HVOR STARTER MAN, NÅR MAN HAR VÆRET VÆK…

ÅRETS SIDSTE...IMG_2892blogEn hverdag uden alt for meget pres lægger sig stille om mig nu, hvor årets sidste ordinære tog er kørt ind i remisen og hvor både Veterandag og efterårsferie er klaret. Pludselig er der masser af tid til bare at være, til at mærke, at tænke og fordøje.

Jeg er flad, godt brugt, på en dejlig måde, det er godt at mærke, men jeg mærker også, at mit hoved har været på overarbejde i meget lang tid og nu har rigtigt meget brug for at få reflekteret og korrigeret og komme tilbage i vant skarp form.

Jeg ved godt, hvordan jeg skal gøre det, jeg skal skrive, det er mit bedste redskab, når jeg skal ha’ overblik og struktur på tankerne, ord på skrift er nemmere at være konstruktiv omkring end det er på de løse strøtanker og fornemmelser, der svæver i luften omkring mig.

De er såmænd masser af berettigelse, de løse, det er ofte dem, der på sigt bliver de formfaste og gode, men de skal lige hives ned og kigges op og trykkes i form, så de bliver til at anvende eller til at sætte fri igen. Jeg kan selvfølgelig ikke skrive mig igennem 2015 dag for dag, men jeg kan nu nok gøre det punkt for punkt, jeg hverken kan eller vil gøre det offentligt, det vil slet ikke være meningsfuld læsning, men jeg vil da gerne hive noget af det delbare ind på scenen her.

Bid for bid, gode lunser af det, som nu er mit liv, mit nye liv, som ind imellem nærmest føles som en drøm. Hvis det da ikke lige var for den ømme krop og det trætte hoved, som stædigt minder mig om, at det er ret meget virkelighed…

 

Men hvor starter man, når man har været længe væk?

Går man tilbage og kigger frem? Eller står man, hvor man står, og kigger tilbage?

Kan man overhovedet huske, hvad og hvordan eller er det bare noget man bilder sig ind?

Og der er jo så meget, nærmest alt for meget, et nyt arbejdsliv, et nyt hjemmeliv, familie, små særlige oplevelser og så nogle af de store milepæle, der står for først at forsvinde sammen med mig den dag, hvor tankerne ikke flyder mere.

 

Jeg skal nok bare i gang, få lagt de mange hundrede fotos fra det sidste halve år over på computeren, kigge dem igennem og slå ned der, hvor jeg mærker noget røre sig. Og så bare skrive. Her og i lommebogen, vigtige ting og ligegyldigheder, glæder, grin og overvejelser og en enkelt skuffelse måske.

Jeg gider rigtigt godt men det føles nærmest lidt uoverskueligt.

Måske jeg bare skal messe de ord for mig selv, som jeg nærmest har slidt op i mit tidligere job, “Et skridt af gangen, stille og roligt, spis ikke hele elefanten på én gang, bare én bid af gangen, vælg det, som er vigtigt og giver mening og lad det andet ligge.

OG PIS –

for nu havde jeg skrevet indlægget færdigt, postet det, eller i alle tilfælde forsøgt på det og så gik skidtet ned og de sidste mange ord og lange sætninger forsvandt ud i intetheden.

Pis og pokkers.

Og den trætte hjerne kan ikke genskabe, den husker ikke, heller ikke selvom den lige havde siddet og gjort sig umage. Men det var vist noget i denne retning:

 

Engang var det så let at sætte sig ved computeren og lynskrive et indlæg, det gik nærmest af sig selv, for både jeg selv og læserne var up-to-date, sidste indlæg var smidt op dagen før og sjældent var der jo sket noget revolutionerende i de sidste 24 timer. Jeg husker letheden og det ubekymrede, når jeg kigger tilbage i tæt på 10 års skriblerier, der er ord og billeder af hverdagsliv, børn, have, mad, strik, rejser, natur, pelsdyr og alt det andet, der fylder i et helt almindeligt liv, der er letbenet underholdning og også svære dybe tanker om det, som fyldte i tiden.

