye lykke og samtidig også en mærkedag for mig og mine piger. 1 år i jomfruburet, 1 år som familie i ny form, 1 år så anderledes og så alligevel så velkendt og trygt.

Den første weekend i september 2011 flyttede jeg fra huset på heden med Amanda, min hund og mit habbengut. Jeg efterlod det liv, som ikke blev det jeg havde forestillet mig, efterlod det hus og den have, som jeg havde elsket så højt, de smukke rum og de gode ting, som måtte blive stående fordi ikke alt kunne blive mit. Jeg efterlod en lille katteflok og et dejligt nabolag, jeg efterlod det, som indtil kort forinden havde været sikkert og godt.

For nogen af os i alle tilfælde.

 

Det der kommer nu er min historie. Mine oplevelser og min sandhed. Ikke nødvendigvis den eneste, men min.

Noget er fortalt tidligere, andet ikke, noget er kolde tørre facts og andet er fornemmelser og tolkninger. Mine.

Så ingen andre kan eller skal stå til regnskab. Og synes nogen, at de vil stille mig til regnskab, så er de velkomne, jeg står ved mine ord og mine oplevelser også selv om nogen kunne være uenige…

 

Da Torben sidste sommer fortalte pigerne og mig  –  på samme tid  –  at han ikke ville mere, at han ikke troede på vores familie, at han ønskede noget andet og fortjente noget bedre, gik min verden for et kort øjeblik i sort.

Jeg blev sendt direkte tilbage i de svigt, som jeg meget meget tidligt i mit liv oplevede, en anbringelse uden for hjemmet, et fravær af en mor og en far, et chok og et traume i et lille spædbarns system, en tid, der for evigt er en del af mit landskab og som i hele mit liv har luret i alle valg og alle fravalg.

Lige ned i de allerstærkeste følelser af frygt, forladthed, angst, raseri og afmagt. En eksplosion ude af kontrol. I bare et lille øjeblik.

I det lille øjeblik som det tog mig at kyle 2 smukke kopper i gulvet og skrige min panik ud. For det var panik, hele mit system kæmpede for at det ikke skulle ske, for at jeg ikke skulle blive sendt ind i armene af de traumer, som jeg bærer i mig.

Bare et lille øjeblik   –

for sammen med alt det ødelagte jeg havde inden i, der havde og har jeg også en styrke, som intet i verden kan knuse. Ingen mand, ingen hændelse, ingen mennesker, ingen svigt. Jeg er en fighter, en overlever, en kæmper, en kriger og inden bilen kort efter havde forladt indkørsel med en far og lige-om-lidt-exmand inden i, havde de seje kræfter taget over og jeg var i gang med at feje, vaske, trøste, ordne og holde sammen på de piger, som blev hos mig…

 

Men det som man med en meget sigende ord kalder for re-traumatisering buldrede i hele mit system, jeg trak vejret fordi jeg skulle, jeg sørgede for pigerne fordi ingen andre gjorde, jeg gjorde det som kunne gøre automatisk og jeg gjorde det alene.

For hvem kan man lukke ind, når alle de, der egentlig havde lovet at blive i livet, var skredet. Var døde, var gået, havde efterladt.

Ingen. Ingen overhovedet.

 

For selv om skønne veninder og gode mennesker tilbød alt, ville gøre alt, hjælpe med alt og ordne alt, så var det “alt” de kunne få lov til at hjælpe med det praktiske. For ind i det inderste, ind i det som for alvor var på spil kunne ingen inviteres ind.

Vi talte selvfølgelig om det, der skete, meget endda, andet ville ha’ været utænkeligt, der var også tårer, vrede og afmagt men aldrig åbent indtil de steder, hvor alt var på spil og kampen for overlevelse i gang…

 

Jeg vidste heldigvis selv, at det var de gamle traumer, der brølede og jeg vidste, at nu var der ingen vej uden om længere, nu skulle de på plads, jeg vidste, at den sorg, som jeg følte, og den forladthed, som jeg bar med mig alt, var meget mere bundet i alt det gamle end den var i opløsning af det familieliv, som jeg ellers tænkte var det vigtigste i verden.

Så jeg fik hjælp, fantastisk hjælp, til at se på alt det gamle, til at hive det op af rygsækken og kigge på det, tale med det, sparke til det og kramme det og i det forløb mærkede jeg så tydeligt, hvordan mit sædvanlige alarmberedskab lagde sig ned og faldt til ro.

