Browsing Category

Hverdagsliv

Familieliv, Hverdag, Hverdagsliv

UD OG HJEM, FREM OG TILBAGE, JOB OG HVILE…

25/03/2014

Mirabelle...

De her hverdage har det da med at røve døgnets timer.
Jeg slår øjnene op og inden jeg når at blinke 5 gange, ja så er det aften igen og tid til at lukke dagen ned.

Jeg får arbejdet og jeg får passet mit hjem, min have, mine piger og min hund.
Og så ikke ret meget mere.

Starter dagen før solen for alvor er oppe og går i seng en times tid før midnat og jeg synes, at jeg er i gang det meste af tiden.
I gang og travl, ikke for travl, bare travl og med ikke så meget tid til bare at være…

Men sådan ser det vel ud for de fleste af os.
En evig balanceren mellem pligter og pleje, mellem aktivitet og hvile på både det fysiske og mentale plan.
Afsted afsted.

Heldigvis er jeg blevet så meget bedre til at skabe lommer med ro i løbet af de travle dage.
5 minutter ved mit skrivebord på jobbet, 5 minutter med lukkede ører mod kontorets summen, med en frisk kop te og en tanke om ingenting.
5 minutter i haven med lukkede øjne og dybe åndedrag, 5 minutter hvor hunden kan grave og spurte uden min indblanding.

Små lommer i køkkenet med blikket rettet mod aftenhimmelen, små lommer i mit eget stille selskab.

Bare 5 minutter og så er der tanket op til et par timer mere med gøremål og åbne ører for pigernes tanker, ønsker og reflektioner.

Ud og hjem, frem og tilbage mellem job og familie, tanker om alt og intet og en hel masse at gøre.

Hverdagen er god og tryg og meningsfyldt men også en tidsrøver…

Familieliv, Husdyr, Hverdagsliv, Lidt af hvert

KORTERE NÆTTER OG AFTENER I HAVEN…

27/10/2013

Tidligt og silde...

Ny hund – nye boller på suppen.
Afbrudt nattesøvn, kun ganske korte momenter til egen disposition, tidligere op end i flere år og konstant åbne ører og øjne.
Sagde jeg virkelig frivilligt ja til at stå på kl 05.45 en weekendmorgen?
Og ja til at være den, der tog nattetjansen?

Sagde jeg ja til omrokering af hjem og flænsede huller efter syle-tænder i min yndlingsskjorte?
Åbenbart.

Ind imellem messer jeg for mig selv
“Det er bare en overgang – det er bare en overgang – han bliver en stor og rolig hund – det er bare en overgang”.
For det er det jo, bare en overgang, hurtigere end jeg får lappet hullet i skjorten er Huxi mere sovende og mindre bjæffende.

Men lige NU –
ja der er det livligt.

Og jeg elsker det langt det meste af tiden…

For der er jo også masser af herlighed indbygget i sådan et lille bæst.

Gode grin, masser af motion og frisk luft, energi, gode udfordringer i at få opdraget som man ønsker, hengivenhed og god sund kontakt.
Jeg er et hundemenneske og tager gerne det sure med det søde og må så ind imellem også lige ha’ lov til at smide et hjertesuk.

Men det meste af tiden så er det herligt at ha’ hvalp, det giver oplevelser, som jeg ellers ikke ville ha’ fået.
Forleden aften tilbragte jeg f.eks. lang tid i en mørk have med en hvalp, der var fuld af krudt og løjer, jeg sad der i mørket og lyttede til HUxis møfle-lyde, lyttede til byens lyde og sippede en god kop kaffe. Der var rigtigt mildt ude og det gjorde mig faktisk så godt at sidde der og bare sidde.
Det var mere afslappende end sofa og tv, det var en rigtig dejlig måde at få rundet dagen på og rigtigt hyggeligt at lytte til lyden af hvirvlende efterårsblade på græsset og et dyt fra en utålmodig bilist…

Da Huxi var færdig med at spænde, så kom han hen og lagde sig ved mine fødder, og så sad vi ellers der, sådan lidt Du-og-jeg-Emil-ish, hund og menneske i ro i oktobermørket.
Og det lille moment opvejede så rigeligt, at jeg senere måtte forlade min gode dyne for at nattelufte.

