Datter min –
datter fin.
Amanda –
den sidste i vores pigefolk til at blive konfirmeret.
Rosinen i pølseenden –
men hvilken rosin.
Lille og blød.
Mørk og sødmefuld.
Delikat og fin.
Tillykke sweetie…
Hold da så lige op hvor er jeg bare ude af sprøjteposeform altså!!
I mine gamle kokkedage kunne jeg lynhurtigt klare at lægge mange meter kransekagestænger med nougat på de store bageplader eller fyre beskidte mængder af sirlige Petits Fours af på et lynsekund.
Det var dengang –
nu har jeg bare en almindelig halvslatten husmor-arm og den bliver altså træt af at klemme og styre på én og samme tid…
Men nu er de der, de mange små konfekttoppe, og med en klat af den gode mørke chokolade under bunden, ja der er jeg sikker på, at de nok skal få ben at gå på.
Amanda og jeg har prøvesmagt, 3-4 gange, og de er gode, sprøde udenpå og bløde indeni, lige sådan som vi elsker dem.
Der er også taget et par misfostre fra til de to, som stadig roder rundt ude i verden, men ve dem, hvis de stikker hånden i kageposerne, for vi ved altså hvor mange der er…
Man kunne være startet fra bunden og selv ha haft ansvaret for at smutte og kværne mandlerne, men sådan gik det ikke her i dag, vi snuppede den nemme løsning og flåede nogle ruller fra Odense af hylden.
Rørt med æggehvide og lidt flormelis blev det en ganske udemærket masse og nu er de der i alle tilfælde, efter anmodning og bøn fra konfirmandinden, der elsker den slags hvinende søde sager.
Mon ikke hun får klemt nogle stykker ned oven i á la manden, der også kommer til at ligge godt i maven, når vi rammer lørdag aften…
Der arbejdes igennem i konfirmationens navn.
Der er gang i aktiviteterne ude og inde, så alt kan være lige i øjet, når vi om bare 6 dage skal fejre vores lillesøster.
I min “stilletime” her søndag morgen hyggede jeg mig med stjerner i rå mængder og der blev leget med farver, mønstre og kontrast, og parret og skilt og parret på ny.
Og efter nogle timer kunne jeg tilfreds vinge af på to-do-listen, der hvor der stod bordkort.
Det vil sige, der mangler jo faktisk lige at blive limet nogle kalkér-strimler med navne på,
men det bliver senere på ugen…
Stille og roligt arbejder vi os igennem listerne, der er lange og omfangsrige, der er en del at gøre, når der skal festes herhjemme et par dage i træk med en ordentlig flok gæster, men for pokker hvor vi da glæder os til at byde dem alle velkommen.
Jeg kunne sådan ønske mig, at jeg kunne holde fri hele ugen, så der også kunne blive lidt frikvarterer at nyde imellem aktiviteterne, men sådan bliver det ikke – tvært imod – der venter et par lange kursusdage mandag og tirsdag, men fra på onsdag, så får den gas.
Med indkøb og islagkager, med bonderoser og brødbagning, med lister om stort og småt og så alt det midt imellem, det kan bare komme an, for er der noget jeg elsker, så er det at skrue en god fest sammen, og det gør jeg bedst under let pres…