Mine første ferie-timer er blevet brugt til at få has på et hængeparti, og hvor føles det da bare dejligt nu endelig at kunne strege det ud i den lille brune bog!
Jeg vil lade det være en lærestreg, for havde jeg bare skrevet opskriften ned et par dage efter, jeg var færdig med mit Lizard, så havde det ikke taget længe; men nu hvor det var så længe siden, der måtte jeg ha’ gang i garn og pinde for at kunne huske.
Men nu er den klar, den fordanskede udgave…
Lizard
Garnforbrug 3 ngl. Noro Kureyon, plus minus.
Mønsteret går over 14 + 1 maske, jeg har slået 29 op, og mit tørklæde er ca. 20 cm. bredt.
SLÅ OM OG VEND (slov):
Strik til det i opskriften oplyste punkt, løft den næste maske løst af, før garnet frem mellem maskerne, altså ind mod dig selv, sæt den løse maske tilbage på venstre pind, vend strikketøjet og fortsæt på den side.
Når omslaget og den oprindelige maske skal strikkes sammen, stikkes pinde nedenfra og op gennem begge masker, og de strikkes ret sammen.
FARVESPIL:
For at udnytte farvespillet i garnet mest muligt strikkes der med både den inderste og yderste ende af nøglet, skift ved pind 1 og 7.
Jeg synes, det er lettere at dele nøglet i to, så kludrer det ikke så let sammen.
For et roligt tørklæde strikkes der med nøgler af samme farve, lidt videre bliver det, hvis det er 2-3 helt forskellige nøgler.
Mit er strikket af 3 forskellige, hver delt i to, og så er der skiftet temmeligt uorganiseret mellem de 6 små nøgler.
P 1: ret, evt. farveskift
P 2: vrang
P 3: ret
P 4: Strik 12 vr., slov, 8 r, slov, 7 vr, slov, 6 r, slov, 5 vr, slov, 4 r, slov, 20 vr, slov, 8 r, slov, 7 vr, slov, 6 r, slov, 5 vr, slov, 4 r, slov, 9 vr.
P 5: ret, strik omslagene sammen med maskerne som beskrevet ovenfor.
P 6: vrang
P 7: ret, evt farveskift
P 8: vrang
P 9: ret
P 10: 5 vr, slov, 5 ret, vend arbejdet uden omslag, 4 vr, slov, 4 r, vend arbejdet uden omslag, 19 vr, slov, 8 r, slov, 7 vr, slov, 6 r, slov, 5 vr, slov, 4 r, slov, 16 vr, vend arbejdet uden omslag, 5 r, slov, 5 vr, vend arbejdet uden omslag, 4 r, slov, 4 vr.
P 11: ret, strik omslagene sammen med maskerne som beskrevet ovenfor.
P 12: vrang
Gentag p.1-12, strik til ønsket længde, ved 3 nøgler bliver tørklædet ca. 175 cm., ikke vildt langt, men fint nok.
Jeg har fået hæklet en tungekant i Tweed 300 på mit, det er let at finde en matchende farve, og giver et meget mere færdigt look, og er også med til at “stabilisere” tørklædet, så det ikke ruller sig så meget sammen.
Jeg er ked af, at det har taget mig så længe at snøvle mig sammen til denne oversættelse, håber det er til at forstå, ellers må i maile…