Lidt af hvert

PAP OG PRØVER.

26/01/2021

Jeg har tænkt lidt på pap i dag. Af den slags, som er foldet til kasser og så brugt til at sende varer rundt i landet med.

I går hentede jeg to pakker hos den lille lokale købmand, garn i dem begge, indkøbt af Laura til den Zipper Sweater, som jeg skal strikke til hende. Den ene pakke var en lille plastpose af den slags med selvklæbende lukning, den anden var en smuk pastelfarvet papkasse, to meget forskellige leveringer med nogenlunde samme indhold.

Posen var bare en pose med en forsendelseslabel, ingen sjov og ballade på den, pose med garn og følgeseddel og ikke mere end det. Kassen der imod – den var dresset op til fest. Uden på var der fint klistermærker med et lille strikkeord på, inden i var der smukt silkepapir, endnu et klistermærke og lidt slik.

Der er ingen tvivl om, at der ligger fine tanker om skønhed og forkælelse ift den pastelfarvede kasse, og det har jeg stor respekt for. For ingen bliver jo vrissen over, at nogen har gjort sig umage med den slags, og jeg ved, at mange føler det som en lille forkælelse, når de modtager sådan en kasse. Smuk og fin er den uden diskussion.

Men på mig fik det faktisk lidt den modsatte effekt, det satte i alle tilfælde en tankerække i gang, som ikke var lige så fin og pastelfarvet, som det jeg stod med i hænderne. For jeg så den egentlig ikke med nydelsesøjne men mere med øjne, der holder af, at tingene bliver gjort i en lidt bæredygtig ånd.

Jeg tænkte på de ressourcer, det har kostet at fremstille kasse med farve på, på de ressourcer, det har kostet at fragte en tung palle med emballage hen til garnbutikken, på de ressourcer som silkepapir og stickers har kostet og så på det det har kostet at fragte kassen ud til min købmand, for der kan ikke være så mange kasser i en lastbil, som der kan være poser, poserne både fylder mindre og vejer mindre.

Og når jeg så står hjemme med kassen, så skal den køres til genbrugspladsens papcontainer. En lille pose, der er ankommet med rare ting i, kan nemt bruges til andet i hjemmet, inden den smides i skraldespanden, hvor den fylder ganske lidt.

Så det, der bestemt er ment som en fin gestus fra garnforretningen, ender faktisk med at irritere mig en smule og det er jo ærgerligt. Jeg er selv typen, der tænker i helstøbte projekter, alt skal passe sammen fra start til slut, farver, idéer og look, så jeg forstår 100 % de tanker, der ligger bag de fine indpakninger og forsendelser, men jeg tænker også, at det ville være rart, hvis det kunne blive et valg, man som kunden selv kunne være med til at tage.

Måske sådan et klik i en box, når man alligevel var ved at vælge forsendelse. En box til Low key og en anden box til Luksus. Det behøvede ikke at koste mere at vælge luksus eller udløse en rabat at vælge low key, pengene til den flotte emballage er allerede regnet ind i butikkens priser på deres varer og fred være med det, jeg vil bare rigtigt gerne kunne tage et valg, der passer lidt bedre til mine tanker om, hvad der er fornuftigt for mig.

Jeg er helt og aldeles ligeglad med, at måske 95% af de andre kunder ville vælge luksus pakken, fordi de elsker den følelse af forkælelse, der ligger i det fine papir og slikket for dem. Jeg føler mig allerede forkælet, fordi jeg kan handle det garn – i dette tilfælde for det kan jo også være andre varer – som findes netop der og for mig tæller indehaverens imødekommenhed og service meget mere end en farvet kasse gør, for mig er det den hele centrale del af mine valg og nok endnu mere også en indbydende webshop og et lækkert udvalg. Jeg ville altid vælge pose forsendelsen, hvis det var en mulighed, og garnet tåler jo fint en omgang i posthurlumhejet uden at være beskyttet af kasse og silkepapir.

Og lige så snart jeg er hjemme, så ryger garnet alligevel op af pose og kasse og i brug.

Og det gjorde garnet i går også, for det kan kun gå for langsomt med at få den Zipper på pindene, glæder mig til at se Laura i den, hun har valgt så gode farver og modellen passer så godt til hendes look.

Opskriften siger 3 strikkeprøver på 3 forskellige pinde til 3 forskellige dele af sweateren.

Jeg nøjes med to. Til gengæld skal jeg lige om lidt starte op på dem for 4. gang! Shoot me – hjernen er ikke med mig i dag!

Først lavede jeg strikkeprøve til krave og det glatstrikkede. Gik allerede fra starten 0.5 mm ned på det glatstrikkede stykke, for jeg strikker noget løsere end tidligere i min uldne karriere. Skyllede op og lagde til tørre. Alt alt for mange maske på 10 cm. En ommer. Det trætte hjerne greb så en pind, der var endnu 0.5 mm tyndere.

