For længe siden – som i RIGTIGT længe siden – forelskede jeg mig i en lyskæde i svenske Granit.
Et besøg i butikken i Malmø er et absolut must, når jeg er på den side af Øresund, jeg må bare derind også selv om der ikke altid er de store penge at solde for.
De har verdens bedste madkasser, pæn pæn opbevaring til både køkken, kontor og værelser. De har fine lyskæder og enkelt og godt boligtilbehør og alt er holdt i rolige farver og former, det kan jeg li, det er en god pendant til alle vores loppeting herhjemme.
Det var vel nærmest, hvad man kan kalde kærlighed ved første blik, da jeg så den store lyskæde med kraftig sort ledningsværk og grove fatninger, jeg kom til at tænke på sommer, cirkus og skydetelte. Bare uden de farvede eller blikende pærer.
Men det blev ved forelskelsen, den kom ikke med hjem første gang.
Og heller ikke anden, tredie eller en af de mange andre gange.
Først nok mest fordi det nærmest kun var mig, der var forelsket.
Senere mere fordi, at turen derover æder en del af den pulje, som man kunne ønske sig at handle for.
Så ingen lyskæde til fruen…
Ikke før i går.
I går kom den med hjem og straks monteret og tændt.
For engang i sommer spottede jeg den i et magasin og kunne se, at den, der var afbilledet der, var fra danske House Doctor og ville være at finde i en kiosk i nærheden.
Og jeg har jo en mere end god pusher af HD lækkerier lige ved hånden og jeg var oven i købet så heldig, at den var bestilt til butikken.
Og så har jeg ventet. Og ventet. Og ventet lidt igen.
Og ind imellem glemt den.
For det var jo ikke en livsnødvendighed. Bare tæt derpå.
Og så i går, så var den der, og Helle huskede det, og jeg huskede det og alt var herligt og jeg fik den med.
Alle de små buttede pærer blev straks monteret og det var nærmest som når lysene tændes på træet juleaften, da jeg satte stikket i kontakten.
Næh.
Ihhh.
Ååhhhh.
Så glad blev jeg og så glad er jeg også i dag.
For det der med at ønske sig noget rigtigt længe og så pludselig ha’ det hos sig, det er på en eller anden måde bare dobbelt fryd…
Jeg havde en idé om, at kæden skulle hænge rundt om den dobbelt dør, der er imellem stuerne, og sådan startede jeg også med at hænge den.
Men det gik ikke.
Der er for langt imellem pærerne til at det så fint ud, så nu hænger den bare slynget tredobbelt om et lille søm monteret i den ene side af døren.
Lang og fin og sort og lysende hænger den der og sender et dejligt lys ud i rummet og giver stuen en ny dimension, fordi den bløder et tidligere mørkt hjørne op.
Alt godt kommer til den, der venter.
Tålmodigt.
Det gjorde jeg.
Og nu har jeg så et stiligt cirkuslys til at pynte vores stuer i vintermørket.
Og mon ikke den vil komme til at indgå i sommerens aftener på verandaen.
Det tror jeg…
