Lækkerier, Mad, Opskrifter

GRØNKÅLSSALAT MED GRANATÆBLE OG SESAM…

31/12/2011

Teksten herunder er fra et af mine gamle Øko-blogger indlæg på Urtekrams side. Jeg vælger at lægge indlægget her i dag, for jeg kan se, at der er rigtigt meget trafik på bloggen på denne salat.

Så bliv bare her og snup inspirationen til en god og sund vintersalat.

Den kan også findes også som download i et gammelt indlæg lige præcis HER.

 

Mellemjuledagene, hyggelige og dovne, og også de dage, hvor man kan mærke, at ens skind måske er en anelse mere fyldt end ellers. Julemad, småkager, konfekt og glögg er gledet ned i en lind strøm, mange er gået fra det ene veldækkede og bugnende bord til det andet og selv med et løfte om at være fornuftig og kun række efter det, der er godt for en selv, ja så kan lukningen af bukseknappen godt gå lidt mere trægt, når man rammer denne side af julen…


Jeg har sørget for, at der har været knasende grønt mellem al julemaden, masser af frugt og nippegrønt har været til rådighed, og alligevel føler jeg, at vi er i minus på den fornuftige konto. I dagene der ligger foran os i denne nye friske uge skal der badekarsstore baljer af salater på middagsbordet, vi skal gnaske og gnave af det grove og grønne. Salaten her fik vi til den store sprøde svenske juleskinke, som stod på vores julefrokost bord, den rå grønkål var et perfekt modspil til den lidt bastante skinke og sammen med god skarp sennep blev det en himmerigsmuldfuld. Jeg forestiller mig, at salaten også vil kunne ledsager mange fornuftige retter med succes, til ristet fisk vil den være god, til noget kylling eller nogle ikke alt for krydrede oksefrikadeller. Og sund og god for maven – det er den i alle tilfælde…

 
TIL 4-6 PERSONER.
Frisk sprød grønkål uden stilk, ca hvad du kan ha’ mellem dine hænder 3-4 gange
2 gode røde æbler
1 granatæble
10-12 semitørre dadler
2 håndfulde bredbladet persille uden stilk
1 dl. sesamfrø
Sesamolie
Balsamico
1 håndfuld hakkede valnødder

Halvdelen af grønkålen hakkes helt fint, brug evt. foodprocessoren, og den anden halvdel hakkes groft med kniv, så der stadig er bid i kålen. Æblerne skæres i sirlige tern, granatæblekernerne slås ud af skallen og dadlerne skæres i tynde ringe. Sesamfrøene ristes let på en tør hed pande og afkøles let. Alle ingredienserne blandes sammen og anrettes på et smukt fladt fad og der toppes med lidt ekstra granatæblekerner. Til sidste hældes en smule dressing af sesamolie og balsamico ud over.

Knasende god appetit…

You Might Also Like

20 Kommentarer

  • Reply Rumlestrik 31/12/2011 at 09:35

    Mums – det lyder lækkert. Har et flot savoykål liggende. Det må passende kunne gøre det ud for grønkål i morgen.

    • Reply Anne 02/01/2012 at 19:02

      Sagtens, Rumlestrik, savoy er godt! Og sprødt…

  • Reply Losarinas mor 31/12/2011 at 10:18

    Muns !

  • Reply Losarinas mor 31/12/2011 at 10:19

    Ha ha, ville bare med et enkelt ord udtrykke min glæde og så skriver jeg muns istedet for mums..
    Godt nytår 🙂

    • Reply Anne 02/01/2012 at 19:03

      Det kan smutte det skidt, Miri 😀

  • Reply KirstenK 31/12/2011 at 10:38

    Lækker nytårssalat…tak for dejligg mad og strikke inspiration…godt nytår til dig og dine!

    • Reply Anne 02/01/2012 at 19:03

      Velbekomme og i lige måde, Kirsten…

  • Reply Eva 31/12/2011 at 10:38

    Sunde lækkerier:)
    Godt nytår.

    • Reply Anne 02/01/2012 at 19:04

      Vi er nok nødt til at ha’ lidt mere grønt og groft på programmet oven på julens sul, Eva…

  • Reply Karin 31/12/2011 at 10:55

    Jeg fandt opskriften her frem for et par dage siden. Jeg havde flæskesteg til overs, men orkede ikke mere julemad, så den blev pudset godt og endte en bittesmå sprødstegte tern i salaten. Det var et dejligt måltid. Tak for inspirationen 🙂

    • Reply Anne 02/01/2012 at 19:06

      Det lyder bare vildt godt, Karin, uhmmmm, de små sprøde tern giver mundvand her…

  • Reply mette b 31/12/2011 at 11:00

    Den ser lækker ud i rå tilstand. Tak for opskriften.

    Min nytårssalat er en let med spidskål, pære, sukkerærter og forskellige salater blandet med en pæreeddike fra Meyers. Let og delikat!

    Tak for mange gode indlæg og masser af inspiration i 2011.

    Rigtig glædeligt nytår!
    mette b

    • Reply Anne 02/01/2012 at 19:07

      Jeg har noteret mig din salat, Mette, damn den lyder god! Den vil jeg snart servere, så TAK til dig…

  • Reply Pollyanna 31/12/2011 at 11:02

    Grønkål og granatæble har også været ingredienser i vores mellemjulssalat 🙂

    Godt nytår og tak for inspirerende indlæg i året der gak!

    • Reply Anne 02/01/2012 at 19:09

      Vi er vist mange, der kan li’ de to ting sammen, Pollyanna, de klæder også hinanden.
      Og så tak i lige måde og velbekomme…

  • Reply Angelika 31/12/2011 at 12:36

    Den skal vi ha´ i aften 🙂 Jeg har lavet den et par gange siden jeg fandt opskriften hos dig og den er roeget til tops paa favoritlisten med det samme baade her hos os, og ogsaa blandt de venner der fik lov til at smage 🙂
    rigtig godt nytaar til dig og dine piger !

    kh
    Angelika

    • Reply Anne 02/01/2012 at 19:11

      Det er rigtigt dejligt at høre, at den er så god, at den endda tåler gentagelse, Angelika 🙂
      Jeg har nu også lavet den flere gange, mange gange faktisk, men det er også rart, når i andre har lyst til det.
      Også godt nytår til dig…

  • Reply Annegrete Olesen 31/12/2011 at 13:11

    Det er en superlækker salat, som jeg allerede har lavet flere gange. Ligesom jeg også har lavet lakrids pebernødderne og strikket en flot udgave af folkloretrøjen. Tak for den megen inspiration der er at finde på dine sider. Nu ender det nok også med at vi får en kat. Han er godt nok sød, ham Vigge.
    Rigtig godt nytår til dig.

    • Reply Anne 02/01/2012 at 19:11

      Hahaha, Annegrete, skal jeg nu også bære ansvaret for, at i skal ha’ vilddyr?! Nu står verden ikke længere 😀

  • Reply Lise 12/01/2012 at 14:53

    Aaaahh præcis denne hører til en af favoritterne i min familie!

  • Leave a Reply to Rumlestrik Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.