 

Måske var jeg bare en anden dengang, mere ubekymret, mere skråsikker og uden ret meget tvivl på berettigelse. Måske.

Jeg skrev jo bare, det flød ud af hjernen og ned gennem armene til fingrene, der tastede. Nu sidder jeg her og vender og drejer og debattere med mig selv, om det da virkelig er relevant og interessant eller bare rigtigt meget lige meget.

Men jeg vil så gerne, for jeg kender jo til glæden over at dele og over at tænke højt, på den værdi, det har for mig, at læse det, som jeg selv har skrevet, for bedre at kunne forstå og handle.

Hænger i på?

Hvis ja – så vær tålmodige og se med milde øjne på mig, jeg famler lidt i blinde her. Og den der med cyklen, at når først man har lært det, så glemmer man det aldrig, sådan føles dette her ikke for mig, jeg slingrer for vildt og råber på støttehjul.

Men jeg prøver.

For jeg vil jo bare så gerne

NATURENS MUNTRE SØNNER…

I smørhullet..IMG_3551_bloggen

Ikke mine ord men Anders Aggers eget hashtag på et foto på Instagram taget på turen på Hærvejen.

Grønspætterne kunne man måske også ha’ skrevet.

Yndlingsmændene af kendis-slagsen kunne godt ha’ været mit bud.

Anders Agger og Thomas Helmig.

 

Og så mig lige der i smørhullet for en kort bemærkning.

Hvor heldigt er det lige?!

Jeg er temmelig tilfreds med at stå der.

Temmelig virkelig godt tilfreds.

Jeg er ret begejstret for dem begge to, den ene har jeg fulgt siden min ungdom og han har lagt lyd og stemninger til mangt og meget, trofast har jeg været med gennem alle albums og op- og nedture.

Den anden har jeg ikke kendt så længe, måske bare i en 4-5 år, siden Kongehuset indefra og turene med en anden Anne rundt på badehotellerne. Jeg blev betaget af roen, stemmen og den fine måde at møde mennesker på. Siden har jeg siddet klistret til skærmen, når der har været Indefra og andet godt med Agger i front.

Og så var de der pludselig, begge to på én gang, på min station, i mine rum og ved mit bord.

Heldigt, herligt og helt i orden…

 

At de kom vidste jeg godt, jeg havde haft møde med en lille flok DR folk et par uger inden, og jeg havde glædet mig som et lille barn men også frygtet en aflysning, noget kunne jo blive ændret eller taget ud af planen, sådan at der ikke blev brug for rast hos mig.

Men de kom og mit smil var bredere end meget bredt og det nåede ikke bare øjnene og hjertet men hele vejen rundt i systemet.

Agger og Helmig har været på vandretur på Hærvej med rygsæk og solide støvler på, med guitar, soveposer og kamerahold og med tid og ro til gode snakke om livet.

Til jul kommer i de i vores tv og hvis jeg er heldig, så ser vi måske et glimt af de smukke omgivelser, som stationen ligger i.

 

Og gør vi ikke det, så er det også helt okay med mig, for jeg ved, at de var der, at de spiste og hyggede sig ved bordet, fortalte historier fra de varme lande og havde bål og guitarspil i skoven i det buldrende mørke. Søde, nysgerrige, imødekommende og empatiske mennesker, både de to og så deres hold.

Fy og Bi. Lang og kort.

Jeg er fan. Uden skam og med stor glæde.

Og historien om, hvordan de begge optrådte til min 50 års-fest, den ene som “stangdukke” foran mine gamle kollegers ansigter, og den anden i kopiudgave med akustiske numre til fællesskrål og dans, delte jeg selvfølgelig, og det kunne de såmænd godt se det muntre i, da de sad der i levende live i vandrestøvler og lune jakker i de samme rum.

