Sommetider er verden bare for underlig og bizar; jeg har lige siddet og set Søndags-Magasinet på DR1, der fortæller historien om en udviklingshæmmet kvinde, der modtager fertilitetsbehandling i offentligt regi, for derefter, umiddelbart efter fødslen, at få tvangsfjernet barnet!!??!!??
Hvad foregår der lige…..

Den praktiserende læge, overlægen fra sygehuset, borgmesteren og vores sundhedsminister udtaler sig alle, og det kommer til at ligne en omgang af “Send aben videre”, ingen ønsker at tage ansvar, men indrømmer dog, at det er en rigtig uheldig historie, øhhhhh!

Om det er en menneskeret at få børn skal ikke diskuteres her, der er mange nuancer og facetter, en masse etik og moral jeg ikke umiddelbart kan koge ned til et indlæg i en blog, men jeg vil dæleme ha’ lov at undre mig, højlydt endda.
Jeg har skrevet speciale om udviklingshæmmede forældre, lavet interviews med hjemmevejledere, socialrådgivere og de udviklingshæmmede selv; jeg møder ind imellem også deres børn i mit arbejde, og på trods af et indgående kendskab til området, har jeg ikke en entydig holdning til spørgsmålet om, hvor vidt de skal ha’ børn eller ej, hver historie og familie er unik.

Men at lade små familier gå igennem behandling for barnløshed, for derefter at fjerne barnet en halv time efter fødsel, det er lige i overkanten “sjovt”…
Debatten omkring disse problematikker har ligget hen i mange år; mange havde, med rette, en rigtig dårlig smag i munden efter årene med tvangssterilisation, og ville ikke røre emnet med en ildtang, men dagens historie viser, at der må åbnes for posen igen, så ikke forældre og børn sættes i sådanne ulykkelige situationer

Jeg ved det godt, det kan være farligt at være nysgerrig, men jeg bliver det altså alligevel!
Søndag aften satte vi en hit-counter på bloggen, i dag er den røget op over 1000, jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem i mon er…

Nogle af jer er “afsløret”, nyder meget jeres kommentarer i indlæggene, andre af jer sender mails i stedet, også hyggeligt!
Jeg behøver jo heller ikke vide, hvem der læser her, jeg læser jo også med mange andre steder, og kommenterer ikke ret tit, men alligevel, jeg bliver altså lidt nysgerrig!!!

Jeg er glad for, at i læser med; det påvirker mig ikke negativt, får mig ikke til at lade være med at skrive noget, men jeg tænker selvfølgelig på, om jeg får mig formuleret, så det er til at forstå.
Jeg har tidligere haft en blog, men kom aldrig ordentligt i gang, nu er jeg på det nærmeste på vej til at blive “hooked”, det er dejligt at ha’ et sted at læsse af…

En lille hurtig om dagen i går, der forløb på smukkeste vis, når det nu var sådan det skulle være.
Vi har, på min fars side, en sort sort humor, og pakker ikke tingene ind, de kommer råt og usødet, men ikke uden takt; den måde at være sammen på kom også til at præge Sus’ bisættelse!

Vi græd, når vi trængte, og grinede når der var noget at grine af, og det var der heldigvis; gamle historie, Ibs skæve betragtninger af hans nye liv uden Sus og andet, der holdt os fast i, at livet og hverdagen fortsætter.

Vi mistede alle sammen pusten og blev grebet om hjertet, da min gamle farmor i sin kørstol blev rullet op til kisten, hun sørgede højlydt og hjerteskærende, vi kan vel alle forestille os, sådan da, hvordan det er, for 2.gang, at begrave et barn.
Farmor blev placeret helt oppe ved kisten, og lagde mange gange sin gamle hånd med den sprøde hud over på kisten og aede den, jeg havde hentet en stol i koret, og sad med hendes anden hånd i min, det var så svært at være i, men fyldte mig også med en stille fred.
Præsten var formidabel, talte så rigtigt om Sus, og sang med den smukkeste stemme sammen med koret.

Vi kom igennem det, på en måde, der ikke var så ringe endda…