Browsing Category

Gode sites

Bloggen, Gode sites, I køkkenet, Lidt af hvert, Mad, Og mig selv - sagde hunden, Oplevelser, Øko-ven

HELDIGE KARTOFLER…

25/08/2014

Få udvalgte...

I kurve og sæk...

Anne H...

Kartoffelsuppe....

Samosa og blå kartoffel...

I torsdags var jeg sammen med en lille flok inviteret til en aften i køkkenet sammen med Anne Hjernø i Økologisk Landsforenings hus i Aarhus.
De havde inviteret i anledning af den økologiske uge og fordi de har fået Anne H. til at lave en lille bog med kartoffelopskrifter, økologiske forståes.
De havde også inviteret Kirsten Skjøde Donslund, som oppe i nærheden af Bjerringbro dyrker 17 – eller var det i virkeligheden 19 – forskellige kartoffelsorter og også dejlige sortbrogede grise med krølle på halen.

Jeg havde glædet mig rigtigt meget til at skulle i køkkenet sammen med en blandet flok af unge og mindre unge kvinder, som har det til fælles, at de har en særlig interesse i mad. Ikke bare det at spise den, men også at tilberede den, nørde med den, undersøge den og oftest også vælge den, som giver mening i det lidt større billede, altså økologisk dyrkede råvarer med det størst mulige indhold af gode sunde vitaminer og mineraler.

Det er ikke så ofte, at jeg laver mad sammen med nogen, som elsker det lige så meget, som jeg selv gør, det fik en ende, da jeg skiftede kokkefaget ud med det pædagogiske, og det er bare noget helt særligt at stå ved siden af nogen, der sukker henført på samme måde som én selv, som får et særligt saligt blik, når øjnene hviler på en ekstra god råvarer og som kan tale solen sort om mad, tilberedningsmetoder, særlige gode steder at handle, ælteteknikker, forskellige sukkerarter, umami og glæden ved gult smør.

Jeg elsker det!
Og kunne dér i køkkenet på Silkeborgvej pludselig mærke, hvor meget energi det giver at være lige der ved komfuret og bare lytte og iagttage…

Vi blev så forkælede gjorde vi.
Der var linet op med frugt, nødder, vin og Antons saft og de store imødekommende økologiske smil og perlelatter var også fundet frem og man var ikke et sekund i tvivl om, at man var ventet, velkommen og i godt selskab.

Anne fortalte lidt om kartoffelbogsprojektet og om sit samarbejde med Økologisk Landsforening. Hun talte om sundheden i at spise det, som vokser omkring en, allermest fordi det er det, som passer til vores DNA og baggrunden for disse teser. Hun brænder så tydeligt for de gode råvarer og for at undersøge, hvad der giver god mening omkring dyrkning, transport og optimal udnyttelse.

Kirsten fortalte så varmt og ivrigt om alle sine økologiske kartofler, at det var næsten rørende, det er længe siden, at jeg har mødt så dedikeret et menneske med så stor en viden om en særlig lille knold. Kirsten er en slider, en ildsjæl og en kvinde med noget rigtigt fornuftigt på hjertet og jeg blev meget meget inspireret af at høre hende tale om det at leve sin drøm og knokle igennem for at udbrede sin kærlighed til den ille fine knold.

Planen var madlavning i små grupper og med rig mulighed for at loppe den af på den gode måde med snak og grin og nysgerrighed, for opgaverne var få og hænderne mange og jeg brugte nok allermest tid på at sludre og iagttage.
Jeg var på kartoffelsuppeholdet og da urte-boullionen var tæt på ikke eksisterende, ja så måtte der freestyles med garam marsala, rørsukkersirup, hvidvin og andet godt fra depotet, en fælles insats fra Anne S og Anne H så endte suppen hot og herlig men nok ikke sådan lige at gengive…

Et andet hold lavede kartoffelsamosas og de sidste bagte citronkage med marcipan og kartoffel.
Og heldigvis kom ordsproget “For mange kokke fordærver maden” ikke i spil, det var nærmere noget med for få ovnen gør processen lang, men det var så lige meget, for alle hyggede sig og talte en masse om mad, om blogs, om fotos og redigering af disse og så lidt mere om mad.

Alle inviterede var bloggere og selv om jeg godt ved, at jeg også var der, fordi at jeg er “sådan én”, ja så har jeg det faktisk ret så svært med at betragte mig selv som en del af den klan, jeg er jo bare Anne og bruger aldrig – eller har aldrig før brugt – min blog på den måde.
Men lige dette arrangement havde jeg så meget lyst til, at jeg overvandt den generthed, som jeg faktisk har, når jeg sættes i en forsamling, hvor jeg på en eller anden måde på forhånd er defineret, her som blogger.