 

Så meget er lykkedes for mig i år, så meget vildt er sket, 2015 har været noget af en fest og også noget af et slid, jeg er både jublende og paf over, at jeg kunne binde en lille fin sløjfe på min første sæson som stationsforstanderinde med et besøg af naturens muntre sønner…

ÅNDEHUL…

Ukrudt...

 

Noget, der kunne minde om en fridag hjemme i huset i byen, giver lidt luft og rum til noget af det, som får lov at passe sig selv, når stationenslivet suser afsted med mere end bare almindelig høj fart.

Der er plads til vasketøj, drivhusnipning, græsplænepleje, generelt oprydning og udmugning og ikke mindst dejlige tid med mine skønne piger. Jeg nyder det hele og glæder mig over, at det i dag lykkes for mig at lukke alle tanker om ventede mails, menuforslag, varebestilling, indberetninger og justeringer ude, jeg vil dem ikke, jeg vil frihed og god tid lige for det lille øjeblik, som denne mandag jo egentlig bare er.

Jeg tror altid, at jeg kan nå en hel masse på en lille flok frie timer, men når de kun falder i spredte dryp med mange dages mellemrum, ja så når jeg aldrig så meget, som jeg gerne vil og synes, at der er behov for.

Bevares – jeg får da elimineret de højeste stakke og flyttet lidt på de bunker, som ikke lader sig aflive, jeg får vasket det mest nødvendige og tørret af de steder, hvor støvet ligger tykkest. Men der er også meget, som jeg ikke når, og sådan må det være denne sommer, hvor jeg stadig er i gang med at lære stationslivet med alle dets udfordringer at kende, næste sæson bliver anderledes, for der er alt prøvet før og jeg kan bedre disponere over tiden, når jeg ved, hvad der venter…

 

 

Det har taget tid at vænne sig til et meget anderledes familieliv, jeg savner de gode lange dage sammen med pigerne, savner måltiderne og gåturene og vores udflugter og ferieture, det har været en kold tyrker at gå fra en 37 timers arbejdsuge med mange muligheder for samvær til en mangetimers uge, hvor jeg kører nærmest før de har fået øjne og først er hjemme igen lige inden sengetid. Vores weekender sammen er lagt i sommerhi og vores måltider sammen bliver ofte noget forhastede, selvom pigerne flittigt besøger mig på stationen ved aftensmadstid, for andre end de 3 vil gerne spise min mad og det kræver at jeg står ved komfuret og ikke sidder ved bordet sammen med dem.

Men vi klarer det på en rigtig fin måde, synes vi, og er enige om, at det stadig er det rigtige valg jeg traf også selv om det har omkostninger på familieområdet.

Og vi er også enige om, at det er helt okay, at det tager tid at vænne sig og at man ind imellem gerne må bande over det og også snøfte lidt. Bare lidt.

For når alt kommer til alt, så ses vi stadig meget mere, end mange andre familier gør og giver os tid til at følge med og følge op, sådan som vi synes at det er vigtigt at gøre…

 

 

I dag skal vi spise sammen hjemme i huset i byen, hjemmelavet mad, familiemad ved spisebordet med Huxi ved fødderne og en vished om, at ingen af os behøver at rejse os før vi vil og gider, at ingen andre gøremål venter og at vi har al den tid i verden, som vi synes, at vi skal bruge. Næsten da.

Men inden maden er der tid til at dase, at slå græs og hente lidt fornødenheder. Tid til iskaffe, som hører sommeren til uanset vejret, til en flok sider i en bog og til at skifte tøjet på tørresnoren ud. Jeg vil også strikke og sove til middag og se tv og binde tomater op.

Og tage fodbad og kigge på rejsemuligheder i efteråret.

Og i det hele taget bare ånde godt og grundigt ud inden tirsdagen kommer…