Lidt af hvert

STØVEDE TANKER OM AT VÆRE ANNE…

15/04/2014

Anemoner...

Jeg bruger tit at skrive mig ud af situationer, som jeg ikke kan gennemskue eller står magtesløs overfor.
Jeg sætter mig her i mit eget dejlige værelse med en kop kaffe og lader fingrene ile over tastaturet.

Skriver ned og remser op.
Går tilbage og kigger og mærker, om jeg har fået det ned, som fylder inden i, om der er mere og om der mon er noget, som kommer til at få en anden betydning, når det først er skrevet. Noget bliver uvæsentligt, når først det er ude, andet får mere kraft og blive tydeligt.

Jeg får ordnet ret meget på den måde, det har jeg altid gjort, for selv om rigtigt mange har et billede af mig som et åbent og “højttænkede” menneske, ja så er der i virkeligheden rigtigt rigtigt meget, som jeg aldrig dele, ikke her og heller ikke med de allernæreste veninder eller de andre gode mennesker i mit liv…

Jeg lærte tidligt i livet, at der bare var én eneste, som jeg for alvor kunne stole på, bare én eneste, som havde det endelige ansvar og at man måtte klare de vigtige ting med sig selv, hvis man ville ha’ det til at forme sig så det passede.
Jeg har slået mange sving og været ude på mange mere eller mindre heldige omveje, men har altid fundet tilbage på rette kurs ved egen hjælp og oftest har det været ved hjælp af de lange samtaler, som kører i hovedet på mig.

Overvejelser for og imod, tanker om hvad og hvordan, om ret og rimelighed og ansvar og om at måtte kunne selv.

Engang imellem læser jeg tilbage i gamle ord og kan falde lidt i staver, når jeg mærker stemningen i ordene, der er skrevet, sorgen, vreden, ilden og håbet. Ind imellem smiler jeg over ord, som i nuet havde så stor betydning og senere blev så ligegyldige og pyt-agtige.
Andre gange møder jeg noget, hvor jeg så tydeligt ser og mærker den Anne, som jeg jo også er, hende der tør og også gør.

Så kan jeg faktisk godt blive lidt stolt af at være mig, tænke at jeg jo egentlig har klaret livets bump godt nok og så trykker jeg bare på Gem, så der er noget at finde tilbage til på de dage, hvor livet er mere krævende end på en solskinsfyldt og smuk april dag som i dag…

Jeg vil gerne dele nogle af de gamle tanker, nogen af dem, som jeg sådan ønsker, at andre kan spejle sig i, tankerne om at stå op for sig selv og dem man elsker.
De kommer her – uredigerede og fra en anden tid:

“THE HEART OF A LIONESS…

Fra det øjeblik, hvor jeg mærkede det første lille bump fra mit ældste barn inde i min mave, fra det øjeblik, hvor bevidsteheden om at være mor blev min, fra den første gråd, det første smil, de første ord og små arme om min hals, er løvinden inden i mig blevet større, stærkere, mere skarp og mere beskyttende omkring de ting, som vil få betydning på den lange bane.

For mine 3 piger vil jeg gå igennem ild og vand, vil jeg ta’ de mest udmattende sværdslag, vil jeg råbe op og buldre, vil jeg blive stående lige meget hvor meget blæst, der bliver sendt ned over os.
Jeg er deres mor, nu og for evigt, og min kærlighed til dem er grænseløs i tid og rum og omfang og i den findes ingen krav.

Og gør nogen eller noget antræk til at gøre pigerne ondt, så er det at den hvilende løvinde rejser sig, hvæsser kløer og står skarp.
For sit afkom og med tiden også for sig selv.

Engang var jeg hurtigere til at rulle om på ryggen, når nogen eller noget truede mig, jeg bøjede mig, trak mig tilbage og gav op.
For historien inde i mig om mig var vel, at jeg ikke fortjente, ikke havde ret til, måtte nøjes, måtte vige.

Måske så det ikke sådan ud udenpå, for i tilbagetrækningen havde jeg stadig blottede tænder og brændende øjne, men jeg veg.
Dengang.

Ikke mere.
Ikke for nogen eller noget.
Det er ikke det værd og jeg er mere værd.

Og når det kommer til mine piger er det mere end det hele værd.
Det er alt værd.
Jeg går hele vejen…

For at kunne gå hele vejen for mine piger, må jeg også træde egne nye stier.
Stier væk fra det, som ikke er virkelighed, gå væk fra det og dem, der giver mig skyld og ansvar for noget, som ligger uden for mit territorium.
Give ansvaret tilbage til dem, som ikke ønsker at ha’ det, fordi det er tungt, besværligt og ømtåleligt og måske endda en smule angstprovokerende.