Jeg tænker ikke, at nogen i virkeligheden opdager, at jeg er frygtlige genert omkring den private Anne, fordi jeg deler så meget af den personlige her, men det er en helt anden snak og har intet med en økologisk kartoffel at gøre.
Men det giver måske bare et lille hint om, hvorfor jeg har det så vanskeligt med ord som bloggerevent og madblogger/modeblogger/økoblogger/haveblogger, jeg er ingen af delene, jeg er bare Anne.
Men en Anne, som stornød at være der i køkkenet med en glad madentusiatisk flok…

Da alle retterne var færdige, blev der dækket op ved langbord med mulighed for mere – ja faktisk masser af – snak om alt og intet og det der imellem.
Om hashtags, kulhydrater, hønsefobi, æstetik, madpakker, børn, Anders Agger, økologi, god chokolade og andet dejligt.

Og der blev taget billeder.
Tæt på og langt fra.
Med og uden blitz.
På skrå og på hovedet.
Med mobiler og spejlrefleks og med og uden store linser.
Mange billeder.
Hele tiden.

Jeg tog ikke mange, for lyset i lokalet var ikke til den slags for mig, jeg tog få billeder ude i gråvejret og støvregnen, det virker for mig, der nægter redigering, jeg vil ha’ den rene vare og så accepterer jeg gerne de begrænsninger, der ligger deri.
Men jeg tog nogen og især de blå kartofler gør sig jo rigtigt godt der på den hvide tallerken på et vejrbidt bord i en gårdhave i Åbyhøj.

Måske har du lyst til at smutte forbi hos et par af de andre inviterede?
Nogle af dem finder du lige her:
Little Country Life

Rustic Kitchen Affairs

Madfusionen

Jeg er helt sikker på, at jeg vil vende tilbage til Little Country Life igen og igen, for jeg har en fornemmelse af, at jeg kan blive hjulpet godt på vej der i.f.t. hønseholdeprojektet herhjemme, som jo desværre bliver bremset gang på gang af min ret så udprægede angst for baskende høner.

Det var en dejlig aften og skulle en invitation fra økologerne ryge i min retning en anden gang, så deltager jeg gerne, det var vidunderligt at blive sørget så godt for på en helt almindelig og halvgrå torsdag.
Tak til de grønne damer fra Silkeborgvej, til de skrivende kvinder fra cyberspace og til Kirsten og Anne for drive og engagement.
Jeg er fan…

Og skulle du ha’ lyst til at hoppe i køkkenet med bogen om Skønne økologiske kartofler og Annes bedste kartoffelretter, ja så er den at få sammen med Femina på torsdag.

Faktaboks, Garn, Gode sites, Strik, Strikkeopskrifter

LAURAS HØSTJAKKE…

10/08/2014

Høstjakke....

Ret og glat....

Skulder....

Skød...

Mormorstrik...

For et par måneder siden startede jeg på en Høstjakke til Laura.
Hun ønskede sig den rigtigt meget og jeg tænkte, at jeg kunne strikke den på nul-komma-fem, ingen ben i det, store pinde og et enkelt mønster.

Men sådan gik det ikke, jeg kedede mig bravt og fandt på alle mulige undskyldninger for ikke at motionere Høstjakken.
Gab-suk-støn, kedeligere end kedelig at strikke og så er mine fingre i virkeligheden ikke ret gode venner med noget tykkere end p.4.

Så den har lumret i strikkekurven, prikket til min lidt dårlige samvittighed, når jeg har fået øje på den og Laura har skam også prikket. Ofte og med et lidt stramt drag om munden…

Da jeg pakkede strikketasken til ferien, røg Høstjakken med og jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg i alle tilfælde skulle ha’ den op af posen for at se, hvor langt jeg egentlig var kommet og så lægge en plan for færdigstrikning.

Så det gjorde jeg så på en af de regnvejrsdag, som holdt os inde i sofaen med kaffe, film og dyner. Jeg hev jakken op og så til min store fryd, at jeg jo var længere, end jeg huskede, jeg havde skam fået lavet alle udtagninger og delt til krop og ærmer og foran mig lå bare en stak timers automatstrik uden udfordringer.

“Jeg lover dig, at den er færdig d.1.9., Laura, jeg skal i sommerhus med strikketanterne sidst i august, så der er der flere dage med plads til at få den afsluttet, jeg lover dig det!”…

Og da jeg så alligevel havde den oppe af posen, så kunne den lige så godt få nogle centimeter lagt til.
Og det fik den, flere og flere og pludselig var jeg ved det nederst af ryggen, hvor der lige kom lidt afvekslingstrik i form af en i-cord som aflukningskant.