 

RO  –

det ord, som nu beskriver min stemning og mit sind allerbedst. Ro inden i, vidunderlig ro, væk er den sitren og den utilpashed, som jeg har haft med mig hele mit liv, den er død og borte, og jeg bevæger mig i verden på en ny og for mig meget særlig og stadig lidt ukendt måde.

Uden på er jeg den samme, ingen vil spotte forandringen ved første øjekast, men de, der ved hvordan man kigger ind og som også sanser stemninger, de ved det, de mærker det og mange har benævnt det.

 

Jeg kan næsten selv høre roen, væk er den elektriske summen, som kom af en psyke, der altid var i højeste alarmberedskab, væk er den følelse af ensomhed og isolation, som har været en livslang følgesvend, nu er jeg bare mig, i ro og nærmest svævende, det er jeg taknemmelig og meget meget værnende om.

 

Jeg kom ikke hertil på en enkelt eftermiddag men dog så uendeligt meget hurtigere, end jeg havde troet muligt.

Havde jeg vidst det havde jeg måske taget turen for mange år siden.

Turen tilbage til roen…

 

Roen inden i har også givet mulighed for for alvor at få kigget på det familieliv, som har været så vigtigt for mig, det som jeg kæmpede for og ville ha’ gået til verdens ende for.

Jeg har i årevis fortalt mig selv, at vi var en stærk familie, at vi var en enhed, at vi ville dette her og at alle gjorde deres til, at det skulle være det det var.

Løgn.

Løgn og selvbedrag.

En sandhedsforvridning, der måtte til, for havde jeg kigget med ærlige øjne og uden støj inden i, så havde jeg set det, som jeg hurtigt begyndte at få øje på, da familien fik en anden form, så havde jeg set, at det jeg ønskede var et fælles projekt var en solo sejlads, hvor jeg havde ansvar for både båd, proviant og kurs.

 

Jeg ville den familie så meget, at alt andet var lige meget, jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at jeg ikke kunne give pigerne det, som jeg havde manglet, ro og tryghed, far og mor og børn, kontinuitet og sikkerhed.

 

Jeg lukkede øjnene og fortsatte.

For os. For pigerne. For Torben. For mig. For os.

Det var mit valg men også et valg uden ret mange alternativer, når man er et menneske med den slags bagage som min.

Man kan enten gå eller blive, og at gå er ikke et valg, når man ønsker andet for børnene end det man selv fik.

Ikke et bevidst valg men et valg styret af det ubevidste, som har uanede kræfter til at styre os afsted i livet…

 

 

Jeg har den jo stadig den familie, som er mit livs lys og lykke.

Nu er det bare pigerne og jeg.

Og basen er jomfruburet.

Her bor vi og her er vi og vi tænker Hjem, når vi står på fortovet og kigger op mod vinduerne, når vi træder ind ad døren til hund og kat og dufter af mor, som pigerne kalder det.

 

Pigerne er her  –  altid  –  for der er ikke værelser eller hjem til dem andre steder end her. De er her til hverdag, i weekender, i ferier, til højtider, fødselsdage og mærkedage. Her.

Eneforsøger er jeg.

Ene om alle beslutninger omk pigerne.

Ene om alt det praktiske omk pigerne.

Ene om at lytte, trøste, forklare og sørge for.

Eneforsøger.

Enehusholderske.

Madlaverske, rengøringskone, hyggeoptænder, ordnemajor og mor.

 

Det fungerer. Rigtigt godt endda.

Jeg har mange års øvelse for den del af familielivet er ikke ny, det er en gammel velkendt traver.

 

Men roen  –

den er ny.

Allerede højtelsket af mig og mine og den skal blive sørget for, passet og plejet.

For mange år er gået uden ro.

 

Jeg vil leve resten af livet med.

Intet er for sent.

Tro, håb og kærlighed.

Og ro…

 

You Might Also Like

136 Kommentarer

  • Reply Kirsti Hem 06/09/2012 at 16:00

    Du setter så fine ord på det som mange har vært igjennom…
    Å gud!!! så godt det er når roen kommer og man kan være hel og seg selv!
    Stor klem

    • Reply Anne 06/09/2012 at 22:52

      SÅ godt, Kirsti, når roen endelig lægger sig om en…

  • Reply Mette 06/09/2012 at 16:17

    Tak for at du deler. Det sætter tanker i gang. Stærkt gået!!

