Familieliv, Skrammer og buler

ER DET MON FOR MEGET AT BE’ OM…

12/10/2011

Oven på en smuk og stille afsked til min søde søde Farmor blev natten alligevel lang og urolig.

Efter en virkelig særlig fredfyldt stund i kirken blev kroppen og sindet alligevel uroligt og sitrende.

 

Farmor lå der under en helt vidunderlig bårebuket af store høstfarvede og pink georginer, mørke blade fra en parykbusk og en væld af hvide orkide’er, som min kusine havde sørget for var blevet plukket af Farmors egne planter hjemme i stuen, hun lå der stille og død efter at have klaret 97 år på en jord, der ikke gjorde det alt for let for hende.

Hun nåede at lægge 2 af sine egen børn i graven, voksne men stadig unge, det skulle ingen mor behøve at gøre.

 

Hun klarede det med en nærmest umenneskelig styrke og en fortsat kærlighed til livet, som jeg ville ha’ svært ved at finde, hun var gjort at noget særligt stof, min farmor, og hun vil blive savnet her. Meget endda…

 

Det er okay at dø, når man er 97, det er det virkelig, det er helt okay at bede om at blive fri for behandling og komme hjem i sin egen gode seng, sådan skal det være, det skal man ha’ lov til og jeg kunne ikke ha’ ønsket ret meget mere for Farmor, end hun fik.

Og hvor har jeg været umanerlig heldig at ha’ fået lov til at dele så mange mange år med hende, det vil jeg altid være taknemmelig for.

 

Men helt ærligt  –

jeg havde altså ikke brug for at hun takkede af lige nu!

Ensomhedsfølelsen indeni er stor og larmende og jeg har sjældent følt mig så alene, som da jeg lagde hånden på hendes kisten en sidste gang, da den stod i rustvognen.

 

2 af mine smukke piger stod der bag mig, det ved jeg og det er bestemt også værdifuldt , jeg er dybt taknemmelig for, at jeg er velsignet med hele 3 af den slags herligheder.

Men det er vanskeligt at mærke, at den sidste voksne omsorgsgiver i mit liv nu er væk. Nu er jeg bare mig og der er ikke nogen tilbage, som kan varme mig i den kærlighed, som forældre har til deres børn.

 

Det er et livsvilkår for os alle, livets gang, og jeg kommer ovenens med det, når der er vendt lidt flere kalenderblade, men lige nu, der er nok bare nok.

Helt nok…

 

Er der for meget at bede om at få lov til at være i fred for de udfordrende dele af livet bare for en stund?

Forlanger jeg det urimelige, når jeg efterlyser stille måneder, ja gerne år, hvor ingen har riven ude efter mig, mine og vores lille liv?

 

47 bliver jeg snart og ærlig talt, så synes jeg faktisk, at jeg for en tid har taget min del af brud, sygdom, død, fornedrelse, svig, ligegyldighed, løgn, bedrag, savn og den slags herligheder.

Stop det for en tid, bare lige lidt.

 

Jeg elsker livet, meget endda, og tager gerne det sure med det søde, jeg sætter pris på det, som livet byder, og er ikke bange for ørertæver eller for at kæmpe for det, som jeg tror på, eller mod det, som ikke gør godt. Det vil jeg gerne og gør det med oprejst pande.

 

Men jeg har lige brug for en puster.

 

Er det mon for meget at be’ om?

Fred?!

Kærlighed?!

Fællesskab og forbindelse?!

 

Jeg synes faktisk,at det ville være i orden med en slat af den slags.

Men måske bliver det ikke i dette liv, måske er jeg bare en af dem, der må tumle afsted over knoldebro i styrtregn en hel del af tiden.

 

Og så gør jeg da det.

Men lad mig lige gå på en blød lige vej bare for en tid.

Tak…

 

 

 

 

You Might Also Like

14 Kommentarer

  • Reply mona 12/10/2011 at 09:42

    Nej Anne. Det er slet ikke for meget forlangt. Du har da virkelig været i et ubehageligt centrum i den sidste tid og klaret det helt fantastisk synes jeg det lyder til.
    Jeg ønsker dig dejlige dage og gode tider. Du rører mig med din måde at skrive på. jeg kan mærke du er et dejligt menneske.