Jøsses altså! Endnu flere masker på 10 cm. Hvis det ikke havde været så irriterende, så havde det jo være sjovt med sådan en kæmpe bommert.

Forfra igen – denne gang på anbefalede pind. Men jeg ramte altså stadig ikke strikkefastheden i hverken bredde eller højde. Så nu må jeg på den igen. På p 5.5 mm og SÅ passer den, blev der sagt.

Pap og prøver. Begge dele kan bringe både udfordringer og en masse tanker. Også i pastel.

Bæredygtighed, Lidt af hvert, Strik

STRIKKEDOGMER 2021.

25/01/2021

Jeg fortsætter, hvor jeg slap. Strikker videre med udgangspunkt i en liste af dogmer for mit uldne eventyr. Det gik så godt i 2020, at jeg sagtens kan trække nogenlunde samme omgang ind i 2021.

Jeg har justeret listen en anelse, for erfaringerne fra sidste år skal selvfølgelig bruges. Bl.a. er det månedlige beløb på 150.- kr nu udelukkende til garn, for det blev lidt vanskeligt også at klemme nyindkøb af opskrifter ind i det beløb. Så nu er det altså “bare” garn, der skal betales ud af det storslåede beløb; det gik sidst og det kommer det også til i år. Og så kan jeg købe nye opskrifter, som måske endda kan passe til lagergarn, uden at tænke på, at det æder af den i forvejen lidt begrænsede pulje.

Sidste år havde jeg givet mig selv mulighed for 2 dealbreakers hen over året, hvis jeg nu stødte på et projekt, som bare måtte på pindene NU! I år har jeg været lidt mere gavmild overfor mig selv og indlagt 4 jubelprojekter. Ét pr. kvartal. De kan kun fyres af i det kvartal, som er aktuelt, dvs at de ikke kan overflyttes, så hvis der ikke dukker noget op i f eks dette kvartal, som jeg bare MÅ strikke, ja så er det Bye Bye til det jubelprojekt.

Jamen hva’ så, hvis jeg forelsker mig i to store nye projekter med en uges mellemrum? Så er det bare ærgerligt! Jeg må vælge ét og så gemme det andet til næste kvartal, og hvem ved – måske er det så ikke længere så interessant. Det var nemlig noget af det, som jeg erfarede sidste år: At hvis et strikkeønske lige ligger lidt og venter, så er det ikke sikkert, at det bliver ved med at være lige så attraktivt og interessant. Og det er jo egentlig ikke så dumt.

Jeg har 7 projekter på årets liste. 2 af dem er taget med ind i 2021 fra sidste år og skal bare strikkes færdige, men de er med på listen alligevel, fordi det er 2 stykker strik, som jeg rigtigt gerne vil ha’ i min garderobe.

Og så har jeg tilføjet 5 andre, bl a en Windy af Helga Isager og en Novice Cardigan Chunky fra Petiteknit. Alle garner og opskrifter er fundet frem fra gemmerne og hvert projekt har fået sin egen kasse og det er ret tilfredsstillende at kigge på den lille stabel af transparente kasser, der står der og indholder masser af hyggelige timers strikkerier og gode tilføjelser til garderoben. 5 projekter i den brune farveskala og 2 i den blå.

Men inden jeg sætter pindene i det første projekt fra de kasser, så skal jeg strikke en Zippersweater til Laura, der fik et meget akut behov for sådan én for en uges tid siden. Hun har selv indkøbt garnet, Peruvian Highland Wool fra Filcolana og Silk Mohair fra Garnudsalg. Jeg glæder mig til at strikke den til hende, hun har uldtrøje på hver eneste dag året igennem, kun på de allervarmeste dage kommer de ikke på, og hun slider dem virkelig op. Hendes mors hjemmestrik er hendes lykkeamuletter, siger hun, og når jeg ser hendes glæde ved lækkert strik, ja så tager jeg gerne tjansen.

Jeg har selvfølgelig foreslået hende, at hun selv skal i gang, men hun synes det er tosset, når jeg nu er så god til det. Laura i en nøddeskal – hun ved lige hvordan, at man får sin mor til at tage fat.

Så altså først en Zipper og så en Windy, en Boucle, en Novice, en Sandstone, et Vertices Unite, en Manou og en Amanda. Og så alt det andet, som også ender med at komme med i puljen. Inspiration og fristelser vælter ind fra alle side.

Strikkeåret 2021 bliver herligt. Det mærker jeg tydeligt…

I køkkenet, Lækkerier, Mad, Opskrifter

PICKLES AF DEN HJEMMELAVEDE SLAGS.

24/01/2021

Lockdowndagene har fået mange til at gå amok i surdejsbagning og simreretter, det har været herligt at følge; jeg jubler altid, når nogen lægger lidt energi i deres køkken, det er så godt på flere plan, synes jeg.

