Familieliv, Pigerne

GISP…

26/01/2011

Hvordan skal jeg kunne undvære min skønne unge i 11 – ELLEVE – måneder?

Hvad er det jeg har sagt ja til?

Støtte i og opfordret til?

Jeg må ha’ været sindsyg!

Jeg har lige været oppe og kigge lidt på Laura, der sover trygt under min dyne, og jeg føler, at nogen hiver, flår og vrider mit hjerte, når jeg tænker på, at jeg skal undvære hendes humor, varme og vid i det, der ligner et helt år.

Lige nu er det nærmest ubærligt for mig…

Jeg ved, at alt bliver godt, at hun overlever, at jeg overlever,at hun får en oplevelse for livet, at tiden flyver og at hun pludselig er her igen.

Men lige nu, lige her, lige i dag, der kan jeg bare overhovedet ikke se komikken i det, tvært imod, jeg kan bare tude og hyle.

SÅ det gør jeg.

Meget endda.

Og når jeg så er færdig med det, så glæder jeg mig på hendes vegne, rigtigt meget, det bliver så vildt og skønt for hende, der har sukket og drømt om sådan en rejse i årevis…

You Might Also Like

27 Kommentarer

  • Reply Anja 26/01/2011 at 09:07

    Åh hvor kan jeg godt følge dig! Da jeg fik min søn for 11 år siden havde jeg en klog veninde der sagde til mig, at nu var min fornemste opgave at gøre ham så afhængig af mig, så følelsesmæssig forkvaklet at han aldrig ville flytte hjemmefra, men altid ville blive boende hos sin mor. Det lykkedes desværre ikke. Han drømmer også allerede nu om eventyr udenfor huset, og selv om det er hårdt bare at tænke på, så er det trods alt nok bedre end at have en søn på 30 til at bo hos sine forældre…Tillykke til dig over at du har opfostret sådan nogle dejlige modige døtre!

  • Reply Lise (Fru Kvist) 26/01/2011 at 09:08

    Åh, Anne, hurra for mail og skype og alt det, der får USA til at virke lidt tættere på. For mange år siden da jeg tilbragte et år i USA tog et brev 1 uge den ene vej og 2 uger den anden, og telefonopkald kostede 15 kr. i minuttet. Når det er sagt, forstår jeg dig godt – bare tanken om at give slip på mine kyllinger giver åndenød, men på den anden side vil vi jo gerne have, de skal opleve noget, se ud over andedammen og blive verdensborgere, ikke? Held og lykke til den seje datter, og et kram til den bløde mor (der vist også er ret sej, når det kommer til stykket)

  • Reply mette b 26/01/2011 at 09:42

    Kære Anne,
    Hvor forstår jeg dig bare godt. Jeg er sikker på at det er os, der sidder herhjemme i den lange tid, der har det værst. Det, fordi de kommer til at blive mættet med nye og dejlige oplevelser hver eneste dag.

    Bella skal på efterskole til næste år. Jeg kommer til at se hende en gang imellem – gætter på en weekend om måneden, men alligevel kan jeg allerede nu fornemme det savn, jeg vil føle hele næste år.

    Vores unger er på vej væk. Vi ved jo godt, at de vil klare sig, fordi de er som de er. Og de ved, at de kan forlade reden i tryghed, fordi de kan vende hjem hvornår det skal være.

    KRAM til dig fra mig

  • Reply Bebiane 26/01/2011 at 10:05

    Åh Anne jeg føler med dig. Græd du bare videre…..det er hårdt at være mor :-))))

  • Reply Anne 26/01/2011 at 10:28

    Jeps det er slemt…og jeg undværer kun en til to uger ad gangen…men du/vi der sender ud, får fantastiske børn/unge tilbage…og det ved jeg at du ved…så vræl du bare videre …det går over og det ved du også godt 😀
    (nb…min yngste snakker så lige pludselig om, at tage gymnasiet andetsteds end hjemme!! hvad sker der lige tænkte jeg…og højt sagde jeg vist nok “nej” 😀 )

  • Reply Sonnie 26/01/2011 at 11:24

    Åh.. jeg bliver helt rørt over dit indlæg.

  • Reply Kirsten 26/01/2011 at 11:30

    Min ældste datter (godtnok 19 og godtnok flyttet hjemmefra, men alligevel) rejser til Australien helt alene 1. maj. Og hvis det ikke var fordi hendes lillesøster skal konfirmeres næste forår, ville det ikke forbavse mig hvis hun aldrig kom hjem igen, for sådan er hun. Men jeg er sikker på den helt store tudetur, når hun skal afsted.
    Jeg tog selv ud og sejle på langfart som 18-årig og hold da helt k… hvor vi tudede allesammen.
    Gemalen mødte jeg derude og vi taler da ofte om “dengang”. Det er en kæmpe oplevelse for de unge, så må vi bare tude os gennem de næste 11 mdr.
    Kh Kirsten