    Kram, mette

    • Reply Anne 06/09/2012 at 22:52

      Man skal dele det man har, Mette, det har jeg lært 🙂

  • Reply Birgitte 06/09/2012 at 16:30

    Hvor er jeg glad for, at du har fundet roen. Du fortjener den om nogen. God vind fremover til jer alle 🙂

    • Reply Anne 06/09/2012 at 22:52

      Milde vinde, satser vi på, der har været storme nok, Birgitte…

  • Reply Kirsten 06/09/2012 at 19:04

    Hvor er det flot formuleret, og hvor jeg virkelig er glad på dine vegne over, at du har fundet roen i dig selv, og i dit nye liv. Stærkt gået
    kram Kirsten

    • Reply Anne 06/09/2012 at 22:53

      Her er så godt at være, Kirsten…

  • Reply Mette 06/09/2012 at 20:36

    RESPEKT?
    Stof til eftertanke, fantastisk at du er nået dertil.
    RO?
    Kh

  • Reply Mette 06/09/2012 at 20:37

    Ej, havde lavet hjerter, der hvor der er ? Mystisk.

    • Reply Anne 06/09/2012 at 22:53

      Det havde jeg næsten regnet ud, Mette, men godt med en forsikring 🙂

  • Reply birthe 06/09/2012 at 22:48

    tak, fordi du deler så hudløst, godt at du har fundet din ro.
    Jeg har selv været der hvor du er nu, og har været ene-alt muligt. Men når alt er på afstand, så husk alligevel på. at der også er en far. Måske er det ikke let nu, men senere,når der forhåbentlig kommer børnebørn, så bliver det svært hvis……han savner måske også….

    • Reply Anne 06/09/2012 at 22:58

      Det glemmer jeg ikke, Birthe, og selvfølgelig savner han, han er jo far til de samme fantastiske piger, som jeg. Men det er hans ansvar og ikke mit. Han må selv…

  • Reply Susanne HS 06/09/2012 at 22:48

    Tillykke med roen, Anne,
    – og al mulig ro og lykke til dig og dine fremover….

    • Reply Anne 06/09/2012 at 22:59

      Tak Susanne langt mod syd, håber alt godt dernede…

  • Reply Dortheivalo 07/09/2012 at 01:35

    Det var et meget personligt indlæg, som rørte mig meget. Udfra de ting, som du deler med os, fornemmer jeg en stærk og ukuelig kvinde, som tager ansvar for både sig selv og sine. Du fortjener så meget respekt .. Tak for din blog, som jeg har fulgt i efterhånden et par år nu. Du giver inspiration til mange flere ting end du tror. TAK

    • Reply Anne 08/09/2012 at 06:53

      Man er nødt til at tage ansvar for eget liv, Dorthe, det bliver ikke det samme, hvis man forventer at andre gør det. Men engang imellem gjorde det nu ikke noget, hvis man ikke hele tiden skulle klare det selv.

      Og så render tiden altså fra os ind imellem, jeg vil nok kunne finde kommentarer fra dig, der var mere end bare et par år gamle. Bloggen har snart 7 års fødselsdag og du har været med længe 🙂

  • Reply Monica 07/09/2012 at 06:08

    Kæreste Anne. Du er SÅ sej. Dine børn skal være stolte af at have en mor som dig. Som har turdet se sine traumer i øjnene – og fundet roen. Det tror jeg, at mange kunne lære af; sætte ting i perspektiv, reflektere og skabe handling og forandring. Det hele starter hos os selv.

    Hold fast i dig. Altid.

    • Reply Anne 08/09/2012 at 06:54

      Du har ret, Monica, forandringen starter i os selv, engang imellem er det bare andres handlinger der sætter den i gang.

      Jeg gør mit bedste for at holde fast, det er ikke altid lige let…

  • Reply Jette 07/09/2012 at 07:05

    “Viljen til at ville, giver evnen til at kunne”

    Du er et meget smukt menneske Anne – håber der er nogen der passer på dig.

