UPDATE PÅ DET BRÆKKEDE HOVED…

Sprøde hvide...“Hvordan går det med dig?”

“Håber hovedet har det bedre og at du er klar til stationen!”

 

Jeg får så mange søde beskeder på sms, mail, FB og IG og jeg er taknemmelig for hver og én af dem, vil gerne svare på alle men får det ikke gjort, får svaret mange men ikke alle. Jeres varme, omsorg og bekymringer er rørende og føles som et dejlig varmt tæppe, der lægges over mig og jeg sætter uendelig meget pris på det.

 

Jeg har bestemt mig for at bruge nogle minutter her ved computeren, der ellers ikke er mit hoveds bedste ven, for at skrive en update, så den bliver givet så samlet som muligt. Ikke opløftende eller spændende lægning, I know, men så er det gjort og jeg kan slippe lidt af den dårlige samvittighed…

 

Jeg har været hjemme i hvad der vel ligner 6-7 uger nu med efterveer af kontakt med en hård betonkant på en glat vinteraften i januar. Slog baghovedet og blev fragtet til Viborg Sygehus med ambulance, hjernerystelse og besked på totalt ro og hvile i nogle uger.

 

De uger har grebet om sig, fordi jeg ganske enkelt ikke får det ret meget bedre. Bevares – jeg er da oppe, kan se lidt tv, lave nogle enkle måltider, strikke og var for første gang i går på et par timers udflugt uden at gå helt i sort bagefter.

Men der er også meget, som jeg ikke kan, jeg kan ikke læse, jeg kan kun køre meget korte ture i bil, jeg kan ikke koncentere mig, jeg kan ikke tåle larm og uro omkring mig, jeg bliver stresset af selv det mindste pres, som såmænd bare kan være to spørgsmål i rap og jeg er svimmel og har ondt i hovedet hver dag. Jeg har en fornemmelse af en hjerne, der er polstret med susende rockwool, det er ikke rart.

 

Alt det i sig selv er ubehageligt, trykkende og gør mig ked af det.

Og når man så lige lægger livet som selvstændig oven i, ja så har man vel det, som vi uden ret meget overdrivelse kan kalde en lortesituation…

 

Om 2 uger skal jeg åbne stationen igen til en ny sæson. 2 uger!

Min læge ser på mig, som om at jeg er debil, når jeg siger, at det skal jeg bare, det er mit levebrød og der er reelt ingen vej uden om. Jeg skal åbne og sådan er det!

Så lige nu arbejdes der på at finde løsninger, så det kan lade sig gøre. Ekstra mandskab, færre åbningstimer, mindre menukort og sådan, men alt det bliver en økonomisk belastning og det er ikke den slags spekulationer, som jeg har brug for, mens jeg faktisk prøver på at blive frisk.

 

At drive et sted som stationen er et kæmpe arbejde, der kræver et stort og køligt overblik, også for mange måneder ud i fremtiden, folk booker fest og arrangementer lang tid frem og de skal selvfølgelig vide, hvad mulighederne er og sådan og det kræver igen overblik, overskud og energi.

Heldigvis er folk meget forstående og imødekommende, men bare det at tage en telefonsamtale med et fremmed menneske om lokaler, menuer, priser og andet væsentligt kræver så mange kræfter, at jeg bagefter har noget, der kunne minde om grynet sagovælling i kraniet…

 

“Du må uddelegere!” bliver der sagt, og der er ikke noget, jeg hellere ville lige nu, men at gøre den slags kræver også en heftig indsats og så lander vi igen der, hvor jeg ikke magter det og derfor prøver selv.

“Sig nu til!!” bliver der også sagt, og det gør jeg gerne, men det er bare ikke alt, som sådan kan lægges i andres hænder.

“Luk butikken” hører til blandt de ekstreme forslag, for det er jo i virkeligheden lig med bankerot, færdig, slut prut finale, og det skal et uheldigt styrt alligevel ikke have lov til at betyde, ikke endnu i alle tilfælde, måske ender det med at blive sådan, men det bliver ikke uden kamp herfra.

