Strik

DEN KRASSE…

06/04/2009

Kras koral…

Læg…

Jeg er ikke hvad man kan kalde en monogam strikker, overhovedet, jeg spreder mig over mangt og meget og er egentlig altid i gang med at udtænke og planlægge nye projekter.

En pind hist og pist, sjatstrikkeri og projekter fordelt over hele huset, sådan strikker jeg bedst og bliver jo faktisk også færdig med det meste hen ad vejen.

Men sådan er det ikke lige nu, jeg strikker på ét projekt og kun ét, nemlig en koralfarvet Plissé, som jeg satser på, at skulle ha’ på til Lauras konfirmation, og engang senere i dag kan jeg lukke af for ærme nummer to og mangler så “bare” det store plisserede skød…

Faktisk er jeg holdt op med at strikke trøjer til mig selv i krasse kulører og med alt for mange farver samlet i et stykke strik, men denne her, den må bare være koral og når jeg ikke kan holde den ud mere, så er der heldigvis mange afdæmpede og bløde trøjer på hylderne.

Mønsteret fra Falkenberg er som sædvanligt gennemarbejdet og i orden, det er bare at strikke, som der står, ingen ben i det, omend det er lidt trivielt med de mange tusinde og atter tusinde masker i samme mønster, men det forandres jo, når jeg om lidt skal strikke læg på læg på læg.

Garnet er også i orden, det er yndlingstypen, tyndt shetlandsuld, blødt og føjeligt, det kan købes hos Noda, hvor det hedder Junik Coral 146 eller hos Garngalleriet, hvor det hedder Supersoft Koral og sikkert også andre steder under andre navne.

Lige meget hvad det hedder og hvor det bor, så er det mit absolutte yndlingsgarn, når vi taler ensfarvet og let meleret.

Krop og ærmer på små to uger, mon ikke også jeg når skøddet, inden klokkerne kimer ind til konfirmation d.3. kl. 11, det tror jeg, også selvom jeg måske falder i og samler et andet strikketøj op…

You Might Also Like

9 Kommentarer

  • Reply henriette 06/04/2009 at 12:37

    Hej med dig. Jeg går heller ikke selv så ofte i pangfarver, men jeg øver mig. Den du har gang i nu, må jeg dog sige er helt vidunderlig. Er sikker på at den vil passe perfekt til sådan en forårsbegivenhed.
    Er iøvrigt selv en af den slags der altid har gang i mere end eet projekt. Det er svært at begænse sig når der hele tiden popper ideer op i knolden der lige skal prøves af. 🙂

    Glæder mig til at se det færdige resultat.

    Venlig hilsen
    Henriette
    ( En der nu genoptager sin blogtjans.)

  • Reply Tina - omme i London 06/04/2009 at 14:15

    Jeg har det som dig og strikker paa alt muligt hele tiden. Jeg tror jeg lider af startitis, men heldigvis kommer det ogsaa nogle gange over mig og saa goer jeg lige en hel masse faerdigt. 🙂
    Farven er laekker!

  • Reply britt 06/04/2009 at 14:30

    Meget, meget smuk koral-farve – den bliver fantastisk til dig – og især om et par måneder, når din hud er brunet.
    Jeg tror skisme jeg har den samme farve liggende her hos mig…eller måske en anelse mere orange. Orange ville jeg normalt gå langt udenom…men der er noget vildt dragende over denne her…
    Selvfølgelig bliver du færdig – du vil jo..
    Knus,
    Britt

  • Reply Sólrun 06/04/2009 at 15:55

    Jeg er selv professionel være-i-gang-med-mange-strikkerier, men øver mig i at få tingene færdig. Så søndagen blev brugt til netop det. Det endte med at en vest, en uldtrøje og en hue blev færdige. Nu er jeg så “kun” i gang med to projekter idet jeg besluttede at den ene trøje jeg var i gang med var grim og skal ikke strikkes videre på. Nem løsning ikk’?

    Knaldfarver – elsker det. Er mest til rød og grøn i klare farver.

  • Reply Charlotte Illum Larsen 06/04/2009 at 18:33

    Jeg er jo den helt store Hanne Falkenberg fan… og min plisse… den bliver brugt rigtig flittigt

  • Reply Helle W 07/04/2009 at 18:38

    Anne, det ser meget lækkert ud og sikke en skøn farve. Den passer til sort, hvidt og og sikkert mange andre også. Jeg er SÅ misundelig på alt det du laver.

    Rigtig god påske til dig og dine.

    Påskehilsner
    Helle

  • Reply Anne 07/04/2009 at 21:11

    Den bliver i alle tilfælde et kulørt indslag til den lejlighed, Henriette 🙂

    Jeg tror, at det er en “sygdom”, som mange strikkere lider af, Tina, jeg kan nærmest blive lidt mistænksom, hvis nogen siger, at de har ét og kun ét stykke strik i gang af gangen…

    Jeg bliver færdig, Britt, det vil jeg være, for jeg har det der billede inde i hovedet af koral Plissé med Anne indeni.
    Og med alle de timer, jeg bruger i haven fra nu og til maj, der er der nok allerede brunet en smule…

    Du har så flittig forleden, Sólrun, og har nu forhåbentligt taget hul på et nyt og lækkert projekt til at forsøde påskedagene med…

    Det er jo det, at du er, Charlotte, det ved jeg 🙂

    Helle, koral og lyseblåt er så smukt sammen, og blækblåt.
    Du må ha’ gang i pindene, så også du kan få strikkerier at tage på.
    Også god påske til dig…

  • Reply Tina Thing (Fandango) 12/04/2009 at 18:44

    Hej Anne

    Denne lækre cardigan har jeg været tæt på at gå i gang med flere gange, – måske er det ved at være tid :o)
    Hvor meget garn beregner du til projektet?

  • Reply Anne 12/04/2009 at 20:26

    Jeg regner med, at 300 gram Junik er nok, Tina, jeg mangler kun halvdelen af skøddet og jeg har stadig masser af garn i det sidste nøgle…

  • Leave a Reply to britt Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.