Og mig selv - sagde hunden, Pigerne

JUBEL…

15/10/2010

I aftes sluttede halvanden måned sukker-tørke for Amanda og Laura, de kan nærmest ikke få armene ned og der er ikke grænser for de lækkerier, som de synes, at de trænger til lige nu.

De er gået ombord i både slikpose, sodavand, cacaomælk og en lille købe-snegl.

De har længtes vildt og voldsomt i den sidste uges tid, især Laura, der mener, at vi skal ha’ en form for sønderjysk kaffebord til aftensmad i dag.

Det er jeg nu ikke så sikker på…

De søde piger følte sig inspireret af en klassekammerat, der havde indgået en aftale med sine forældre om 2 mdr uden sukker, her hos os blev vi enige om, at 6 uger ville komme til at passe med efterårsferien, og da pigernes skole startede ferien allerede i går, ja så var der ligesom åbent for det søde cirkus igen.

Det kunne under ingen omstændigheder vente til i dag og sådan var det så.

De har klaret det uden de store problemer, jeg tror ikke, at man bliver traumatiseret af sådan en pause, tvært imod, så får man nok lige skærpet sin opmærksomhed på, hvor meget bras man egentlig inhalerer.

De har sagt nej tak til slik, sodavand, kager, chips og mere af samme skuffe, både her og ude, og Laura har i alle tilfælde fået øjnene op for, at chips egentlig er noget, som hun mere har spist fordi det nu var der, end fordi hun holder af det, så det skal ikke længere være en del af hendes hygge-mad.

Amanda har kun savnet god chokolade og stærk lakrids, og så lige et koldt glas cocio ind imellem, ikke de værste syndere…

Jeg er godt tilfreds med deres villighed til pause, ikke fordi jeg har været bekymret for sundhed eller vægt, de er nogle sunde piger begge to, og faktisk meget lidt slik-og-fedt-spisende i forhold til så mange andre teenagere, men jeg var ved at være lidt irriteret over, at så meget blev indtaget uden tanke på lyst eller behov.

Sejt gået, siger jeg, og hepper på en omgang mere!

“Aldrig!!” siger Laura.

“Okay!” siger Amanda, som bare ønsker frit lejde om lørdagen.

Vi finder ud af det.

Også mig, der hoppede med på vognen for 5 uger siden og nu lever rigtigt dejligt og friskt uden søde sager.

Jeg har spist en halv cookie hos Liselotte, fordi det var en særlig dag, og måske 6-7 små tern god mørk øko-lade i løbet af alle ugerne.

Kaffen er også droppet, for den bællede jeg bare uden egentlig at elske den ret meget og så gjorde den nu heller ikke ret meget godt for mig.

Jeg er ikke hellig eller asketisk –

det bliver jeg ALDRIG –

men jeg har også haft godt af at aflive min sukkerjunkietendenser.

Pigerne smovser, jeg under dem det af hele mit hjerte og glædes over, at jeg uden at klynke, nu har lavet en aftale med mig selv, om at gå videre efter Amandas model 6:1.

Det er fint og det slanker, kan jeg lige hilse at sige.

Så skål i te og Goji-bær…

You Might Also Like

12 Kommentarer

  • Reply Frau Putz 15/10/2010 at 13:31

    Tror faktisk, at jeg under hårdt pres (og med løfte om kilo, der rasler af) kunne undvære slik – og sågar chokolade. Men kaffe… Hvordan skulle jeg dog kunne undvære det?

    Hatten af for dine tøser og dig selv for jeres slik-tyrker.
    Håber ikke I ender med mavepine efter dagens middag ved det sønderjydske kaffebords.

    – og endnu en gang har du nu inspireret mig til dagens middag 😉

    KH Karina

    • Reply Anne 16/10/2010 at 16:43

      Kaffe har ikke været slem at droppe, Karina, faktisk ufattelig let.
      For mig er det sværere at undvære det søde hen på aftenen.

      Kaffebord blev det ikke til, der imod stærk ungarsk gullash med luftig mos og så lidt chokolade senere, og det smagte såmænd også dejligt…

  • Reply Kis 15/10/2010 at 14:20

    Jeg kunne nu godt unde dem en brødtorte eller hva med striiftorte?
    Seje tøser i øvrigt, det kunne man godt lære lidt af. Go weekend til jer alle, med eller uden synnejysk kaffebord:-)
    Kis

    • Reply Anne 16/10/2010 at 16:44

      Det blev uden, Kis, men vi har fået et lille stykke lagkage i dag! Ingen var fristet til stykke nummer to 🙂
      Også god weekend til dig…

  • Reply Mie 15/10/2010 at 14:36

    Seje piger – og sej mor… Måske skulle man tage en alvorlig snak med den indre sukker-junkie og få lagt bare nogle af uvanerne på hylden. At stoppe op engang i mellem og kigge på alt det, der foregår på automatik i livet – tror jeg kan være med til at bringe kvalitet fremfor kvantitet – ikke bare når det handler om mad….. God weekend – håber I står igennem det der må føles som “sukkerchok” for kroppen 🙂
    Knus

    • Reply Anne 16/10/2010 at 16:45

      Det er altid godt at stoppe op og se på, hvad man egentlig har gang i 😉

      Amanda er allerede klar til at stå af sukkervognen igen, det gør ikke noget godt for hende, siger hun, så hun er mere end klar på 6:1-modellen…

  • Reply Eva 15/10/2010 at 14:54

    Jeg trænger i den grad til at af-sukre mig. Den der 6-1-model kunne måske bruges. Men ikke før i morgen.
    Og undvære kaffe? Nej, det ville jeg godt nok nødig.
    Tak for inspirationen, – og godt gået piger!

    • Reply Anne 16/10/2010 at 16:46

      Neeejjj, ikke før i morgen, den kender jeg rigtigt godt, Eva 🙂

  • Reply Bolette 15/10/2010 at 18:25

    – og så sad jeg lige og læste dit inspirerende indlæg, da mellemstebarnet på 6 stille sagde “Mor, må jeg godt få noget frugt i stedet for den her slikkepind?….” Måske man skulle ændre disneyslik til disney frugt…

    • Reply Anne 16/10/2010 at 16:46

      God idé, Bolette, et lækkert frugtfad med lidt nødder og rosiner og måske små lækre stykker god chokolade…

  • Reply Annette 16/10/2010 at 11:01

    Godt gået, alle 3!!
    Jeg tvivler på, at jeg ville kunne få mine børn med på den vogn – de skal under alle omstændigheder nok være lidt ældre, før de kan se nogen fidus i det.
    Selv spiser jeg ikke meget sukker – kun mørk chokolade – og så kage, hvis vi har det i huset.
    Men kaffen… der må jeg nok også lige melde pas – det ville jo kræve, at jeg skulle passe min nattesøvn ;o)

    • Reply Anne 16/10/2010 at 16:47

      Uha ja, Annette, tænk om du skulle til at spilde tiden med at sove, det er jeg heller ikke glad for at gøre!
      Så derfor indtages der da bare en kop stærk te, hvis der er behov for stimulans i den retning…

    Leave a Reply to Anne Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.