  • Reply Trine F 12/10/2011 at 10:09

    Vil sige som Mona, det er ikke for meget forlangt. Er der nogen, der trænger til ro nu er det dig.
    Som du beskriver din farmor og hendes måde at have tumlet livets modgang på, tror jeg at du bærer en stor del af hendes viljestyrke i dig og at det vil hjælpe dig videre og igennem.
    knus og gode tanker herfra

  • Reply Christina i NZ 12/10/2011 at 10:10

    Åh hvor jeg dog gerne ville, omend bare for en stund, gøre din vej en smule lettere. Det eneste jeg kan gøre, er at håbe for dig og dine at i får det nemmere, og jeg håber, noget så inderligt.

    Men det mod du udviser, det er utroligt, imponerende og flot. Den viljestyrke du udviser er beundringsværdig, og det savn du udtrykker helt naturligt. God vej fremover!!

  • Reply Liselotte 12/10/2011 at 10:18

    Jeg sender lige en mosbelagt, solbeskinnet sti at gå på for et øjeblik.På stien dufter af skovbund og sommerblomster. Den er min gave til dig. Måske kun i de få øjeblikke, hvor du kan lukke øjnene og fornemme den, som den er tænkt, men den er din. Værs’go Anne 🙂

  • Reply Ellen 12/10/2011 at 10:25

    Håber positive tanker kan sendes i din retning og fylde lidt op i dit meget lidt fyldte kar:-) og gælde som lidt voksenomsorg.

  • Reply Dortheivalo 12/10/2011 at 11:08

    Jeg ønsker for dig, at det bliver lidt lettere, blødere og lysere for dig.. at du har passeret de værste hårde knolde. God dag til dig

  • Reply Sidsel 12/10/2011 at 14:17

    Det må og skal stilne af nu!! Jeg føler med dig og nikker genkendende til at være voksen uden støtte. Det er benhårdt og svært. Følelsen af tristhed og afmagt. Pyyy… Så fred og ro håber jeg virkelig virkelig du får. Kram

  • Reply Helle Odgaard Christiansen 12/10/2011 at 14:30

    Du er ramt, ramt af livet når det gør allermest ondt, du har mærket alle facetter af smerte, nu må du have opbrugt din kvote af ulykkeligheder. Jeg håber alt lykke, godhed og glæde, vil omkranse din lille familie.
    Kh Helle

  • Reply Eva 12/10/2011 at 17:10

    Mine øjne er fyldt med tårer over dit smukke indlæg. Mon ikke vi er mange, mange, som sender dig de bedste ønsker for, at du må sejle lidt i smult vande….

  • Reply Wong Wai 12/10/2011 at 20:22

    Siger KUN som Mona & Liselotte…..
    “Livet er ondt, til tider……”
    DU bliver stærkere; men ONDT GØR DET (( af erfaring 🙁 ))
    God nat til DIG OG DINE 🙂 , trods alt du søde.

  • Reply unikarina 12/10/2011 at 20:41

    Anne – du skriver så smukt til trods for at livet er svært. Rigtig svært. Jeg bliver så rørt på dine og dine næres vegne. Jeg håber så inderligt at der kommer fred, kærlighed, fællesksab og forbindelse til dig. Jeg håber det varmt vil omfavne dig – og hjælpe dig blidt videre. Kram herfra…

  • Reply Kirsten 12/10/2011 at 20:46

    Jeg er sikker på at det nu bliver lysere tider for dig og dine kære. Du skriver fantastisk om stemningerne i og omkring dig og det er meget fængende. Jeg synes også at du har øje for de lyse og positive aspekter midt i sorgen over at miste. Jer er overbevist om at det vil medvirke til at bære dig igennem. God aften til dig 🙂

  • Reply Pernille 12/10/2011 at 22:38

    Det er på ingen måde for eget at bede om, og jeg ønsker det brændende for dig 🙂

  • Reply Lone H 12/10/2011 at 23:11

    Åh ja hvis du bare kunne finde lidt trøst og godt nærende samvær måske. Det ønsker jeg for dig. Måske kan du mærke at du ikke er alene; måske kan du mærke alle vores hjerter der kender til det dit hjerte går igennem. Måske kan det støtte en lille smule.
    De bedste ønsker fra hjerte til hjerte.

  • Leave a Reply to Liselotte Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.