Han fylder rigtigt meget herhjemme, ham lille Otto, ikke fysiske for han er jo stadig bare en lille splint på 1.5 kilo, men i hjemmets aktiviteter og samtaler, der må jeg indrømme, at det hele er en smule ottoficeret for tiden.
Men er der noget at sige til det?
Han er jo skøn!
Smuk, nysgerrig, kontaktsøgende, kælen og vims.
Og efterhånden også lidt nysgerrig på, om den store hvide pelsklump mon kan bruges til andet end at spæne væk fra.
De skal nok blive BBF – Nugga er tålmodigheden selv og Otto en selskabspapepøje, så de finder ud af det…
Vi mangler store Viggo her i familien, det hule bump, når han hoppede ned fra sin yndlingsstol, de mange snakkelyde, som kom fra ham, hans frækhed og troskab mod Amanda. Det tager tid at vænne sig til at undvære, også selvom der er en lille én, der kræver opmærksomhed og selskab.
Vi er vilde med Otto, rigtigt meget, han er allerede en elsket lille misling, men det er på samme tid sådan lidt bittersweet, for han er her jo kun fordi der er en anden, der mangler.
Men sådan blev det og vi vænner os, det gør man jo til alt…
Hænder og fødder er igen fyldt med små mærker, sofa og guldtæpper er igen blevet steder, hvor man kan sætte kløerne i for at få et godt afsæt for et tigerspring, gulvene bruges som glidebaner og alt på vejen får et dask for at komme i bevægelse.
Og så er et bruseforhæng for øvrigt et ganske udemærket stykke legetøj, det kan både flagre og skjule, det er vildt. Og nu også hullet.
Jow jow – der er skam nok at fornøje sig med, når man hedder Otto og ikke er et næsehorn, men en lille killing, der vokser med lynets hast og indtager verden med et nysgerrigt blik og fart på de kæmpestore pelsede poter…