Lige nu er der ro her, nogen sover formiddagssøvn, og jeg ved, at jeg har en times tid til rådighed, før der igen skal luftes, leges, fodres, trænes, afrettes, luftes igen og spænes.
Egentlig var der flere ting, som jeg burde tage mig af, men vi aftaler lige, at jeg lynhurtigt smider mig på sofaen og forsøger at indhente en lillebitte smule af den søvn, som jeg mangler, og hviler min stemmer, der er slidt af “Stop, nej, dygtig, sit, dæk, plads, ned, slip, stop”.

Bare lige et kvarter på sofaen med dyne.
Bare lige en lille belønning for kortere nætter og tab af egentid…

Familieliv, Hjemme, Hverdagsliv, Og mig selv - sagde hunden

HVERDAG HVER DAG…

22/10/2013

Stilleben i hvidt...

Sæsonens første...

Højt skum...

Dagene kommer som perler på en snor, den ene efter den anden, man når knap at sige godnat til den ene før man er i gang med den anden.
Hverdagene fylder. Job, familie, forpligtelser, hus, have, hvalp, indkøb, madlavning, vasketøj, rengøring, aftaler og alt det andet velkendte.

Det er trygt og godt og forudsigeligt.
At det er hverdag, at vi ved hvad vi skal og hvad der forventes af os, at vi kan klare mange af opgaverne med den ene arm på ryggen og halvt lukkede øjne, meget er automatiseret og kører af sig selv uden de store anstrengelser, det er godt for det skaber rum og tid, når noget klares på rutinen.

Så er det at der bliver små oaser af ingenting, små pauser, hvor der kan stemples ud af to-do-listerne og hvor tiden bare flyder, hvor jeg bare flyder, er i flow, hvor kroppen føles let og tankerne tager på langfart.
Det gør godt og det skaber det overskud, som jeg tænker er nødvendigt for mig at samle til at drifte min énmandshær…

Engang løb jeg bare afsted med tungen ud af halsen, sigtede efter fredag, hvor jeg igen kunne få pulsen ned og få lov til at sidde lidt i ro. Men det holder jo ikke det der løberi, jeg har brug for ro og sid-ned til hverdag, hver dag.
Bare lige en lille – og sommetider en større – stund, hvor jeg gør det, som jeg trænger til.

Dagdrømmer.
Blunder.
Aer en kat.
Kysser et barn på håret.
Skriver.
Strikker.
Lakerer en negl.
Sender en sms.
Lytter til musik.
Maler.
Spiller.

Det som jeg trænger til, hvis jeg trænger.
Og ellers er jeg blevet ret god til bare at sidde.
Sidde og glo.

Jeg har gjort det alt for lidt.
Det har taget mig lang tid at mærke, hvor godt det er for mig, og også lang tid at give mig selv lov til at lade de andre gøremål hvile så længe, lang tid faktisk at skabe den ro inden i, som er nødvendig for at de få minutter i ro skal give energi og ikke bare generere mere travlhed, når jeg rejser mig igen.

Ret god er jeg blevet, men ikke så rutineret at det bare sker af sig selv, jeg skal planlægge, sætte rammen og skabe hullet, for ellers kører kroppen og tankerne deres eget løb på de gamle rutiner og pludselig har jeg ikke siddet ned i mange timer, men har flintret rundt for at opfylde på egne og andres formulerede og også aldrig italesatte behov.
Men jeg skaber hullet, åndehullet, til hverdag, hver dag, og det gør mig så godt, det gør mig mere mild, mere rummelig, mere i balance, mere Anne…

I dag blev det lille frikvarter, åndehullet, tilbragt ved spisebordet med udsigt til sæsonens første hyacinter og bløde lys, med en lille varm hund over fødderne, med hænderne begravet i ensformigt men zen-agtigt foldearbejde og med et brunøjet stille barn overfor mig.

Jeg er en heldig kvinde.
Heldig at det kæmpe knubs som livet gav mig for et par år siden sendte mig i en bedre og roligere retning, heldig at jeg var opmærksom på, at jeg gerne ville noget andet, at jeg ville roen og at jeg ville omsorgen og tiden for mig selv.
Og heldig at de, der er omkring mig både i hverdagen og hverdagen, så hvor godt det gjorde mig og derfor gjorde hvad der måtte gøres, for at jeg kunne holde fast i det nye.

De var og er måske i virkeligheden bedre til at holde mig på sporet, end jeg selv er.
Måske havde jeg brug for deres accept og forståelse for selv at kunne overgive mig til roen og det langsommere tempo.
Kys til dem.

“Who says I can’t be free
From all of the things that I used to be?
Rewrite my history
Who says I can’t be free?”

Synger John Mayer.
Jeg gider godt at synge med.

Og jeg bliver bedre og bedre til det…