Browsing Category

Lidt af hvert

Lidt af hvert

EN VEST – HVIS JEG ER HELDIG…

12/10/2019

Jeg har gang i lidt forskelligt strik for tiden, det fine tørklæde fra forleden, en top til Laura, en Kumulus til Laura, færdiggørelse af Amandas egenstrikkede cardigan, som hun har brug for lidt assistance til monteringen af og vel også et par projekter til de små i familien. Alle projekter er vigtige og kan nogen hver især og i den anden ende af dem står der et par utålmodige sjæle og venter.

Men i dag er de alle sparket til hjørnet for en vest.

LUX vesten fra Sanne Fjalland, en lækker enkel vest med fine detaljer ved hals og ærmegab. Strikket i lammeuld og silk mohair.

Jeg ser mig faktisk allerede trække den over en af mine utallige hvide eller lyseblå skjorter og tilsætte et par jeans og et par støvler her til vinter. Det bliver jo så lækkert. Forestiller jeg mig i alle tilfælde, reelt ser jeg det jo først, når jeg er i mål med strikkeriet, men forestillingen og især vesten, som jeg har prøvet oppe hos Sanne, er fino fino…

Jeg har været på lageret og hente garn til den; stort set alt strik på mine pinde i 2019 er klaret med lagergarn og jeg overvejer at fortsætte i samme spor i 20, for der ligger uendeligt meget dejligt garn oppe i kasserne og det skal bruges, skal det.

Jeg fandt en spole med noget gråbrunt og let meleret lammeuld og kunne ved hjælp af den lille mærkat inde i papspolen regne mig frem til en løbelængde på ca 220 pr 50 gram og med en strikkeprøve i hus så ved jeg, at strikkefastheden passer. Jeg har en fornemmelse af, at garnet er tilbage fra de dage, hvor Garnudsalg lå hjemme i længen hos Liselotte og Kenneth.

Jeg fik viklet garnet af og vejet. 159 g gram og der er noteret et garnforbrug på 200 g til en str l, som er det der passer til mit brystmål.

Str xl har samme forbrug så jeg ved, at l ikke helt bruger de 200, men jeg tænker nu alligevel ikke, at jeg helt kan undvære 40 gram garn. Så jeg kiggede i resterne efter mulige garner til kanter ved ærmegab og hals og har hevet to forskellige farver Madeleine Tosh med ned en gråbrunrosa og en lys lys brun. Begge er gode og passer på hver deres måde til lammeulden, men jeg ender nu nok med at gå med den brune for at kunne bruge så mange forskellige farver skjorte som muligt under vesten.

Jeg satser på, at jeg når i mål på den måde. Måske er jeg heldig at det rækker. Og gør jeg ikke, så må ribben forleden trævles op og garnet bruges foroven og så må jeg lede efter et alternativ garn til ribben…

Den slags strikke-sudoku kan jeg faktisk godt li’. At få noget til at passe. Nogle rester med lidt forskellige strikkefastheder, der forvandler sig til et lækkert stykke brugbart beklædning, også når der ikke er helt nok af det garn, som ville ha’ været det allerbedste.

Jeg er ikke bange for at ende op med noget ubrugeligt, for jeg har ikke noget garn, som jeg ikke har lyst til at bruge, og jeg er vel efter snart 50 års strikkeri drevet nok til undervejs at opdage, hvis det ikke fungerer.
Og så skal det lager bare nedbringes, alt andet ville være tosset, der er så meget lækkert garn deroppe, garn til mange gode projekter i både børne- og voksen størrelse og for hver gang jeg får hentet noget ned deroppe fra og får det forvandlet til et stykke godt strik, ja så smiler jeg faktisk lidt lidt bredere.

“Brug hvad du har” passer mig godt. Både i strikkekurven, garderoben og i køkken- og køleskabet.

Det er også en slags LUX…

Lidt af hvert

DE SMÅ TING…

10/10/2019

Hvis der er noget, som jeg rigtigt gerne vil være god til, så er det at have øje for de små ting i livet.

