PÅ SÅDAN EN TIRSDAG MORGEN…

TINGFINDER ENGEL...BIRCHER MUESLI...VARM KAFFE...LUN GENSER...Langsom tirsdag morgen med snorkende dyr ved fødderne, Amanda i sofaen og rigeligt med varm kaffe i stempelkanden.

Jeg svarer på Vrads-mails, hvor der bookes decemberborde i vildskab, jeg strikker lidt på min Lun Genser, der faktisk kunne være færdig om et lille øjeblik, hvis det ikke var fordi, at jeg havde bestemt mig for at lægge lidt flere centimer til den ellers aflukkede bul og stille spiser jeg mig igennem en gedigen portion Bircher Muesli, der skal holde mig mæt og godt tilpas indtil en sen frokost.

 

Det føles som den vildeste luksus at ha’ tiden til bare at sidde, til at kunne trække morgenmaden lang og bare være til. Jeg er træt.

Træt men godt tilpas og bare taknemmelig for, at livet lige nu giver mulighed for stille væren…

 

Jeg lader dagene gå, som de går, lægger ikke (alt) for mange planer, men tager på de småture, som pludselig virker oplagte og nærmest nødvendige og som er med til at give energi og friske idéer. Jeg tager både alene afsted og også i selskab med dejlige mennesker, som jeg har haft for lidt tid til i de sidste mange måneder.

Søndag gik turen til Tingfinderiet, jeg elsker det sted og kan altid finde en lille ting eller fem, der bare MÅ med hjem. Der er noget for enhver smag og enhver stil deroppe på landet hos søde Tina, smukke gamle ting fra Sverige og Frankrig og masser af dansk retro af den flotte slags. Der er dyre ting, billige fund og tusindvis af ting til rigtig fornuftige priser, der er zink, der er keramik, der er plast og der er kurveflet, små ting, store ting, sjove ting, vidunderlige ting og allerbedst så får man den bedste og varmeste service.

 

Tina har været med til at udvide min samling af Gule Marie væsentligt, jeg har altid elsket det stel, som egentlig hedder B&S Ildfast, min farmor, som var fra Roskilde, havde en del af det, noget bor her hos mig nu, og min mor har en kæmpe samling, som hun har loppet sig til, og jeg er rigtigt glad for de store og små skåle, som jeg synes klæder maden smukt.

Og der kom da også et par skåle med hjem i søndags sammen med den lille pudsige engel, som lige nu står og spreder fred på spisebordet.

Efter Tingfinderiet var der vafler og hindbærskum på Savillas og bred enighed om, at januar måned må byde på sommerhustur for strikkeglade damer, børn og hunde på Lundø.

 

Jeg tanker på feel good-kontoen og strammer op til, at det fra i næste uge går løs igen. Julepyntning af stationen både inde og ude, jeg glæder mig til det og gode planer er lagt, det bliver roligt og ikke sådan Gertrud Sand agtigt, som jeg har set det et par gange, det bliver lyst og let og Annesk og jeg synes, at det passer så fint til de gamle rum.

Men det er først i næste uge.

Lige nu er det ro og fred for det tager tid at lande efter sådan et livs-hop, som jeg har lavet.

Men det er okay på sådan en tirsdag morgen med masser af timer at tage af…

NISSER PÅ SPIL…

Nisserrier til Anton...Jeg har været så fantastisk heldig at få et nyt lille menneske ind i mit liv, et helt særligt dejligt og vidunderligt barn, som Sophie har “tiltusket” sig ved at finde en dejlig kæreste, der er far til Anton på 3. Vi er vilde med ham, ja med dem begge, både den store og den lille mand, og glæder os hver dag over, at vores lille klan med ét blev udvidet.

 

Som med et trylleslag har mine øjne fået et andet fokus, når jeg handler, når jeg læser, når jeg strikker og planlægger, pludselig er det ting, der passer til at være 3 år og livlig, der fylder synfeltet og hjertet. Jeg er VILD med det og intet er for godt til stumpen.

Jeg smiler af mig selv, når jeg opdager, at jeg sender en “Hvordan går det med ham?”-sms til min ældste uden at spørge Sophie om, hvordan hun har det, pludselig er det noget andet, der fylder vores samtaler. Jeg bliver lykkelig og også rigtig stolt, når jeg ser, hvor let hun er trådt ind i rollen som ekstra-mor, hvordan hun tager det dybt seriøst og læser og undersøger og gør alt det, som giver tryghed og mening for et lille menneske. Hun er enestående.