Ærmerne var jo hurtigt klaret efter det, sammenlagt 3 korte aften-ophold i sofaen med lidt nyheder og et afsnit af en amerikansk serie og så var der to ærmer.
Montering var der ikke meget af, så onsdag aften kunne jakken smides i maskinen til en gennemskylning og centrifugering. Jeg ved godt, at mange vil sige, at vask af strik er unødvendig, men jeg synes altså, at maskerne lægger sig smukkest, når de har været en tur i maskinen, og når jeg tænker på, hvor varme mine hænder kan blive, når jeg sidder med så stort et stykke strik, så er det også passende, at lidt sæbe lige gør kål på det snavs, som mine hænder vil ha’ efterladt…

SÅ jeg nåede det – endda i så rigeligt med god tid – inden d.1.9. og Laura er glad for Høstjakken, der er blevet præcis som hun håbede og som passer og klæder hende så fint.
Og hvor føles det godt, at den nu er ude af kurven og væk fra min samvittighed.

Måske kan hun lokkes til at svøbe sig i strikken og optræde foran kameraet, måske, i alle tilfælde hvis jeg venter med at spørge til et andet tidspunkt end lige præcis en doven søndag formiddag med rastahår, pandaøjne og hængerøv.
Jeg tror godt, at hun gider.

Og hvad så nu?
Hvad skal jeg nu strikke?

Altså ud over alle de der mormor-småtterier, som ryger af pindene i et up-beat tempo.

Amanda har bedt om en Anders Agger islænder, vi har ikke et billede, men må tilbage i udsendelsen fra smukke Island og finde lige præcis dén, som hun mener, for han havde vist et par stykker på.

Sophie har bedt om en Marthe jakke. I sort. Mønsteret er købt og garnet vel nærmest på lager.

Og mig selv, sagde hunden, ja jeg skal vel også ha’ lidt efterårsstrik. I gråt. Jeg mangler en cardigan, ikke for tynd, ikke for tyk, lidt længere end talje-lang.

Hhhmmm – beslutninger beslutninger.

Godt at det er søndag og at der er masser af tid at tænke og overveje i.
Jeg strikker lige en lille babytrøje, mens jeg tænker…

FAKTABOKS

Mønster:
Höstjakke fra Pickles. Jeg har lige set, at den er i det nye og faktisk fine håndarbejdsblad Maries Idéer. Både i voksen og børneudgave endda. Tror jeg.

Garn:
Fra Garnudsalg. Det duer. Hver gang.
Jeg har strikket med 2 tråde højlandsuld og 1 tråd silkmohair. Det gav den perfekte strikkefasthed og er også vidunderligt blødt og let- Og rigtigt nemt at strikke jævnt i.
Jeg har ikke vejet den, men mon ikke den vejer i omegnen af 500 gram. Fordelingen af de to kvaliteter har jeg ikke overblik over, da jeg har strikket af allerede påbegyndte nøgler.

Størrelse:
Small

Pinde:
4.5 og 6 mm som anbefalet. Jeg havde kun en lang rundpind i rosentræ i den store størrelse, hvor var den da irriterende. Giv mig bare en helt almindelig Addi, det er dem, jeg elsker allermest.

Egne krumspring:
Ikke så mange. Alt undtagen ærmerne er strikket præcis som opskriften siger.
Ærmerne har jeg strikket længere og smallere. Flere indtagninger og flere omgang, ikke meget hokuspokus i det og så har jeg afsluttet dem med samme i-cord som nederst på ryggen. Jeg holder af gentagelser og ensartethed i strik og derfor synes jeg, at dette her er en bedre og mere klædelig løsning end de lidt kortere ærmer med opsmøg, som egentlig er “de rigtige”.

Jeg havde på forhånd læst flere steder, at jakken var vid på skuldrene og havde tendens til at glide ned. Det fik mig ikke til at ændre i opskriften og egentlig sidder den også flot på Laura. Aftalen er, at begynder den at gå sine egne veje oppe for oven, så laver vi en lille “opstramning” med en række hæklede masker hen over hver skulder på indersiden af arbejdet. Men den tid den sorg og hæklenål.

Fin er den blevet og barnet er så tilfreds.
Men regn ikke lige med flere af samme slags her på kanalen, for i guder hvor var den dog kedelig at strikke.
Så NU skal der findes et stykke strik med lidt mere afveksling og måske er det dumt så at starte ud med den grå cardi til mig selv…

Garn, Gode sites

G(ULD) OG ANDRE FERIESTRIKKERIER…

17/07/2014

g(uld)...