De små gyldne øjeblikke mellem to fremmede, der passerer hinanden, et solmodent hindbær plukket på gåturen, fiskehejren over haven på vej mod søen, en rød solnedgang, et pust af frisk vind gennem vinduet ved min seng, duften af blomster i min have, en smuk stak brænde, roen i strikketøjet, en sprød syltet svensk agurk på min leverpostejmad, det bløde rene tøj, der ligger i kurven og venter på at blive foldet og lagt væk, en spindende kat på stolen ved siden af mig, musikken, farverne, naturen, smilene, ordene.

De små ting.

De små vidunderlige ting, der giver hverdagslivet nuancer og løfter de blå dage til fine dage…

Jeg tager mig tid, når jeg cykel hjem igennem landskabet, tid til at holde øje med de små skift, der sker i lyset igennem årstiderne. Jeg tager mig tid, når jeg går gennem supermarkedet til at kigge på dem, der er omkring mig, til at smile og til at sige lidt til dem, der står ved siden af mig, mens jeg vælger det, som jeg har lyst til at spise.

Jeg tager mig tid til at nyde den gode kop kaffe og æblet i både.

Til at ae min hund og ae mit garn og til at tænde lys lige i det hjørne, som jeg kan kigge hen på fra min plads ved bordet.

Tid er en luksus, som jeg ufrivilligt og uventet har fået forærende rigtigt meget af, tiden er givet til at jeg kan hvile mig, komme mig, blive en ny udgave, ikke en bedre udgave eller en dårligere, men bare en mere langtidsholdbar udgave af hende, som jeg inderst inde stadig er, og mens jeg bliver hende, så vil jeg sætte pris på at have tiden til at holde øje med og især glædes over de små ting.

De ting, der giver mit liv nuancer, puls og inderlig glæde.

Jeg har altid holdt øje, set alt, fornemmet alt, hørt alt, mærket alt, men nu får jeg det faktisk også taget helt ind og lagret der, hvor det giver og beriger.

De små ting…

Lidt af hvert

VERDENS BEDSTE LILLE PLET…

08/10/2019

Mens bloggen har ligget stille, forsømt, svigtet og uplejet er jeg flyttet. Sådan helt konkret og fysisk oven i alle de mentale flytninger, der har været nødvendige over de sidste år.

Jer, der følger med på Instagram, er blevet bombarderet med billeder og lovord om dette lille paradis på jord, men jeg synes altså, at historien om, hvordan vi landede her er så god og skør, at den sagtens kan gentages igen. Og igen. Og jeg bliver faktisk lige en anelse mere taknemmelig for hver gang, jeg fortæller den, for det helt utrolig lykketræf rammer mig klokkerent igen og igen.

Og et lykketræf var det…

I oktober 2017, da de sidste dage på stationen var klaret og jeg pakkede den lille sommerlejlighed sammen, mærkede jeg et tydeligt behov for, at min hjemmeadresse måtte forandres. De år på stationen med mulighed for at bo i skoven i perioder havde plantet et frø og også et behov for at bo der, hvor der var mere natur, mere ro og mere plads, jeg skulle ud af byen, ud af huset, hvor jeg havde nået at bo med alle pigerne fordelt på de tre etager, ud af den hjem, som blev en tryg base efter flytningen fra huset på heden.

Jeg begyndte at afsøge muligheder i udkanten af Silkeborg og i det nærmest opland, nedlagte ejendomme, huse til leje, lejligheder i forstæderne tæt på skoven og så videre, men enten var det for dårligt, for dyrt, for småt, uden tilladelse til husdyr eller for langt væk fra byen.

Jeg oprettede en profil på Boligportalen og søgte der et rækkehus i byens nordlige del, tænkte at det kunne være en mellemstation, indtil det rette dukkede op. Da jeg skrev på rækkehuset, svarede jeg på, hvad jeg følte var 117 spørgsmål om stort og småt og meget specifikke ting om mig og Amanda, der skulle flytte med mig, og jeg nåede at tænke, at det var godt nok omstændigt.

Allerede næste dag fik jeg et svar om, at rækkehuset var udlejet, men at jeg kunne komme i betragtning, hvis jeg ville indgå en aftale om at købe det inden for en årrække, nej tak ellers tak til det, ingen interesse what so ever, og så var den ellers lukket…

En times tid senere kom der en mail fra Boligportalen. Jeg havde ikke søgt andet og åbnede ikke mailen, min tanke var, at det sikker var en eller anden form for “Hvor tilfreds var du med Boligportalen?”, orkede ikke at svare, tænkte at det kunne gøres senere.