  • Reply Sidsel 26/01/2011 at 12:54

    Åh,hvor jeg føler med dig.Og man mågerne tude alt det man kan!! Det er bare så svært at give slip og det er så hårdt at savne…. Så skynd dig at nyd igennem lidt endnu..
    Da min store meddelte at han havde søgt ind i Siriuspatruljen, gik jeg i sort. Han blev optaget, gennemførte de første 4 dage, men blev valgt fra den sidste dag…… Han blev SÅ ked af det. Jeg sagde: Mit mor-hjerte er så glad så glad, men at jeg godt vidste han var ked af det… Her talte vi og 2 år og 2 mdr i ødemarken….
    PS: Det var ham jeg hentede hjem efter 13dage i Sverige-ødegården!!!! Så det var godt han ikke kom afsted. Kan dårligt se mig selv på snesko ved polarcirklen!!!
    (PS, nu hedder det så Mexico, ja jeg siger ikke mere….)

    Så derfor, dit barn er i trygge rammer. Det er rart at vide. Cyperkram til dig 😉

  • Reply Tora 26/01/2011 at 13:30

    Søteste Anne, lykke til den nærmeste tiden, det er vel den som blir vanskeligst. For som du selv sier, så går det jo bra. Jeg tipper at med en mor som deg, så klarer hun seg mer enn godt ute i verden!

  • Reply Losarinas mor 26/01/2011 at 14:35

    Nej, du må ha været skør !
    Eller bare den bedste mor 🙂

  • Reply Tante T 26/01/2011 at 15:46

    Klump i halsen og tudekiks til mig, tak!
    Du sætter ord på de følelser, jeg også går og tumler med. Og min ældste er endda kun på vej på efterskole, – om mere end et år!!
    Når jeg siger, at jeg under ham alt det bedste, alle oplevelser, alt, så føles det for mig alligevel ganske ubærligt, at han en dag ikke er en fast del af min hverdag.
    Ved ikke hvorfor jeg er blevet sådan en blød fis,- jeg skulle have set det komme, der for en 14 år siden…
    Og samtidig vil jeg glæde mig på din datters vegne, – og tænke på dig…
    Godt for os at vi er sammensatte mennesker, der kan rumme mere end én følelse ad gangen 😀

  • Reply Ulla V. 26/01/2011 at 16:39

    Pyha, Anne – jeg tænker på dig…

  • Reply Britta 26/01/2011 at 18:19

    Jeg var afsted for alt for længe siden og kan nikke genkende til den tid det tog at høre nyt hjemme fra. Det bliver så skønt for hende og også for moren. Har en der fylder tretten lige om lidt og seriøst mener hun skal på journalist ophold til sommer… i England. Jeg tror lige vi venter 1 år eller mere.

  • Reply Marianne 26/01/2011 at 18:37

    Jeg er glad for det ikke er mig. Ville tro jeg skulle dø.

  • Reply Pia 26/01/2011 at 19:51

    Selvfølgelig bliver det hårdt – men det bliver også fantastisk. For jer begge. Du får en “voksen” pige hjem – med erfaringer hun ikke kunne få hjemme !! Klog på livet i en tidlig alder Jeg vil aldrig være foruden mit år i England – det var lærerigt – til tider hårdt – men fantastisk på så mange andre niveauer Og med SÅ mange uvurderlige erfaringer.
    ……….min mor tillod ikke mine 2 søstre at bruge mit værelse det første halve år – hun tudede bare hun åbnede døren derind – og ak og ve de brugte mit tøj !!! :o)))

  • Reply ThinkingSpace 26/01/2011 at 20:11

    Åh, søde Anne, gode trøstende tanker herfra.

  • Reply Ann 26/01/2011 at 20:14

    Hej Anne,
    Egentlig kan jeg godt forstaa dine foelelser, paa den anden side bliver det en fantastisk oplevelse for Laura, og med den opvaekst hun har faaet, er hun vel udrustet.
    Amerikanerne er utrolig gaestfri og imoedekommende og den familie hun skal bo hos vil modtage hende med aabne arme og goere alt for at hun falder til og faar en oplevelse hun aldrig vil glemme. Verden er lille i disse tider med internet osv, men hvis jeg kan give et godt raad, lad vaere med at kontakte hende hver dag, lad vaere med at fortaelle hende hver enkel lille oplevelse og begivenhed i jeres hverdag, mens hun ikke er del af den, det vil faa hende til at staa med et ben i hvert land og ikke vaere istand til rigtig at falde til. Hun skal nok sige til,naar hun har brug for jer.
    Hun skal vaere meget velkommen i Vancouver til en rigtig dansk frikadelle!!
    Ann i Vancouver

