Hverdagsliv, Og mig selv - sagde hunden, Skrammer og buler

hjemmedag i blødt tøj…

05/11/2019

Udenfor er dagen stadig lidt mørk og faktisk meget grå. På den lidt kolde og fugtige november måde.

Inde er der heldigvis varmt og rart og stearinlysene lægger et blødt skær over stuen, hvor jeg sidder og læser og sipper en kop dampende kaffe. Helt stille.

Tirsdag er hjemmedag. Nuldag.

Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil kalde de hverdage, hvor jeg ikke arbejder, for fridage. Lørdag og søndag er fridage, tirsdag og torsdag er hjemmedage. Dage, hvor jeg skal hvile og samle mig, så jeg kan klare arbejdsdagene på ordentlig og effektiv vis.

Det kræver stadig øvelse. At være nådig overfor de begrænsninger, som ligger i mit liv nu, at være rummelig overfor, at jeg ikke kan det samme som tidligere og at det faktisk er både anerkendt og veldokumenteret.

Jeg må gerne være hjemme og ikke arbejde hver dag. Ja man kan vel egentlig sige, at jeg bliver betalt for at blive hjemme og hvile mig, at det er vurderet, at det er sådan det skal være og at jeg derfor får en flexydelse for det, en lillebitte offentlig løn for de timer, jeg ikke kan arbejde…

Men det tager tid at lande i det, lang tid kan jeg mærke, både for mig selv og for nogen af dem rundt om mig, det er ikke let at fordøje så markant et skift i et liv, ikke for den, som er ramt, og heller ikke for dem, der står et stykke fra og kigger på. I mit tilfælde er de, der er helt tæt på, dog ret skarpe på, hvad der er gang i.

Mine piger er meget mere realistiske omkring det, en jeg er.

“Du kan IKKE, mor.”

“Vær nu bare sød og læg dig en halv time.”

Og det bliver sagt med kærlighed og forståelse. Også når Laura siger “Du er som et lille barn lige nu, et lille barn, der ikke har fået sovet en god lur!” Så griner vi og jeg græder måske lidt. Men det må jeg godt, lige så meget som jeg må være hjemme et par dage om ugen.

Pigerne går så fint ved siden af mig i denne proces, kærlige og rummelige, og er også gode til at klappe lidt til mig, når jeg selv presser mig frem frem frem, de tør godt at gå ind foran mig og holde et stopskilt op.

For dem har det også været en proces, og der er helt sikkert også dage, hvor de er ved at rive håret af sig selv og savner at alt bare var som før, det bliver hårdt for dem, en belastende situation.

Forhåbentlig ikke en belastende mor men “bare” en belastende situation…

Så er dag er jeg hjemme. Uden planer.

Ikke andre end dem af den husmoderagtige slags.

Vasketøj, der skal lægges sammen og lægges på plads.

En bordplade, der trænger til sæbekærlighed.

En lille oprydningen i garn, der er efterladt i poser, smårester efter de sidste projekter.

Og når de ting er klaret så er der – på tankeplan i alle tilfælde – gjort klar til nogle små juleklipperier. Årets juledue skal udtænkes og en model laves, så der senere kan klippes og limes en god flok.

En hjemmedag. En nuldag. En stilleogroligdag.

I blødt tøj og med snorkende hund som selskab.

En rar dag…

You Might Also Like

2 Kommentarer

  • Reply Jytte Vagner 05/11/2019 at 12:23

    Dejlig du er tilbage men dine tanker og ideer – jeg nyder begge dele fra dig
    Liver er ikke som vi har det – men som vi tager det ,
    Vejret kan vi ikke lave om på – men inde i vores små hjem -kan vi fylde den med lige hvad vi har lyst til
    Hos os masse af stearinlys – skift mellem strikketøjet og en god bog ikke dårlig med en kop kaffe / the inden for rækkevidder
    Føler mig heldig at have en hund – den skal luftes = helst ved vandet og og tur i skoven – så kan det kun blive en dejlig dag

    • Reply Hanne 05/11/2019 at 13:50

      Jeg er lykkelig over at bo i et land hvor sådanne ordninger er mulige . Ja det tager sgu tid at vænne sig til sit nye liv, som du skriver både en selv men også ens nærmeste ….. selvfølgelig klarer dine piger det godt….. de er jo opdraget af dig ? Ha en dejlig hjemmedag

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.