Senere samme dag fik jeg en SMS fra ukendt nummer. En mand skrev: Jeg har sendt dig en besked, jeg tror, at vi har det perfekte sted til dig og din datter og hund!

Og så kan det ellers nok være, at Anne S vågnede op og fik tjekket den “ligegyldige” mail, som jo ikke spurgte om tilfredshed men fortalte mig, at der lå en besked til mig på Boligportalen. Jeg læste beskeden og fik den vildeste hjertegalop. Kunne det være sandt? Lige der på landet tæt på byen? I et område, som jeg havde passeret hver eneste dag på min køretur til stationen og som vi i familien igen og igen havde sagt “Tænk at bo her!”

Jeg ringede selvfølgelig op med det samme og aftalen blev, at jeg kunne komme forbi samme aften. “Tag bare Huxi med” blev der sagt, først bagefter gik det op for mig, at det selvfølgelig skulle tjekkes, at hundene kunne enes, deres hund og min hund…

Amanda og jeg kørte afsted i aftenmørket sidst i oktober 2017 og da vi kørte ned ad vejen mod ejendommen, var det eneste vi kunne sige “Nej nej nej!” og så panikgrine lidt over, at det hele bare var så helt og aldeles surrealistisk og vidunderligt. Lige der i skovbrynet lå en smuk oplyst ejendom, som vi tidligere kun havde set på afstand oppe fra landevejen og lige der i lyset stod to smilende og imødekommende mennesker tæt på min alder og ventede på os. Hundene susede afsted sammen i begejstret galop med det samme og den iver, som de viste uden på, den havde både jeg og Amanda inden i.

Vi fik vist det lille gamle stuehus frem, småsnakkede og grinede og alt var rart og trygt. Da vi skiltes i gårdpladsen, fortalte de, at de havde været igennem Boligportalen for at finde egnede lejere og at de havde inviteret 3 hold til fremvisning. jeg lovede at vende tilbage næste morgen, når vi lige havde sovet på det, og give besked om det var et Ja eller Nej tak herfra.

Også selv om vi allerede der vidste, at det var et kæmpestort og rungende JA JA JA fra både Amanda og jeg, vi var solgt på stedet. Også selv om vi kun havde set stedet i kulsort aftenmørke, vi havde ikke set haven, vi havde ikke set søen og vi havde ikke set alt det vidunderlige, som ligger lige foran havelågen…

Næste morgen sendte jeg en SMS med vores taknemmelige Ja tak, ja faktisk sendte jeg allerede en SMS, da vi kom hjem om aftenen og skrev tak for deres imødekommenhed og den fine fremvisning, og i det samme jeg skrev Ja, så ringede de op og sagde, at de allerede aftenen før havde besluttet, at hvis vi sagde ja, så ville de aflyse de andre fremvisninger, vi skulle bo her, hvis vi ville.

Mit hjerte sang. Virkelig. Jeg var flyvende af lykke og græd faktisk en lille smule. Jeg mærkede bare helt dybt inde, hvor rigtigt dette var for os, for mig.

Et par timer senere stod jeg derude igen til en fremvisning i dagslys og jeg mistede nærmest pusten over, hvor smukt jeg skulle til at bo. Lige midt i den fineste natur og så faktisk bare i cykelafstand fra byen.

Vores eget lille lykkebo. Et lille gammelt skævt hus. Over 100 år gammelt men istandsat på fineste vis og vi elsker hver en kvadratcentimeter.

Et lykkebo lykketræf ud over de sædvanlige.

Et lykketræf, der faktisk i virkeligheden mere var en fejl! En gammekonefejl på et online medie. For jeg vidste ikke, at jeg havde oprettet en Bolig søges profil, jeg troede, at jeg kun havde søgt på det rækkehus og at det var det. Jeg vil kalde det den bedste fejl i hele mit liv!

Absolut bedste!

Og jeg holder aldrig op med at være taknemmelig for, at jeg begik fejlen, at min profil fangede deres øje og at vi nu bor lige her på det helt perfekte sted for netop os…