Også i sin overbærenhed med den mor, der så rigeligt er i gang med at være supplerings-mormor…

 

Jeg har fået lov til at lave kalendergaver til Anton til de decemberdage, hvor han er hos sin far og Sophie, og jeg har været hos Fru Tulipan for at hente en sok, der kan holde på gaverne. Jeg har strikket en lille hue, som skal ligge i sokken den første dag, sammen med et lille brev fra en nissedreng, der bor i skoven nær huset. Det er en fest at planlægge pakkerne og brevene, som skal følge med. Der er købt bøger, skumfægtesværd, plastdyr til badekar og andre småting og så kommer der også små aktiviteter og udflugter i til de dage, hvor jeg ved at der er god tid både her og der.

Planen er at brevene skal klistres i en lille bog, som så kan ryge i kassen med julebøger og kigges igen i de efterfølgende år, hyggeligt for børnene og en hjælp for en kvinde, der forhåbentlig får en ordentlig flok børnebørn, og som sætter pris på genbrug af gode idéer. Og hvis nogen har fif og hengemte dejlige idéer, så modtages de selvfølgelig med kyshånd, for der er jo mange dage og mange år at tage af…

 

 

FØRST EN HALV TIME PÅ DEN ENE SIDE, SÅ EN HALV TIME PÅ DEN ANDEN…

HUXI....HUXI...HUXI...Gassen er gået af ballonen.

Fuldstændigt.

 

Hver morgen vågner jeg kl meget meget tidligt, sådan 05.10 cirka, og tænker “I dag skal jeg være aktiv, i dag skal jeg gøre noget, i dag sæber jeg hele gangen ned og giver den et lag frisk maling. Eller flytter om i mit soveværelse. Og i stuen. Og slæber staffeliet ind og får grundet et lærred. Og laver fermenteret rødkål, så det er klart til jul. I dag!”

Og så når jeg ikke en pind, intet, nada, nul og niks.

Altså ud over de der helt elementære ting som at vaske mig, spise, gå tur med Huxi og motionere. Tiden løber fra mig, mens jeg sidder og glor ud i luften og jeg kan ikke engang prale af at tænke store fornuftige tanker, mens jeg sidder der, for det føles nærmest bare som om, at alt står stille derinde. BOM stille.

Jeg er vist i gang med at sunde mig, at få samlet op på det overforbrug af kræfter, som jeg har udsat min krop og til dels også mit hoved for i de sidste 8-9 måneder, jeg restituerer og egentlig er der jo godt gang i tankevirksomheden, for jeg gennemtygger de sidste mange måneders oplevelser og indtryk, det føles umiddelbart bare knap så produktivt, som når man er i gang med at se frem og lægge planer…

 

Jeg forsøger at overgive mig til det, ikke panikke eller irrriteres, men holde fast i tanken om, at det er fornuftigt nok at lade sig falde ned og falde hen, at det er nødvendigt oven på sådan en omgang, som jeg har klaret. Jeg skal bare lige vænne mig.

Inaktivitet er ikke en færdighed, som jeg er ret øvet i og derfor kan det være nærmest angstprovokerende at være i, jeg får lidt dårlig samvittighed, føler at jeg pjækker fra verden og skal virkelig anstrenge mig, for at der ikke kommer til at køre en fordårligtremse inden i. Og samtidig får jeg også lige et lille strejf af bekymring, for hold da bøtte hvor har jeg drevet rovdrift på mig selv denne sommer – på alle planer – og det til trods for, at jeg havde lovet mig selv, at det ikke skulle ske.

Men ét er gode intentioner og ønsker og noget andet er virkelighed. I en virkelighed, som var første sæson som selvstændig med sindsygt mange nye ting at lære, at stable på benene og få til at klappe. Det har været benhårdt men også fantastisk sjovt, spændende, udfordrende, tilfredsstillende, glædeligt og fuldstændigt rigtigt.

Jeg skal bare lige hvile mig lidt. Først en halv time på den ene side og så en halv time på den anden. Og så er jeg klar igen.

Klar til at arbejde videre i det, som jeg nok vil kalde mit livs bedste beslutning både jobmæssigt og rent personligt, det har føltes så rigtigt fra første færd og ikke et minut har jeg fortrudt, jeg har ind imellem tænkt “Hjælp” og “Shitshitshit” men det tilfredse smil i øjnene og varmen inden i er mange gange stærkere…

 

 

Egentlig var det planen med ferie til varmere himmelstrøg, ferie med sol, bøger, oplevelser, god mad og masser af tid til ingenting. Men det er ikke behovet, når jeg mærker efter, behovet er sofa, bøger, strik, kaffe, samtale og søvn og så ikke så meget mere end det.

Og så selvfølgelig planlægningen af en vanvittig travl december med juletog, æbleskiver i tusindvis og gløgg i baljer så store som badekar til kæmper. Julefrokoster, boder, småkager, kranse, aftaler, fester, pyntning og træer og lanterner og kort og flæskestegssandwich og og og.

Men først lidt mere sofa.

Sammen med Huxi, der i den grad forstår at understøtte min sumpning…