Lidt af hvert

I SKØN FORENING…

02/01/2006

Så er der ikke flere gode rester fra nytåret, de blev omsat til en saftig kartoffeltortilla med tern af hamburgerryg, rødløg og sød rød peber.
Alt blev stegt stille og blidt over sagte blus, krydret med masser af hvidløg og oregano fra sommerens krydderurtehøst, inden der blev hældt store gule øko-æg over, og hele balladen røg i ovnen.

Serveret med tomater, sorte oliven og ristet bondebrød gav det en god fornemmelse i de jule-bombede maver…

Lidt af hvert

NEDE BAG MIN HAVE…

02/01/2006


Årets første arbejdsdag er overstået, i alle tilfælde den, hvor jeg skulle være sammen med børn, nu er det bare skrivebordsarbejde for resten.

Jeg har været på eftermiddagstur med Nugga, bare ned i området bag vores have, rimfrosten dækker på smukkeste vis både store træer og små strå.

Der er højt til himlen her, hvor vi bor; når man går ved søen, føles det som om, at skoles larm, byen og dens lyde er langt væk, selv om man bare lige er gået ned af 300 meter grussti, jeg er heldig 🙂

Lidt af hvert

MORGEN-TÅGE…

02/01/2006

Både udenfor og inde i hovedet, hvem har dog fundet på, at vi skulle starte skolen allerede i dag, kl.07.45??!!??

Onkel Danny (Turell) messede engang “Jeg holder af hverdagen, jeg er vild med den, hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen, jeg holder stinkende meget af hverdagen….”

Fint nok, Danny-boy, hvis du havde været blandt os endnu, så havde jeg inviteret dig en tur til Jylland, og ladet dig tage cyklen op til skolen i vintermørket og 7 minusgrader, efter du selvfølgelig havde hjulpet pigerne igennem den første hårde hverdags-morgens-gøremål, pakket tasker, ledt efter både hjemme- og idrætssko, fodret hunden, tændt op i brændeovnen, lukket kattene ind og ud 14 gange, lagt make-up’en, sat en vask over, rystet dynerne, taget kød op til aftensmad og kysset manden.

Jeg holder også af hverdagen, nogle dage mere end andre….