Måske skulle vi også kigge lidt på syltning? Syltesager kan tage madlavningen til nye niveauer og give komplekse smage, som ikke er enkle at tilføre på andre måder. At sylte grønt kan være med til at holde madspild nede og også være med til at sende en portion slowliving ind i dit køkken. Vel at mærke hvis du overgiver dig til processen og de små fine trin heri og ikke bare suser afsted for at komme til endt produktion og produkt.

Lidt som med surdejen – det tager tid! Men det produkt man står med bagefter er det hele værd.

Surdejen kræver lidt fingerspitzgefühl, syltning kræver ikke ret meget andet end at man er omhyggelig med at skolde sine glas, hvis det er sådan man vil opbevare. Jeg er selv nok mest til køleskabsopbevaring.

Et glas pickles eller to i køleskabet er en skøn ting at ha’. De kan spises, som de er, som topping på smørrebrød, tilbehør til varme retter og så er de jo perfekte at lave hjemmelavet remoulade af, det er vel deres kerneydelse, hvis man kan sige sådan. Jeg har lavet denne portion, fordi jeg vil bruge pickles som topping på pulled beef dogs en af de kommende dag. Briochebrød, pickles, syltede løg, stegte løg og karse. Jeg kan allerede smage det.

Til en god portion skal der bruges nedenstående. Der bliver nok til, at du også kan forære et glas væk:

800-1000 g blandede grøntsager. I dag brugte jeg squash, peberfrugt, gulerod og blomkål

40 g havsalt

2 spsk sennepspulver

1 spsk karry

2 spsk gurkemeje

1/2 tsk chiliflager

1 spsk fennikelfrø

1 spsk korianderfrø

25 g maizena

5 dl eddike – jeg brugte en blanding af lagereddike og æbleeddike. Half and half.

125 g rørsukker

1 spsk honning

Vask og snit alle grøntsagerne fint. Jeg bruger både min mandolin og en kniv. Da grøntsagernes eneste “tilberedning” er, at de vendes i den varme lage, er det vigtigt, at de er snittet så fint, at varmen fra lagen kan nå godt ind i alle de små stykker grønt.

Drys grøntsagerne med salt og vend det godt sammen. Ind i køleskabet med dem i 12-24 timer. Næste dag tages de ud og hældes op i en sigte, så de kan dryppe godt af, inden de vendes med lagen. Det er ikke nødvendigt at skylle grøntsagerne, mængden af salt er tilpasset portionen og giver de færdige pickles en god balance imellem salt og de øvrige krydderier.

Mål alle krydderierne af og bland den med maizenaen. Jeg knuser ikke mine fennikel- og korianderfrø, jeg kan godt li’ det lille pop af krydder, når der tygges i de hele korn. Bryder man sig ikke om det, så kan man lige knuse frøene let i morter eller med kniv på skærebrædtet.

Kog eddiken op med sukker og honning. Når den er på kogepunktet, så skru en anelse ned og drys så forsigtigt krydderblandingen ned i eddiken, mens du pisker godt. Ingen klumper, tak. Lad den gule sauce koge godt igennem, sådan ca i fem minutter, hold øje med at den ikke sætter sig på bunden. Vend de afdryppede grøntsager ned i saucen, få vendt godt rundt, så alle de små bidder er dækket godt. Hæld din pickles på skoldede glas eller i en condibøtte. Bøtten skal på køl, for at det skal kunne holde sig, de skoldede glas med tætsluttende låg kan sagtens stå ude, hvis du følger den gode gammeldaws måde at skolde låg og glas på.

Egentlig skal man lade sine pickles stå og trække i min. 4 uger, for at de kan udvikle den fulde og mere komplekse smag, men altså – hvis man skal bruge pickles, så skal man jo bruge pickles og de smager altså dejligt allerede den første dag.

Denne portion nåede ikke engang at køle af, før vi spiste et par skefulde til nogle synnejyske kålpølser og hjemmebagt rugbrød. Måske skal jeg også lige ha’ en skefuld i dag på den gode tørre fennikelspegepølse.

Og mens jeg så tygger mig igennem den, så vil jeg forsøge at sætte mig lidt mere ind i, hvordan jeg får anbragt billederne godt i indlæggene her på bloggen og hvordan jeg får dem til at få de dimensioner, som jeg synes passer bedste. Indtil videre halter det voldsomt med det, men beslutningen er: Hellere lidt dårligt layout end ingen nye indlæg! og det forsøger jeg så at holde mig selv fast i, selv om jeg får tørre øjenbolde af at se på nogen, der ikke er så indbydende, som de go’e gamle indlæg er.

Det går nok. Og det går endnu bedre med hjemmelavede pickles. Sådan er det.