Jeg vil ikke ta’ det, jeg vil ikke ha’ det, for det er ikke mit, jeg vil ikke bruges som undskyldning, eller som mål for nedskydning, jeg er mig og de er dem, jeg ta’r mit ansvar – hver dag – og jeg gør det med åbne øjne og åbent hjerte og åben agenda.
Her er intet skjult, her er intet så farligt eller utrygt, at det ikke kan benævnes, jeg er mig på godt og ondt, men heldigvis mest det første.

I min verden er oprigtighed og ærlighed væsentlige kvaliteter, ikke brutal ærlighed, der moser og maser dem, der ikke tåler det, men oprigtighed og ligefremhed i kommunikation og samvær, så ved vi, hvor vi har hinanden:
Så ved vi, hvad vi har med at gøre og det gør os i stand til at tage valg baseret på virkeligheden og ikke på løgne og bedrag.

Jeg vil gå så langt som at sige, at oprigtigheden er en af de allervæsentligste værdier i min verden, sammen med ansvarsfuldheden og tilgængeligheden, både mentalt og fysisk, at jeg er til stede sammen med dem, som jeg er hos og for dem, som ikke er inden for rækkevidde, er jeg til stede ved at følge med, følge op, være i ordentlig kontakt, være involveret, være forbundet…

Men nogen har behov for at fortælle andre historier om mig, de gemmer sig bag historier om, at jeg er skrøbelig og sart og andre dage bag historier om, at jeg er for hurtig og skrap, at jeg ikke levner muligheder.

Jeg må bare sige, at det ikke er sandheden.
Sandheden er en anden, men det er sværere at håndtere for de, der må det, fordi den stiller skarpt på egen utilstrækkelighed og egen selvoptagethed.
Jeg er helt færdig med at vige, jeg er færdig med at holde hånden over og lade som om. Jeg gør det ikke mer’.

Jeg vil stå op for mine egne værdier og for min egen plads og mine pigers plads her i verden, for der igennem skaber jeg mulighed for at mine piger har noget at spejle sig i og også mærker, at de er vigtige, at de er elskede, at de er værd at kæmpe for og bruge tid på.
De er ikke små børn uden egen stemme, og jeg har hørt dem, når de taler med egen kraft, de er skarpe og stærke, men alle har brug for, at nogen står op for dem, at nogen italesætter det, som ikke er i orden og som de ikke skal ta’ på sig som deres ansvar eller deres skyld…

At være forældre er ikke noget, der automatisk afføder respekt.
Man er elsket af sine børn nærmest uanset hvad, men respekten skal man gøre sig fortjent til, den går ikke hånd i hånd med kærligheden.
Respekt skal man arbejde for, man skal sætte i barnets bank, så der er noget at trække af i de tider, hvor livet bumler og man måske ikke får været den forældre, som børnene fortjener.

Det giver sjældent pote at lave et kæmpe overtræk og så tro, at man kan forklare sig ud af det, give andre skylden for overtrækket, måske endda gøre børnene ansvarlige for det.
Det går ikke.
Tiden udvisker og arbejder for én, for de fleste falder det meste til ro, når dage, måneder, år er gået, men de store svigt og de store overtræk, de vil altid stå som en bemærkning på barnets bevidsthedskonto.

Man kommer langt med ærlighed, oprigtighed, nærvær og omsorg, men man kommer længst, når det bliver givet hen ad vejen og ikke som efterbetaling med et påhæftet “Men”…

Jeg holder ikke mund og tier og samtykker, når jeg ser hensynsløshed i løs dressur.
Jeg vil ikke lægge navn til grunden for andres manglende lyst eller evne til at tage ansvar.
Jeg bærer ikke skylden for andres handlinger.

Jeg vil gå til verdens ende for mine piger.
Jeg bliver en løvemor med blottede tænder, når nogen gør dem ondt.
Jeg vil stå op for dem, jeg vil kæmpe for dem, jeg vil vise dem, at lige meget hvad, så kan de regne med mig, stole på mig, trække på mig.

Jeg vil stå op for dem og jeg vil stå op for mig selv.
For mine værdier og normer og for det liv, som jeg tror på, er med til at give mine piger styrke, tro på dem selv, en oplevelse af at være elskede og vigtige og for det liv, som jeg synes, at jeg selv fortjener, et liv, hvor jeg ikke bliver gjort til skydeskive for andres utilstrækkelighed.
Når livsværdier og etik kvases, så er det lige der, at man skal stå op for sig selv og dem, som man for evigt har ansvaret for.

The Heart of a Lioness.

Have courage, have faith.
Hold your head high, even in the times of conflict.
Conduct yourself with dignity.

It maybe time to defend something that is dear to your heart.
Defend it fiercely if you must.

Perhaps it’s time to show your authority.
And lead others with a loving heart.