Vintage pinde...

Hengemt projekt...

Alpaca sky....

Blandet tyndt uld...

Det er ikke svært for mig at pakke tøj og den slags til ferier.
Bikini, solcreme, toiletgrej, underhylere, 2 sæt tøj og et par Birkenstock, så er jeg kørende.
Okay – måske lige en lille cardigan med det vejr, som det franske har budt på i år, men så heller ikke mere.

Meget værre er det for mig, når jeg skal bestemme mig for bøger og garn.
Det er SKRÆKKELIGT, hvis man får det forkerte med!
Okay – bøgerne kan man selvfølgelig lynhurtigt hente som e-bøger på både Saxo og e-reolen, hvis det bliver nødvendigt.

Men altså garn og pinde og egne udvalgte opskrifter, det må bare være på plads.
Jeg nægter at sidde og skumle på en ellers dejlige ferie, fordi jeg ikke har det garn med, som jeg har lyst til at strikke af, jeg nægter!
Mit strikketøj må være af den gode slags, totalt lystbetonet og ikke bare det mindste pligt eller sur forpligtelse, så derfor tænkes der nøje over, hvad der lægges i tasken…

“Ta’ nu bare rigeligt med!” kunne nogen nok fristes til at sige. Og de kan være rolige, jeg rejser ikke let, når det kommer til den slags, men der er dog alligevel grænser, når man skal være 4 kvinder/piger i en C4.
Især hvis man også gerne vil ha’ lidt med fra grænsen og det er der nogen, der vil.
Så rigtigt som i virkelig rigeligt kommer der ikke med.

Og det behøvede jo egentlig ikke at være et problem, hvis man nu var særligt hooked på ét bestemt projekt eller to.
Som f.eks. en Kashmir eller en islænder mere.
Eller et stribet hæklet tæppe.
Men sådan er det ikke, jeg er sådan lidt en ubeslutsom og troløs strikker for tiden.

Et par pinde hist og et par pinde pist.
Lidt på en børnetrøje.
Lidt på en Høstjakke til Laura.
Lidt på nogle sekskanter til et tæppe.
Lidt på et par klassiske ribundertrøjer til bebs.
Bare lidt af det hele og ikke rigtigt noget alligevel…

Jeg har bladret mine opskrifter igennem, både dem af papir og de elektroniske. Jeg har afsøgt Ravelry og luret på andres projekter på Instagram og blogs og der er stadig ikke rigtigt noget, som får mig til at kaste armene i vejret og garn på pindene.

Så nu bliver der pakkket gear til Mormor-kassen.
Sådan en kasse, hvor en strikkende mor, der en dag bliver mormor til mange søde unger, kan begynde at bygge lager.
Tæpper, djævlehuer, sokker, undertrøjer, cardigans, barnevognsbukser, luffer og den slags livsnødvendigheder.

Ikke for at lægge pres på nogen men en eller anden dag så bliver jeg da vel mormor.
Med 3 børneglade døtre så er der da ligesom god mulighed for det…

Så jeg lægger tyndt uld frem i bløde neutrale nuancer.
Og pinde i 3-3.5-4 mm, både lange og strømepinde, små hæklenåle og maskeholdere.
Og jeg tjekker, at min iPad er godt fyldt op med de mønstre, som jeg holder af, når det gælder småbørnsstrik.
Dem er der mange af.

I uldbunken ligger et stort fed blødt g(uld) farvet med birk af Anne og Louise, de plantefarvende guldpiger.
Jeg har haft garnet liggende siden de slog døren op til deres webshop, jeg skyndte mig at trykke køb, for jeg havde længe haft lyst til at strikke af deres garn, men var aldrig stødt på dem i levende live på strikkefestivals eller andre gode steder.

Jeg ville egentlig gerne ha’ haft noget uld farvet med indigo/valnød, men det var der også andre, der ville, og jeg endte derfor med birk, men det er nu også smuktsmukt og meget let at bygge andet op omkring.
For det er faktisk det jeg har gjort, taget g(uld) frem og en cone med Alpaca Sky fra landets allerbedste garndealer og så ellers været på fangst i restekasserne efter noget, der kunne spille sammen med de to første.
Det var ikke svært at finde og nu er der så et par kilo garn, som kan forvandles til baby-stuff.

Og hvis jeg ikke gider det alligevel, så er der også pakket dæmpede orange/røde/lilla farver til hæklede sekskanter, der skal rammes ind i lyseblåt.
Til et tæppe.
Til en perron.
Et sted i Jylland.
Næste år.

Men først g(uld) og andre feriestrikkerier…