 

Jeg får også mange rigtigt søde og velmenende forslag til alternative behandlingsmuligheder, jeg tager imod det hele og noterer til senere brug, men jeg forsøger rigtigt meget at lytte til, hvad jeg mærker i min krop og også på min psyke, og det er ret tydeligt for mig selv, at det ikke er i disse dage, at jeg skal starte et forløb op, som kan sende mig i alle mulige retninger. Jeg har brug for fokus og struktur og det går bedst, når jeg lægger planerne selv og ikke står på ny grund.

Jeg er på ingen måde afvisende overfor forskellige typer af behandling – tvært imod – det har jeg ofte tyet til for både mig selv og for pigernes udvikling og trivsel, men det er bare ikke lige nu. Alle er dog skrevet bag øret og når tiden er til det, så tages det op til sortering og udførelse…

 

Jeg forsøger at være som jeg plejer at være, positiv og jubeloptimist, men jeg klarer det ikke så godt, jeg er faktisk skræmt fra vid og sans og er ked af det sådan helt ind i knoglerne. Det er ikke rart at være sendt til tælling, ikke for nogen, ikke for mig, og jeg har det rigtigt svært med at være i noget, hvor jeg ikke kan tage kontrol eller skubbe i en anden retning. Giver det mening?

 

Familie og venner rykker sammen om mig og gør alt de kan for at aflaste og passe på mig, det er fantastisk, jeg er et heldigt menneske, og som skrevet øverst, ja så er alle hilsner og opmuntringer fra alle jer andre også vidunderligt varmende og føles dejligt anerkendende.

Jeg bruger Instagram som en livline ud i verden, forsøger at følge med og dele det, som fylder hverdagen lige nu, strik og dyr, dyr og strik, strik og dyr og lidt der imellem, det er hurtigt og nemt og kræver ikke mere, end jeg kan rumme og holde til. Knips – kort tekst – del. Det duer. Og skulle nogen ud fra denne aktivitet konkludere, at jeg da vist har det udemærket, ja så må de om det, for det er langt fra virkeligheden, sådan som det jo ofte kan være, når et liv aflæses i bittesmå delte øjeblikke.

 

Over and out herfra.

Mine 10 minutter ved skærmen er brugt.

Vi ses…

 

 

Comments

  1. Anita says

    Jeg har sendt dig mange tanker når jeg så dine IG-opdateringer. Kan godt fornemme, at det ikke er den helt samme Anne. Ville så gerne sige eller gøre noget, der kunne lindre, men jeg vil håbe, bede og sende gode energier til dig.

  2. Lisbeth Vissing says

    Åh hvor gør det mig ked af det på dine vegne. Kan godt se at det er en møg situation du er i.
    Ingen gode råd herfra, men en stor og velmenende virtuel krammer fra mig, skal du ha.
    En situation som man ikke selv er herre over / magtesløs over, er noget nær det værste man kan udsættes for, spc når man som du normalt er meget handlekraftig og effektiv.
    Jeg ønsker dig virkelig meget god bedring og at det må gå stærkt. Knus fra mig.

  3. Heidi Kjeldgaard says

    Kære Anne .
    En alvorlig hjerne rystelse skal man tage meget alvorligt . Det kan give livsvarige gener , hvis man ikke passer på. 6- ugers fred og ro er ikke nok. Jeg kan sagtens forstå, du er presset og mere end ræd og nervøs for fremtiden, for stationen osv. Rigtig mange mennesker vil hve livsvarige gener så som hovedpine og nogle har problemer med hukommelsen især i pressede situationer .

    Jeg håber du har fået meldt dit styrt til din ulykkesforsikring!?!

    Jegnsker dig det aller bedste fremover. Du skal simpelthen passe mere end godt på dig selv, ellers vil du ikke slippe for senfølger .

    Og det i sig selv er nærmest utopisk i din situation, jeg ved det godt .

    Jeg siger det ikke for at skræmme dig, men mine mange år som sygeplejerske har set det (alt) for mange gange.

