Lidt af hvert

ER DER LIV…

16/01/2006

Ikke ret meget på denne formiddag, hverken dyr eller mennesker vrikker ret meget med ørerne.
Amanda er hjemme med ondt i halsen, og jeg er bare helt “splattet”, kraniet fyldt med snot, øm hals, tungt hoved og ondt i brystet, ynk-ynk-ynk, det er den rene elendighed!

Vi drikker te med mælk og honning, og jeg har lokket Amanda til, at vi skal se “Krudt og Klunker”, en gammel dansk film baseret på Benjamin Jacobsens bøger om en livlig familie i 1890’ernes København.
Jeg ved, hun vil klukke over den, og jeg kan få lov til at småblunde, og føler jeg trang, ja så kan jeg strikke lidt på ærmet til Pisa, forfra for 5.gang…..

Lidt af hvert

TJAHH…..

15/01/2006


Her kommer den så, min hm-hm oplevelse!

Jeg strikker ivrigt, betaler ind imellem mange penge for et strikkekit, men raner også til mig af gratisopskrifter på nettet og i ugeblade; jeg bladrer i mine veninders mapper, og finder af og til noget,der frister.
Jeg inspireres og inspirerer, låner lidt hist og her, og elsker at købe lækkert garn på udsalg, lageret har endnu ikke nået den øvre grænse.

Med fare for at få ørerne i maskine, kommer hm-hm’en nu..

Enkelte designere bliver meget oprevede over, at vi kigger hinandens opskrifter, det er ikke tilladt, og bliver ret så irriterede over at se deres design strikket op i andet garn end det originale.
Fair nok, jeg ved de bruger timevis på at designe, mange timer på at overveje farver, og diskussionen om, hvad man må og ikke må skal selvfølgelig ses fra begge sider!

Jeg bladrede i går i Norsk Strikkedesign, og da jeg kom til et stort billede af den stribede røde bluse, studsede jeg lidt, det lignede da til forveksling Mermaid?!?!
Jeg bladrede om foran i bogen, udgivelsesår 1999, nåh!?!?

Mermaid er fra 2005, jeg ved det helt præcis, for jeg købte et kit, nærmest den første dag det var til salg.
Jeg insinuerer ikke, at nogen her “hugger” eller låner, men der er da i alle tilfælde en, der er blevet inspireret!

For god ordens skyld.
ja, jeg købte et originalt kit, men var alligevel ikke helt tilfreds med farverne, derfor er min version, som for øvrigt er min for tiden favourit trøje, ikke helt efter designerens hoved.

Lidt af hvert

DET SKULLE HA’ VÆRET KOKOSMAKRONER…

15/01/2006
Havde lige noget kokosmel, der skulle fyres af, og lidt chokoladerester, så jeg ledte i mine gemmere efter en opskrift på kokosmakroner med choko-stykker, men jeg fandt altså noget andet undervejs…

Det blev til gifler i stedet, med kokosmel i dejen, og kokos og chokoladestykker inden i, de ser gode ud!!