  • Reply Mona 26/01/2011 at 20:29

    Kære Anne.
    For præcis et år siden sad jeg med nøjagtig samme følelser som dig, min søn ville til N.Z. på high school. Jeg glædede mig med ham og frydede mig over hans mod og selvstændighed, han ville kun lige have afsluttet 9. klasse når han tog afsted 1.juli. Når jeg var alene græd jeg og havde mareridt. Jeg følte at jeg ville gå glip af 1 år af min søns liv, hvad jeg jo også gør…Men, dagen kom, vi fik sendt ham afsted…Det var sgu hårdt. Men, nu hvor han har været væk i ca. 7 mdr. kan jeg kun sige, vi gjorde det rigtige, han er så super glad, han har fået et andet livssyn på så mange ting, han har fået venner rundt i hele verden gennem organisationen han rejser med. Han bor hos en super familie…Han har det godt, og så har vi det også godt hjemme. Jeg savner ham hver dag, men jeg glædes og er super stolt over min søn. 1. juli er han hjemme igen, og jeg glæder mig ;-)) Laura virker også til at være en sej pige med mod på alt, så hun vil også klare det, og du vil se, at I også har gjort det rigtige.

  • Reply Pernille 26/01/2011 at 21:32

    Egentlig er det vel sådan lidt mareridtsagtigt. Som forældre vil vi ungerne det bedste, støtter dem i deres drømme og opfordrer dem til at ombord i udfordringerne. Når så dagen kommer og de pludselig er voksne og kan selv og ved at flytte hjemmefra, vil vi bare gerne vågne fra den onde drøm og have dem til at blive ved at være små og nuttede – og hjemme.

    Og alligevel ikke – for vi ønsker dem alle deres drømme, også selvom de foregår langt hjemmefra.

    Selvom mine børn ikke er nået helt til det punkt, hvor de pludselig forsvinder – omend for nok så kort en bemærkning – kan jeg stadig huske udtrykket i min mors ansigt den dag jeg proklamerede, at nu flyttede jeg altså hjemmefra og i dag kan jeg også forstå smerten der lå bag udtrykket.

    Vel får hun en fantastisk oplevelse 🙂

  • Reply Tina Poulsen 26/01/2011 at 21:42

    EN alt for kendt og i øjeblikket, altopslugende skræmmende følelse!!! 🙂 Jeg stod med den da Nanna havde fået sit stipendie… igen den dag hun rejste… og siden da, indfinder små suuug i maven, som en rutsjebanetur, når jeg mærker følelsen af savn og trang til at gi hende et RIGTIGT kram og kigge hende ind i øjnene. 🙂
    Men når jeg så taler med hende og læser hendes skrevne ord, bobler jeg over af stolthed og glæde over at hun oplever så meget…. og så glæder jeg mig vanvittigt til at se hende igen… sådan rigtigt!! 😉

    Du ved det hele… men følelserne har bare sit eget liv 😉

  • Reply Frau Putz 26/01/2011 at 21:50

    Tud du bare – og stryg hende over kinden, der under dynen.
    Det ville da først være forkert, hvis du ikke var ved at gå i stykker ved tanken om at skulle undvære hende.
    ~ Karina

  • Reply Louise 26/01/2011 at 22:04

    Jeg bliver også helt rørt.
    Tud løs – det er en del af kærligheden <3
    Kram

  • Reply Charlotte Thaarup 27/01/2011 at 00:03

    Min far sagde: “Det er hårdt at være forælder. De første 47 år er de værste!”

  • Reply Tine 27/01/2011 at 08:50

    Jeg kan godt høre, at jeg skal tage mig sammen…. Mine to drenge tager med deres far og hans familie til Lalandia i 4 dage – og det synes jeg, er lidt hårdt. Skam dig Tine…

  • Reply Pollyanna 27/01/2011 at 11:41

    Uha ja…. Vi sender også vores mindste-mus på high school i 11 måneder. Jeg tror ikke helt realiteterne er gået op for mig endnu… På den anden side ved jeg godt, at man jo kun har sine børn til låns og jeg synes, at den fornemste opgave, man har som forældre, er at gøre sine børn i stand til at klare sig selv og omfavne verden(jeg har for eksempel set uhyggelige eksempler på hvad omklamring kan gøre ved et ungt menneske…)
    Så If you love somebody, set them free!

  • Reply Lene L N fra Tyskland 27/01/2011 at 20:30

    Ja, gisp! Min store pige udvandrer til Israel. Hun vil väre sammen med sin käreste – heldigvis en rigtig söd fyr. Din kommer da hjem igen! Ja, min jo ogsaa – engang. Det var noget underligt at sige farvel denne gang – der er open end. Ingen termin hvor hun kommer hjem igen.
    Naar de vil, saa maa man lade dem 🙂 Der er bedre at de selv flyver fra reden end at de skal skubbes ud over kanten, ikk.
    Tänker paa dig.

  • Reply Anne 28/01/2011 at 00:03

    Tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer, den sætter jeg stor pris på.
    Håber at det er okay, at jeg denne gang ikke svarer hver især, jeg har forsøgt at melde tilbage i indlægget herover…

  • Leave a Reply to Pia Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.