Lidt af hvert

Ikke just et persontræk andre plejer at beskrive mig med, min svigerfar kaldte mig engang dynamoen (og Torben håndbremsen ;-)), men i forhold til Tweedie, der kom mine forestillinger altså på tværs af affyringsrampen!

Jeg har længe villet strikke den, og har været tunet ind på, at den skulle være ensfarvet brun, altså uden de ellers smulle farveskrift, garnet har været på lager længe, og faktisk kan jeg ikke få mere, det er fra nu lukkede Filita.
Da jeg så skulle i gang, fik jeg en idé om, at opslagningskanten skulle være lyseblå, suser ind til byen, ikke mere garn af den slags hos Filita, afsøger de to andre garnforretninger i byen uden positivt resultat, ØV!!
SÅ nu har jeg prøvet med lyseblåt alpaca, duer ikke, alle mulige andre mere eller mindre blå fra gemmerne, men ak nej, det bliver ikke som jeg ønsker, og nu er jeg så hoppet på et rest turkis, og det bliver ret flot, synes jeg!

Snestorm??? Ikke her, endnu da, havde ellers håbet at vågne op til et fuldstændigt lukket land!
Jeg sørgede for nytårs-indkøbene i går, skal nemlig afsted i sommerhus i morgen, og ville ikke nøjes med det vores lokale Spar kunne byde på.
Så i køleskabet står der nu hamburgerryg og kålpølser i stakke, jeg har været ude og ae indtil flere gange, som sønderjyde i eksil er kålpølserne båndet til “hjemme”, uhmmmm…

Det sner, men ikke nok, tænk sig hvis vi kunne få lov til at sne inde, bare en lille stund, med alle lækkerierne, masser af tv og gode strikketøj’er!!

Jeg er irriteret på mig selv, sådan for alvor!!!

Jeg har, som sædvanlig, morgentjansen med Nugga, der altså ikke vil sove til længere end 07.00, og kan jo lige så godt bruge den tidlige “opstandelse” til noget fornuftigt, som f.eks. brødbagning, så resten af familien kan vågne til duften af nybagt brød (og jeg ikke behøver at ordne morgenhåret og klatøjnene for at hente rundstykker).

Op i røremaskinen med alle ingredienserne, på med dejkrogen og så ellers der ud af…
Ja, sådan var det i alle tilfælde den gang jeg stadig havde en karrygul loppemarkeds-købt Kenwood Chef til at stå på køkkenbordet, den æltede hvad som helst, gerne i stor-familie-portioner!

Men, ja jeg indrømmer det gerne, jeg er altså lidt af en hund efter lækre sager, ting der ser lidt godt ud og måske endda er set i et glittet dameblad….
Sådan var det også med Slapsvansen, altså for pokker Nigella har jo én, og Morten Heiberg har en Ferrari-rød, jeg har læst at den kan holde i 30 år, og den er fra USA, cool.

Så jeg plager livet af min stakkels mand, han kommer nemlig til at fortælle, at han sikkert kan skaffe den med en tusse i rabat, så kom dog i gang, fætter Guf!!
Konen her laver mad til flere umulige selskaber for at skrabe penge sammen, og sidste år ved præcis denne tid flyttede slapsvansen ind her på køkkenbordet.
Det bliver aldrig et kærlighedsforhold, nok bare et irritationsmoment!
Hvorfor er jeg så snot-dum, at jeg vil ha’ noget, bare, eller næsten bare, fordi det ser godt ud (troede faktisk også at det var en god maskine), det var verdens dummest køb.

Maskinen er god nok til at ælte dejen til et enkelt franskbrød, rive gulerødder til Coleslaw til 10 og hakke lever til 3 leverposteje, men det er ligesom bare ikke nok!
Jeg vil ikke ælte af 3 omgange for at lave en portion brød, min ovn er 90 cm. bred, skulle jeg bage et enkelt forkølet franskbrød af gangen??
Jeg satser på, at det der med 30 års holdbarhed er en and, og at jeg kan ta’ livet af den på 10, og så skal der en Kenwood op på mit køkkenbord igen!

Luksusproblem, ja det er det, men et irriterende et af slagsen ;-))