For hjerte og sjæl

GENSYN…

13/05/2008

Gaver fra Malle…

Dagen i dag har været ganske særlig, og har efterladt mig med blødt og varmt hjerte, jeg har fået en krammer med fortid og fællesskab i, og følt at livet har været tilbage og krydse gamle gode spor.

Jeg har været sammen med Malle i dag, først på rov i garnbutik og bagefter på kaffebar med tid til at sludre og smile og mærke og nyde den varme, der var i mødet med én, som jeg deler hjemegn og oplevelser med…

For længe længe siden var vi to i spejdertrup sammen, vi har været til mange ugentlig onsdagsmøder i Egernpatrujen sammen, været på cykeltur ned over Tåsinge og Langeland, vi har fjumset og fniset og hygget os med at spise syltede pærer direkte af dåsen med et ordentligt skvæt Matilde-creme i.

Senere holdt vi op med at være spejdere, og kom i gymnasietiden til at færdes i to ret forskellige kliker, jeg var rendyrket “disc’er” med ålestramme Ball-bukser, solariegrillet krop og lipglossglinsende læber, Malle var “flipper” med flagrende gevandter, sygekassebriller (tror jeg) og hang til te på værelset.

For nogle år siden fandt vi hinanden igen igennem vores blogs og fælles passion for strik, og jeg har gemt den mail, som jeg fik retur fra Malle, da jeg havde mailet hende for at spørge, om hun mon ikke var den, jeg troede, at hun var, den mail er hyggelig og varm, og får mig til at mindes på den gode måde…

Mødet i dag var skønt, på ingen måde akavat eller påtaget, nej det var hjertelig gensynsglæde med umiddelbar snik-snak og varme smil.  Der var ikke gået mange øjeblikke før vi to gamle sønderjyder fik en bitte snert af dialekt i tonefaldet, selvom Malle tydeligt er blevet gift med én, der stammer fra en anden ende af landet.

Vi brugte ikke tid på at tale os ind på hinanden, ej heller på at genopfriske gamle dage, det var åbenhjertig og personlig kvinde til kvinde snak med rum for reflektion og analyse, lige sådan som det må være, når to pædagoger med hang til psykologi vender livet med hinanden.

Det var fantastisk, og jeg glæder mig over de timer, som kunne passe ind i begges kalendere, det gav hjertevarme til mange dage, tak for det, Malle…

Og også tak for det fantastiske amerikanske slik, som pigerne blev forkælet med, de smed posen på vægten, 1632 gram kunstig aroma og farvestoffer, ligesom de elsker det, jeg har givet min velsignelse til at de må spise sig en mavepine til.

Laura mener, at man jo må være i træning til man engang skal rejse til det forjættede land, og at du, Malle, lige ved, hvad der er godt for en US of A freak som hende, det har du jo før vist.

Den smukke mexikanske skål, der blev min, er i dagens anledning pyntet med Jelly Beans, de passede så godt i farven, men fremover vil den huse god chokolade, og jeg vil sende dig en kærlig tanke, når jeg sætter den på bordet…

You Might Also Like

7 Kommentarer

  • Reply Anita 13/05/2008 at 22:49

    Arj hvor sjovt; jeg har også både fotograferet og spist Jelly Beans idag. De smager af flere, flere, flere… 😉

  • Reply Ann 14/05/2008 at 01:23

    Hej Anne,

    Hvor dejligt for dig at moedes med Malle, der er en saerlig connection med de venner fra ens ungdom, jeg har et par stykker. Hvad med en tur til Vestkysten af Canada og Vestkysten af USA? Det er fantastisk at koere ned langs kysten,hav,bjerge og kaempe traer, vi noed det. Det lyder for mig som en god ide. Jeg haaber at vi to moedes til Oktober!
    Ann i Vancouver

  • Reply Marianne 14/05/2008 at 07:56

    Sikke et møde – det er fantastisk at man kan finde hinanden igen. Men historien melder intet om hvorvidt i satdigvæk er discer´eller flipper 🙂

  • Reply Hanne 14/05/2008 at 08:02

    Hi hi Annemone…har du været disco-gal 🙂
    det lyder som en dejlig dag i har haft, skønt med gamle gensyn..

  • Reply Helle K. 14/05/2008 at 08:35

    Det lyder helt vidunderligt med sådan et møde…

    Det er sjovt at tænke på, den der opdeling med discer eller flipper, som vi vist alle var underlagt dengang det var før… jeg var flipper 😉

  • Reply Charlotte Illum Larsen 14/05/2008 at 11:16

    Jeg bliver varm i maven når jeg læser dit indlæg… i har haft en dejlig dag sammen kan man mærke. Hilsner fra Ærø

  • Reply Anne 14/05/2008 at 18:38

    Jeg når aldrig kvalmegrænsen, Anita, og disse her, de er altså kæmpestore 🙂

    Ann, hvis du vidste hvor tit jeg har plaget min søde mand om, at vi skulle rejse til USA og cruise rundt, han er ikke helt lokket endnu, men måske en dag.
    Og du kan bare lige regne med at vi ses, hvis du kommer her til igen i efteråret…

    Det var så dejligt, Marianne, med hensyn til stilen, så har vi nok nærmet os hinanden en smule med tiden 🙂

    Ses det ikke, Hanne 😉
    Jeg var en ægte af slagsen!

    Kan man ikke være disco-flipper, Helle? Det er vist noget i den retning, jeg er nu 🙂

    Jeg er også stadig smilende, Charlotte, gad vide med Malle?
    Det var dejlige timer, og dem vil jeg kunne varmes ved i laaaaang tid…

  • Leave a Reply to Hanne Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.