Jeg sidder og lægger små kort i bunker, monotont og pulssænkende arbejde efter en hektisk dag på job og i privaten.
20 bunker med en ordentlig omgang kort i hver, et skarpt lille smæld lyder, når jeg lægger endnu et kraftigt kartonkort på bunken.
Jeg gør mig klar til at holde et mindre oplæg sammen med en kollega i morgen, en lille booster til 30 terapeuter, der helst skal gå hjem med lidt ny inspiration og lyst til videreudvikling…
Det er godt at skulle formidle lidt af sit hverdags-stof til andre, for jeg får lige tænkt det igennem en ekstra gang og får måske endda øje på en ny vinkel eller et lille sårbart hul, jeg bliver skarpere og får det gjort endnu mere “mit”.
Og så mærker jeg da også lige en lille snert af nervøsitet, eller måske bare “spændthed”, lige lidt, men jeg har jo heldigvis kort, der fortæller mig, at jeg kan gøre det, jeg har det hvidt på rødt.
Og hvis der er lidt, der kikser, så (næsten) pyt –
for når jeg nu ved, at 70 % er godt nok, at vi ikke skal forvente eller forlange mere, når vores børn skal samarbejde med os, så kan det vel i en snæver vending også gælde for det, der forlanges af mig i morgen.
Eller…
