Og så er det sådan set lige meget om jeg er i et lille hyggeligt sommerhus på Fanø, en gammel rød gård i Sverige, en lejlighed i indre by eller hjemme i det sorte hus på heden.
Det er ikke det, der giver følelsen af “hjemme” –
det er at sidde i ro og kunne se og høre mine 3 smukke stærke piger.
SÅ er jeg hjemme, der hører jeg til, det mærker jeg rigtigt meget lige nu…
Vi er landet i det fysiske hjemme igen efter nogle skønne dage på Fanø, vejret har været blandet, det har vist sig fra smukkeste og også vildeste side og vi har taget det hele med.
Dagene har været blandede på vejrfronten og også i stemningslejet.
Vi har grinet og grædt, været oppe og nede og famlet os lidt frem i at være den familie, som vi nu er blevet til, vi går med krykker men en dag løber vi frit og ubesværet igen.
Før eller siden.
Og heldigvis så er der da masser af vidunderlig stunder på vej hen til “en dag” og vi havde en ordentlig stak af dem på øen længst mod vest…
Fanø gør godt, vi nyder alle at være der, falder sådan rigtigt til ro og kommer så langt ned i tempo, at vi nærmest kan gå lidt baglæns.
Der er intet vi skal, men en masse vi kan og vi kan også bare lade vær’, vi gør noget sammen og noget hver for sig og ind imellem så flyder vi bare.
På sofaen, på stranden, i klitterne, i solstolen og i sengen, det er det rene flyderi og for fa’en hvor er det da skønt…
Bilen er tømt, taskerne pakket ud og de første vaske er allerede hevet ud af maskinen igen, pigerne har trukket sig tilbage på værelserne med computere, tvzapperi og lidt nydning i eget gode selskab.
Jeg tusser omkring og laver ingenting, kigger og tænker, falder i staver og bliver så aktiv i tænketanken igen.
Der er meget at få styr på –
men én ting behøver jeg dog ikke at bruge krudt på.
Jeg ved godt, hvor mit hjem og hjerte er…
