Der bliver samlet december-udstyr sammen i disse dage.
Kalenderlys, adventslys, lærkegrene, store kogler, bånd, stjerner, stager, tal, papir, blomster, gran og glimmer.
Vi bakker op.
Finder det, som vi ved skal bruges, skriver op og lægger planer og begynder at glæde os til at åbne julekasserne sidst på næste uge.
Egentlig vil jeg helst pynte den 1. adventssøndag, men det kan jeg af gode grunde ikke i år, så mon ikke det bliver lørdag aften?
Jeg tror det.
For når klokken slår december, så er der bare ting, som skal være på plads.
Sådan er det.
Til den tid og ikke før…
I år har jeg ikke engang luret i mine julekasser, jeg har nok at gøre med at få styr på løjerne til julemarkedet.
Men jeg udtænker små tableauer, planlægger gak og gøjl og er ved at ha’ styr på, hvad der skal stå hvor og hvad der må blive i kasserne denne december.
Ikke alt kan komme frem, pladsen er ikke til det og måske i virkeligheden heller ikke lysten.
Jeg har det bedst, når december fejres med måde, gerne pynt og egentlig også pænt meget pynt, men der skal også være flade, der bare er hvide og glatte og uden halløj.
Men det er ikke endnu.
Først er der en håndfuld novemberdage tilbage at nyde.
I skoven, i sofaen, ved arbejdsbordet og på job.
Og det er uden udsigt til pynt og glimmer.
I år vil der sikkert også være ting, som bliver i kasserne fordi jeg vil passe på dem.
Vi har i alle tilfælde en enkelt beboer her, som sikkert vil synes, at det er en fest at ruske og møffe den fine pynt.
Så kun det, som kan erstattes, kan komme frem, det andet holder pause.
Måske ender vores december mere bar end ellers.
Men december bliver det og det glæder jeg mig til…