    • Reply Anne 08/09/2012 at 06:55

      Det gør jeg selv, Jette, og en lille særlig flok, som har fået lov at komme helt ind…

  • Reply Haust 07/09/2012 at 09:03

    Ynskjer alt godt for deg og dine i dag – og i dagane som kjem. 🙂

    • Reply Anne 08/09/2012 at 06:56

      Vi vil nyde alle de gode ønsker, som i sender afsted til os, Haust, tak for dem…

  • Reply karen 07/09/2012 at 09:26

    Du kloke, vakre, sterke, gode menneske. Heldige er dine nærmeste som har deg! 🙂

    • Reply Anne 08/09/2012 at 06:56

      Karen, så længe siden, tak fordi du kom forbi og lagde gode ord…

  • Reply jonna 07/09/2012 at 17:03

    Du er en sej kvinde og godt gået, du har skabt et godt liv for dig og dine piger. Og samtid fundet den ro vi har brug for at kunne leve godt.
    Kender dig kun her fra men sender et varmt knus, og alle de bedste ønsker for din og pigernes fremtid.

    • Reply Anne 08/09/2012 at 06:57

      Jyden er stærk og sej, ved du, Jonna, men derfor gør opmuntrende tanker og knus fra kendte og ukendte skam godt inden i…

  • Reply Marie-Louise 07/09/2012 at 19:02

    Kram fra mig Anne. Det er bare så dejligt for dig at have fundet ro…og flot at du har mod på at fortælle om det 🙂

    • Reply Anne 08/09/2012 at 06:58

      Det er faktisk ubeskriveligt dejligt, Marie-Louise, jeg er dybt taknemmelig for, at jeg nu er landet her hvor jeg er.
      Og jeg tør skam godt at fortæller, det tager bare tid at formulere på skrift, det ville være lettere at formidle med det talte ord. En video blog måske 🙂

  • Reply Katrine 07/09/2012 at 19:19

    Kære Anne
    Det er sjældent, at man læser et så ærligt, hudløst og velskrevet skriv i Blogland. Jeg er dybt rørt af dine ord og tanker. Du ER en overlever, en kæmper, og du viser dine piger, hvordan man skal leve livet. Også i modgang.
    Tusind tak fordi du tog dig tid til at dele alle dine tanker om en sådan tid. En tid, hvor livet gør ondt.
    Kh Katrine

    • Reply Anne 08/09/2012 at 07:01

      Faktisk rammer du hovedet lige på sømmet, Katrine, for allermest har jeg kæmpet for, at mine piger skulle se, at man ikke behøver at rulle rundt på ryggen og dø, selvom andre optræder uhyrligt, pigerne er jo også oprørte over de oplevelser de har haft med deres far og kæmper rigtigt meget for at få det bearbejdet.
      Rollemodeller har vi alle brug for og for mig var det af yderste vigtighed at vise dem, at man skaber sin egen lykke og det gør man ikke ved at løbe fra det, som er og det som kan gøre ondt…

      • Reply Katrine 09/09/2012 at 19:38

        Kunne ikke være mere enig! 🙂
        Knus og tanker til dig

  • Reply Tora 08/09/2012 at 09:47

    Kjære Anne,

    Jeg har brukt noen dager på å la det du skriver synke inn. Jeg tror mange kan kjenne seg igjen i det, på den ene eller andre måten. Det handler vel dypest sett om å bli kjent med seg selv på godt og vondt, og våge å leve det livet en ønsker. Kanskje må det en krise eller to til for å nå inn dit?

    Tusen takk for at du finns i min verden, og at du deler. Måtte din lørdag bli en av de bedre!

    Klem!

  • Reply Moster Tulle 12/09/2012 at 16:35

    Wauv…godt brølt, Løvinde og tak fordi du deler. Sidder med gåsehud og eftertænksomhed (og undren over at en far kan vælge sine børn fra, partneren måske, men børnene??). Dit nye liv er sejt, det er smukt og lige der i jomfruburet får dine smukke piger alt det, de har brug for, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

  • Reply Hanne-Mette 13/09/2012 at 08:08

    Anne, jeg har efterhåndet læst med i et par år, men dette er min første kommentar. Tak for dine smukke ord som går lige ind der hvor man føler. Jeg ønsker dig og dine piger alt godt for fremtiden. De er så helige at de har dig. Men det ved de sikkert allerede.

  • Reply Lissi Sørensen 13/09/2012 at 10:25

    Vil lige spørge ind til din hjælp lidt mere konkret. Hvem fik du hjælp af? Var det en psykolog, hvem?
    Ser bare så mange ting i mig selv, som du beskriver så fantastisk.

  • Reply Jeanette 15/10/2012 at 09:44

    Kære Anne,

    Tak for at du deler med os herude. Jeg har stor respekt og beundring for din styrke til at stå fast og komme igennem. I ønskes gode milde briser, du & dine piger 🙂

    Jeanette, KBH

  • 1 2

    Leave a Reply to Mette Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.