Mad

“GAMMEL” MAD I LAG…

16/06/2009

Spinat…

Og kylling…

Og rynkede tomater…

Inspireret af en lille Wennebergsk peptalk i Go’AftenDanmark skal vi ha’ “gammel” mad i dag, endda i flere lag!

Med jævne mellemrum snakkes der i medierne om, hvor meget mad vi smider ud, tilberedt mad som ingen gider dagen efter og også de råvarer, der er kommet til at se lidt triste og krøllede ud på hylderne i køkeskabet.

Sidste år snakkede de om 63 kilo pr. dansker, i dag sagde de vist 73, det er sgi ikke på det punkt at vi er blevet bedre til at spare…

Her er vi ikke engle, ej heller hellige, der ryger da noget ud, som jeg sikkert kunne ha’ fundet anvendelse for, men det meste af tiden så prøver jeg faktisk at få brugt det, som er slæbt hjem og rigtigt mange dage, ja så er vores madkasser pakket med kolde gode middagsrester.

I dag kunne der fra køleskabet hives:

Lidt slatten spinat, der var frisk for en god håndfuld dage siden.

En klynge forårsløg, der ikke længere var sprøde, saftspændte og struttende.

Et ensomt grillet kyllingebryst.

Stødte cherrytomater, der vist har været i og af madkasserne et par dage i træk…

Men parkeret ovenpå en tærtebund, der kom det lige pludseligt til at se hæderligt og indbydende ud igen.

Dampet spinat med masser af flagesalt.

Sauterede forårsløg med flere fed hvidløg i.

Kylling i strimler.

Halverede tomater, der havde tørret lidt i ovnen, mens jeg kørte pigerne til kajak.

Lag på lag af noget, som man kunne ha’ været fristet til at smide i skralderen eller i hundens mave, hygger sig nu i ovnen med fetatern og æggemasser på.

Sammen med en sprød salat bliver resterne til et skønt aftensmåltid, det er jeg sikker på, og resterne af det, hvis der eller bliver noget, det kommer i kasserne i morgen til forplejning af sultne skolebørn…

You Might Also Like

11 Kommentarer

  • Reply Lisbethk 16/06/2009 at 18:42

    Orv, det ser vel nok lækkert ud – tak for inspirationen!

  • Reply Anne, mandag 16/06/2009 at 18:52

    Tak for mad siger jeg bare og giver straks ideen videre til Eddie 🙂

  • Reply Jette H 16/06/2009 at 19:29

    Den diskussion har vi tit på arbejde. Her i huset “genbruges” og suppleres rester så meget som muligt. Andre smider ud med hård hånd… Din tærte er da utrolig lækker 🙂

  • Reply Sifka 16/06/2009 at 20:18

    Den der anretning var jeg lige lidt langsom til at fatte, men når nu ti-øren er faldet, kan jeg absolut se fidusen;)

    Jeg prøver selv, at få brugt så meget som mulig. Senest er, at jeg bruger snasket fra saftpresseren i brød. Jeg får nærmest ondt, når jeg er nødt til at smide mad ud.

    Du har vel ikke en ide til et lille studenter-traktement, der kan laves af en stresset enlig studentermor i tidsnød?

  • Reply Rikke 16/06/2009 at 23:01

    Det ser vel nok lækkert ud 🙂

    Og ja jeg kan kun være enig – her anvendes alt også så vidt som det er muligt og så lidt som muligt smides ud.

    I går aftes og i morgen tidlig er menuen øllebrød – der var nemlig noget gammel kedsommeligt rugbrød der ellers stod til udsmidning i køleskabet. Så fandt jeg et par jueøl bag i skabet der var ved at udløbe og vupti, øllebrød var på menuplanen.

    For sådan en laves hver søndag uden undtages og herved spares rigtig mange penge og meget undgås også at smides ud.

    Tærter er også her tit en løsning, eller pizza med gårsdagens grønt og så evt. lidt skinke f.eks.

    Men altså hold da op hvor det giver megen opvask sådan at have madplan, og spise sundt og alsidigt og anvende alt gør i øvrigt at køleskabet yderst tit er fuldt stoppet *tsktsk*

    – Kunne godt bruge lidt mere Anne gen her 🙂

  • Reply Hanne 16/06/2009 at 23:04

    Alt for meget mad giver alt for tykke høns :O) Vi kunne vist alle lære lidt bedre mad strategi og smide mindre ud.

  • Reply Anne 17/06/2009 at 07:25

    Hvis vi alle bare begynder at være en lille smule mere bevidste om det, så er jeg sikker på, at de mange kilo hurtigt ville svinde.
    Vi kan jo i alle tilfælde øve os 🙂

  • Reply Hanne 17/06/2009 at 09:22

    Totalt enig, vi skal bruge vores rester og måske også kun købe det vi skal bruge.
    Jeg mener, hvem falder ikke for tilbuddene så vi ender med at købe mere end vi kan bruge, bare fordi det er billigt. Vi gør i hvert tilfælde 🙂

  • Reply Kirsten 17/06/2009 at 10:03

    Nej, hvor ser det bare lækkert ud! Nu er mit eneste problem, at jeg ikke har hverken spinat, kylling eller cherrytomater til overs i køleskabet i dag – ellers vidste jeg sør´me da godt hvad menuen stod på i aften… Men nu tager jeg ordene til mig i stedet og bruger de rester jeg har. Huleme så! Og tak for inspirationen 🙂

  • Reply Suzanne 17/06/2009 at 10:53

    Kæresten smed alle rester ud før vi flyttede sammen… det gør jeg ikke (mange år som enlig mor med kronevenden kan gøre meget)… det der ikke kan anvendes imorgen fordi der ikke er nok til alle, bliver frosset ned og gemt til vi har så mange rester, at der er nok til ‘restedag’ til hele familien. Til det steger vi så brasekartofler og stik imod hvad man skulle forvente, så elsker ungerne det…

    Slatne grøntsager kan til hver en tid blive til en lækker wokret eller som du foreslår, en tærte – det er kun fantasien der sætter grænser…

    Velbekomme…

  • Reply Lise 18/06/2009 at 12:18

    Vi har høns i baghaven, så vi smider intet ud 🙂

  • Leave a Reply to Hanne Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.