Det gik ellers bare forrygende med at strikke Pisa, det var blevet det stykke strikketøj, der var med i skoletasken, og den fik ikke for lidt i pauserne!
Hele ryggen og det første forstykke lå i aftes færdigt i sofaen, dejligt, men da jeg skulle slå op til forstykke nr.2, fik jeg en underlig fornemmelse i fingrene, der var noget galt med med Boye, det føltes bare ikke helt rigtigt…

Konen her havde snuppet en p. 4.5 i stedet for 4, og IKKE kun til det nyopslåede forstykke, næ-nej, alt var skam strikket på for stor en pind, aarrrggghhhhh!!!

Hvad er der gået glat, var det mon p. 4.5’s flotte blå farve, der har draget øjnene??
Egentligt ser det strikkede udemærket ud, luftigt og blødt uden at være slasket; jeg strikker lige et ærme, og så monterer jeg skidtet, bliver det okay, ja så strikkes resten også på forkert pind, og ellers er der jo kun et at gøre…

Hen i hjørnet med skidtet!!!

Forude venter en laaaaang dag, hvor det ene møde afløser det andet, og når de så er forbi, så ligger der 3 timers undervisning og venter i aftensskolen, intro-kokkeri for 15 7.klasseselever, de har bare at være veloplagte og søde, ellers…

Vi skal ha’ en af livretterne i dag, god Bolognese kogt med masser af rødvin, løg og bladselleri, bjerge af hvidløg, timian og oregano fra sommerens høst i haven. Det har simret siden kl.14, nu er der næsten ved at være der…

Vi skal nyde det med friskkogt pasta og tykke spåner af parmesan, og en enkelt skive brød; det bliver godt, jeg kan allerede smage det!

Jeg kan godt li’ høflige mennesker, ikke på den påtagede for meget måde, men sådan at det afspejler respekt for det menneske, man møder; mine børn kan skrive under på, at jeg på det område har været skrap (heldigvis mere la-la på andre), og de takker alle pænt og høfligt.
Sophie sørger lige for at gi’ det en ekstra krølle ved altid at sige “Nej tak, ellers tak.”, ikke ellers tak med et nedladende vræng, men bare sødt.

Laura forelskede sig i efteråret i et par Ecco-støvler, men da havde vi allerede købt vinterstøvler, og disse fine blomstrede brune var kun til indendørsbrug, holdt jeg lidt igen, 700.- var jo også en slat for et par “for sjov”-støvler.
I lørdags løb jeg ind i skobutikken for at se om de var på udsalg, jeg trængte til at overraske hende; de var sat lidt ned, og der var lige et par i hendes størrelse, op med pungen og ned i posen med støvlerne.
Jeg kunne næsten ikke vente, glædede mig til at se hendes glæde!

Den så jeg også, men kun kort….
Hun blev meget glad, prøvede dem straks på, og Ih og Næh og de passer på en prik!!

2 minutter efter i bryggerset:
“Mor, det var bare så sødt af dig, at du huskede på, at jeg ønskede mig støvlerne, men ved du hvad, jeg synes du skal bytte dem, det er spild, jeg får dem nok ikke brugt ret meget!”

GISP – min mave blev øjeblikkeligt til en lille hård knold, det føltes som en slag i ansigtet, tårene pressede sig på, nu havde jeg jo……
Men den følelse varede kun et nano-sekund, og jeg kunne med oprigtig stemme vende mig om til hende og sige:
“Hvor er jeg glad for du siger det, specielt at du starter med at fortælle mig, at du egentlig er glad for dem, det er dejligt, og det er også rigtigt dejligt at du tænker dig om, det er dumt at ha’ dyre støvler til at stå ubrugte, når det bliver sommer.”

“Ja, mor, byt du dem hellere til noget til dig selv!”
Og det kan i lige tro jeg gør, med glæde, og også med en glæde over, at hun på en ordentlig måde takkede nej.