Lidt af hvert

MANDAGSGLIMT…

14/07/2014

Strikkede bølger....

Inspiration...

Lakridstud...

Habengood godte...

Mandag.
Første rigtige feriedag.
Regnvejr.
Indevejr.

Alt sammen fint for mig, der bare nyder det hele. Sol og varme er også dejligt, mere end dejligt, men jeg elsker også de dage, hvor vejret indbyder til stille hygge indenfor. Især hvis der bare er et par stykker af dem spredt hen over sommeren.
I dag passer det så fint for mig, jeg er storklar på sofa, tv, strikketøj og middagslur. Og selvfølgelig også en tur eller to i skoven med den hoppende Huxi.

Jeg gider og jeg trænger.
Til dovenskab og ingenting…

Weekenden er tilbragt i bøgeskoven ved Skanderborg. Ikke i skoven men i køkkenet, der leverer mad til alle de mange hundrede – senere på måneden tusinde – der bygger scener, barer, backstageområder og andre festivalnødvendigheder op.
Vi har knoklet, men også haft tid og mulighed for at grine og hygge os, vi har slæbt afsted med kæmpe gryder og kilovis af kød og grønt, men også snakket og spist.

Jeg synes, at det er så sjovt at være en del af sådan et kæmpe arrangement, hvor der bare hersker en helt særlig stemning af fællesskab og forventningsglæde. Og jeg kommer gerne igen næste år, hvis det kan passe ind i forpligtelserne og opgaverne i Vrads.

Om 3 uger står jeg klar ved Bøgescenen sammen med mange tusinde andre og skal skråle med, højt og inderligt og i forhåbentligt noget mere solskin end i dag.
Dovenskab og ingenting og 14 dejlige dage i Frankrig skal nok få mig i festivaltopform…

Så fra min plads her ved spisebordet med kaffe i koppen og stor varm hund på fødderne vil jeg vælte ind i sofaen, mose mig ned mellem to ferieramte piger og putte mig i de dyner, som allerede er slæbt derind.
Jeg vil finsove en smule, strikket et par forkanter på den lille bølgetrøje, som skal holde nabobarnet varm til efteråret, bladre i nogle af alle mine mange kogebøger og samle mundvand og inspiration til senere brug.

Jeg vil måske også læse de sidste sider i En flænge i himlen
, som skal ses med pigerne her i ferien, læse og sikkert også snøfte lidt og bagefter starte op på en ny bog, en krimi er der vist brug for.

Og så vil jeg sove lidt igen, hvile og samle mig og bare nyder, at mine trætte kokkearme kan hvile sig i dag og at ferie er lig med frihed, ro, tid, nærvær og alt det, som gør godt og glad.

Mandag – du er lige til at knuselske…

You Might Also Like

12 Kommentarer

  • Reply Eva 14/07/2014 at 14:49

    Man går aldrig forgæves her, – smukke, smukke billeder (den lys-kat er da bare for kær), gode ord, der lige indrammer det hele. Måske skulle man finsove lidt og strikke lidt og gemme alle planerne til i morgen……
    God mandag.

    • Reply Anne 16/07/2014 at 10:44

      De fleste planer kan heldigvis ændres, Eva, til det, som man synes passer allerbedst. Og det kan sagtens være søvn og strik.
      Ha en dejlig onsdag…

  • Reply Anne Skyum 14/07/2014 at 17:28

    “Jeg gider og jeg trænger.
    Til dovenskab og ingenting”
    Du rammer SÅ meget plet! Det er lige netop det, ferie handler om. Ikke at skulle nå noget, men at nå lige præcis det, jeg har LYST til …

    • Reply Anne 16/07/2014 at 10:45

      Og det er det, som vi skal huske os selv på, Anne, det er alt for let at få proppet alt for meget ind i ferien, sådan at den opladning, som man i virkeligheden trænger til, aldrig bliver til noget.
      Nyd sommeren med det som du gider og trænger til…

  • Reply Lise Overgaard 14/07/2014 at 17:29

    Tak for tippet med bogen. Jeg kan så til gengæld anbefale : Hvor blev du af , Bernadette ? Af Maria Semple, som jeg lige har læst de sider af i dag. Den er skøn. Rigtig god ferie til dig og dine.

    • Reply Anne 16/07/2014 at 10:45

      Den tjekker jeg lige op på, Lise, er ved at samle læsestof til 14 dovne dage i Frankrig.
      Også god sommer til dig…

  • Reply Pollyanna 14/07/2014 at 17:32

    Åh sikke et hundefjæs. ???? Jeg savner…. Vi måtte have vores hund aflivet meget pludseligt lige inden ferien…???? Jeg skal bare have læst den bog her i ferien, har hørt meget godt om den. Elsker din lille glasstage, den minder om en vase, jeg har arvet.

    • Reply Anne 16/07/2014 at 10:49

      Åh, Pollyanna, det er jeg ked af at høre, det er så barskt, især hvis man ikke har tid til at beslutte og fordøje, men bare må handle her og nu. Det har vi prøvet et par gange for meget.
      Måske bliver der en ny lille hund til jer med tiden, det er næsten ikke til at undvære.

      Jeg tror, at jeg ved hvilken vase du har, sådan en stod der også i mit barndomshjem. Jeg elsker den stille blide blå farve…

  • Reply Britt 14/07/2014 at 18:49

    Det lyder dejligt. Ingenting er den bedste plan for en ferie

    • Reply Anne 16/07/2014 at 10:49

      Ingeting er SÅ godt, Britt…

  • Reply Stine 15/07/2014 at 14:21

    Kære Anne. Ville blot lade dig vide, at jeg nyder at klikke ind på din blog, og det glæder mig når der er nye tanker og billeder fra din hånd.

    • Reply Anne 16/07/2014 at 10:49

      Tak, Stine, du skal være så hjertelig velkommen her…

    Leave a Reply to Anne Skyum Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.