Lidt af hvert

STILLEKVARTER…

25/05/2010

Et kvarter alene.

Et kvarter i stilhed.

Hverdagsluksus, der gør godt indeni og som giver fornyet energi til at klare de opgaver, der ligger og venter herhjemme efter endt arbejdsdag ude i samfundet.

Stillekvarter i drivhuset mellem spirende grønt, med te og strikketøj, alene helt for mig selv.

Jeg siger hver eneste morgen til mig selv, at jeg er bevilget sådan en stund, når jeg vender hjem senere på dagen, jeg er ikke fedtet med det, siger endda snup bare en halv time.

Hvorfor er det mon, at jeg så sjældent får det gjort…

I dag måtte jeg bare, det var en nødvendighed, for det var time out i drivhuset eller i seng direkte efter aftensmaden, og det gider jeg nu alligevel ikke.

Jeg fik aet de små spirer af Stolte Kavalerer, glæder mig til de står høje og svajende i pink og hvidt foran drivhusets ene langside, jeg fik duftet og nydt Ananassalvien og Citronverbenaen, de lovede begge at fylde vores middages vandkander med sommersmag og friskhed.

Salvien står med skrigende pink knopper på spring, måske kunne de senere på ugen få lov at pynte på en lille kage…

Efter en tekopstid og med maven sødet af en enkelt speltvaffel var det slut med at sidde og blomstre.

Men det var nu fint nok at rejse sig, måske mest fordi de krasse striber drillede, et ærmegab er jo ikke bare et ærmegab, det skal ligesom også ha’ en bestemt længde alt efter størrelse, og den slags rakte tålmodigheden ikke til på denne tirsdag eftermiddag, ikke engang efter stillekvarter…

You Might Also Like

3 Kommentarer

  • Reply Anne Rønne 26/05/2010 at 06:10

    Suuuk – jeg kan dufte det, mærke varmen…. bestemt en fantastisk måde at holde frikvarter på. Jeg sætter armene i siden og stamper i gulvet “Jeg VIL ha’ mit orangeri NU”

  • Reply Frau Putz 28/05/2010 at 08:29

    Drivhuset er nu et dejligt sted til lidt “hyggearbejde”. Jeg har også indrettet mig med en god stol derude i år – for med den “sommer” vi har, bliver det da sjældent varmt nok til at sidde udendørs ellers 😉
    Jeg glæder mig også over mine stolte kavalerer – som spirede meget villigt og nu snart skal plantes ud på friland, så jeg måske også får plads til en strikkekurv i min “udestue”. Det er første gang jeg har dem som sommerblomster i min have, og jeg er lidt spændt på, hvor store de bliver 🙂

    Nyd weekenden. Jeg håber du får tid til endnu en stille stund – og tålmodighed til at strikke striberne færdig.

    KH FP

  • Reply Ellen 28/05/2010 at 10:58

    suk- drømmer også om et lille drivhus som frikvarter- er blot bange for at det bliver endnu en ting på “to-do” listen over stressende afventende udestående projekter/punkter på hverdagens mange gøremål som fyldes op i den sorte samvittigheds rygsæk 🙂 men uha hvor er vi vist mange der trænger til at finde de der små frikvarter i hverdagens jag.

    Glæder mig allerede til at se dine små fine blomster- mine er stadig i frøposerne :-))

  • Leave a Reply to Anne Rønne Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.