    Jeg tror hverken massage, hajfinnebrusk, eller magnet terapi kan hjælpe dig. Det eneste som har en dokumenteret effekt er akupunktur som som også bruges af neurologerne .

    Kram til dig fra mig

  4. Tine Fuks says

    Kære Anne

    Hvor må det have været svart at forfatte denne opdatering. Fy for en skefuld. Hjernerystelse er en skrækkelig ting. Alle de spekulationer i et hoved, der bare gerne vil have ro. Skrækkelig situation. Der ligger ikke nogen oplagt løsning , men jeg håber for dig, at Stationen kommer igennem sæsonen med skindet på næsen. Du har jo fat i den lange ende m.h.t. hele konceptet!!!

    Nogle gange bliver livet vendt op og ned. Det har du jo prøvet før. Du er sej og har en skøn familie omkring dig. Men jeg ved godt, det ikke kan løse din situation pt.

    Tak fordi du lader os følge dig – både når det går op og ned!!

    Mange helbredende tanker
    Tine

  5. says

    uha, uha, sikke noget lort! hvor er jeg ked af det på dine vegne söde Anne. jeg kan intet göre for dig herfra, men ville önske jeg var lidt nærmere. jeg håber for dig at du får det godt snart og bliver dig selv igen. tak for at du tager tiden til at opdatere her. knuuuus!
    kh.fra Island
    Frida

  6. Joan says

    Først rigtig god bedring fortsat. Det har du virkelig brug for.
    Det er godt at læse, at du tager din situation alvorlig. Jeg går på kursus, Hjerneriet hedder det, fordi jeg har haft en lille blodprop i hjernen, og fået problemer med koncentration/arbejdshukommelse. Træner og træner. SAMMEN med mig går flere, som har alvorlige skader efter hjernerystelser. Det er rigtig svært for mange af dem, år efter, fordi de IKKE tog den med ro, og lyttede til kroppen, rettere HJERNEN.
    Jeg ønsker og håber inderligt for dig, at du finder de rette løsninger for din fremtid – både arbejde og fritid, så du kan blive så ‘hjernesund’ som muligt igen.
    Knus Joan

  7. Lone Holst says

    Kære Anne. Jamen altså, det er chokerende læsning at du er komment til skade på den måde. Og ja det giver virkelig god mening det du beskriver. Og det er svært at uddelegere og svært ikke at gøre det.
    Jeg føler i den grad med dig og sender dig varme tanker og gode ønsker, så du kankomme dig på den bedste måde.
    Alt det bedste
    Lone

  8. says

    Rigtig god bedring søde Anne. Håber snart at du er ovenpå igen men indtil da så må du passe rigtig godt på dig selv. Efter min hjerne operation i nov. 14 fik jeg et 8 ugers kursus i mindfulness og det hjalp mig lidt på vej men det tager tid. Husk at tage mange hvil og det før du bliver træt.
    Mange tanker og knus
    Betina

  9. Jonna says

    Det lyder ikke godt må være svært at være sløj og ha meget at tænke på. Håber du må snart få det bedre og det hele lykkes for dig. Mange varme tanker til dig.

  10. KirstenLN says

    Hvor er jeg ked af at læse, at status ikke har ændret sig til det bedre. De allerbedste tanker om snarlig heling til dig!

    Kh KirstenLN

  11. says

    Også god bedring og varme tanker herfra. Du ved, du skal passe på dig selv, og jeg håber – håber, at du finder nogle gode løsninger for din elskede station.

  12. Marianne says

    Kære Anne,
    Jeg læser ofte med hos dig, men kommenterer ikke så tit – vil derfor nu gøre det og sige, at jeg også er virkelig ked af at læse, at du stadig har disse gener efter dit fald og din hjernerystelse.
    Jeg håber du bliver frisk nok til at starte på Stationen igen snart – med hjælp fra alle der har mulighed for at hjælpe dig.
    Mange Kærlige tanker og ønsker,
    fra Marianne :)

Leave a Reply to Joan Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>