Stand tall…

Der var noget på spil den dag, det mærker jeg tydeligt, nu hvor jeg læser det igen.
Måske kan du genkende noget fra eget liv, måske er der noget, som rører noget sovende eller ikke-italesat inden i dig.
Måske er det bare ord uden betydning.

Men det var de ikke for mig den dag, hvor jeg klaprede hårdt i tastaturet.
Der var det nærmest liv eller død…

You Might Also Like

12 Kommentarer

  • Reply Nola 15/04/2014 at 14:32

    skønne, varme, hårde, selvsikre og beslutsomme ord….som rører noget.
    Tak for at dele!

  • Reply Marianne 15/04/2014 at 15:29

    Utroligt smukke ord selvom jeg ved de dækker over et eller andet der bare ikke var i orden .
    Glad for at jeg fik lov at læse med

  • Reply Karin 15/04/2014 at 15:30

    Anne, ja tak for at dele – ordene rammer plet, men derfra og så også at skride til handling eller tage konsekvens, ja det kan være uendeligt svært, i hvert fald for nogle…

  • Reply Lotte 15/04/2014 at 15:47

    Kære Anne
    Jeg kender så udemærket behovet for at trække mig tilbage og ventilere på skrift. Jeg har netop været på ti dages Vipassana-kursus i dyb stilhed, og det, som ramte mig som det allemest udfordrende ved den totale afståen fra alt andet end meditation, måltider og søvn, viste sig ikke at være tavsheden og manglen på kommunikation med omgivelser og omverden, men derimod manglen på mulighed for at nedfælde ord. Ingen skriveredskaber i ti dage!
    Jeg har altid skrevet, og skrevet meget – men kun delt lidt af det nedskrevne. Det er jeg ved at tage tilløb til at ændre på, og at læse ovenstående indlæg bekræfter mig bare i, at det er det rigtige at gøre. Netop fordi ens ord kan vække en genklang, som jeg er vis på, at mange af dine læsere oplever her hos dig.
    Godt brølt, løvinde!

  • Reply Charlotte Illum 15/04/2014 at 18:22

    åååhhhhh Anne… “jeg vil ikke ta det – jeg vil ikke ha det”… klumpen i halsen og fornemmelsen af klumpen i min mave der ikke er der mere er mærkbar.. og trækker tårer.. Tak! Godt skrevet – og noget at reflektere over her på Drømmeøen..

  • Reply Sonnie 15/04/2014 at 19:00

    Eftertænksomt, bevidsthed, klogt, smukt

  • Reply Heidi Kjeldgaard 15/04/2014 at 19:15

    Kloge ord fra løvemor??????

  • Reply KirstenLN 15/04/2014 at 21:09

    Det mærkes klart gennem skærmen, at der var noget på spil for dig den dag. Løvemor blottede tænderne og var fuldt bevidst om hvorfor!
    Forandringer kræver eftertanke – og de kræver mod. Og så kan de være helt nødvendige og uomgængelige også. Sådan en situation er jeg også i lige nu – for at være løvemor for min mellemste, der trænger til netop det.

    K.h. KirstenLN

  • Reply Tante T 15/04/2014 at 22:47

    Der er ingen tvivl om at noget/noget fik løvemor til at vise tænder. Samtidig er dine ord meget sobre, ingen udleveres. Respekt! Det gør at ordene kan læses igen og igen. Det er ikke en specifik episode jeg som læser hæfter mig ved, det er budskabet. Og budskabet tåler sagtens gentagelse…
    Jeg har ingen blog, men jeg har et dokument på min pc hvor jeg skriver mig ud af f.eks. vrede. Ingen andre end mig har nogensinde læst det, men jeg tør godt afsløre, at det ikke er nær så respektfuldt i tonen som dit indlæg. Dokumentet hedder “sur røv”…
    Men som så ofte før, kære Anne, så rører dine ord mig. Jeg bliver lidt eftertænksom, og måske endda lidt klogere på mig selv og denne gang mine forsvarsmekanismer. Tak <3

  • Reply Karina Bækkelund 16/04/2014 at 10:04

    Gode og tankevækkende ord Anne. Og givende at kigge tilbage og reflektere. Og det er sandt. Mor-skabet ændrer en. Jeg kan selv mærke en forandring efter jeg blev mor og bliver kun stærkere år for år.

  • Reply Hanne 17/04/2014 at 11:48

    Stærke ord og kloge ord. Jeg kender også til at kæmpe for sine børn. Der er næsten ingen grænser for, hvad man er villig til at gøre. Men meget trist, at det en gang imellem kan komme så langt ud, at der er brug for den kamp – God Påske til dig og dine

  • Reply Trine 19/04/2014 at 06:28

    Åhh.. som altid skriver du helt fantastisk og meget rammende.. håber du og dine kære nyder påsken i fulde drag hilsen Trine (trinekolsson – instragram)

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.