Garn, Strik, Strikkeopskrifter

KASHMIR…

20/12/2013

Udvalg fra lager...

Gråt og lyseblåt...

Mohair silk...

Originale og så mine valg...

Kashmir...

I søndags var jeg på en lille stille juletur til Aarhus.
I godt selskab af den slags, som også sætter pris på uld og pinde, og det var derfor ikke svært at blive enige om, at Tøndering var første stop efter morgenmad på Emmery’s.

Jeg skulle se nærmere på Helga Isagers nyeste bog The Map Collection og også prøve de 2-3 modeller, som jeg tænkte var potentielle kunder på mine pinde her. Jeg er vild med hendes moderne enkle modeller.
Men det blev bare til én prøvning, for efter at jeg havde puttet mig en den fineste mørke udgave af jakken Kashmir, så glemte jeg alt om de andre modeller og gik straks i farve-mode inde i hovedet.

I bogen er modellen strikket op i lyse farve, i butikken var den strikket op i mørkere brune og lilla og i mit hovede begyndte tankerne straks at kredse om noget med blåt og gråt…

Hæftet blev købt, men garn havde jeg ikke behov for, jeg vidste at der var til mindste én Kashmir på lager, mindst.
Desuden ville jeg også vride mig over at skulle betale 1500.- for det originale garn, især fordi jeg ikke er svært imponeret over holdbarheden af de nyere Isager garner. Smukke er de, meget endda, i de bløde støvede farver men jeg betaler ikke det blege for så efter få måneder at ha’ et stykke strik med masser af fnuller og slid.

Nærig? Ikke det der ligner! Tvært imod faktisk.
Men hvis jeg skal bruge mange timer på at strikke, så vil jeg også kunne bruge mange timer på at bære og jeg ved af bitter erfaring, at det der ikke holder det nystrikkede look, det bliver liggende på hylden.

SÅ derfor…

Hjemme på eget lager er der rigeligt. Masser af garner fra Garnudsalg, som efterhånden er det eneste sted, jeg handler, kun i akutte nødsituationer, som f.eks. “Strik en nissehue til sød pige lige nu”, køber jeg garn i byens butikker.
For i Gug har de alt, hvad mit strikkehjerte kan begære og det endda i så rigelige mængder, de har gode gode garner i smukke smukke farver og hvad andet behøver jeg? Intet! Og da slet ikke når prisen er mere end rimelig.

Mine valg til Kashmir blev de blå og grå garner, som jeg allerede så for mig i Aarhus.
De lå her hjemme i skuffen.
Blackhill højlandsuld i farven Bly (tror jeg da) og sammen med den en Blackhill Kid Mohair Silk i matchende farve, som jeg ikke lige nu kan finde på siden.

De to følges hele vejen igennem arbejdet og sammen med dem strikkes på skift kiler og almindelige retriller i egnede farver i forskellige kvaliteter.
Jeg lavede strikkeprøve på p. 5.5 og den passede perfekt, jeg ved, et jeg har tendens til at strikke en anelse løsere, når det er ene ret…

Jeg har valgt at strikke en mørk jakke, kiggede på de i bogen foreslåede farver og skrev så lys og mørk ud for de forskellige og vendte dem så på hovedet, så de lyse blev mørke og de mørke blev lyse.
Det er nødvendigt for mig med et hoved, der er en smule “overarbejdet”, at ha’ styr på forløbet af farverne, sådan plejer det ikke at være, men jeg ønsker det bedste resultat og er derfor gået mere systematisk til værks end ellers.

Striber og vilkårlige farvesammensætninger kan være smukt, men det kan også blive rodet, hvis det ikke styres bare en smule.
Det kan man jo tænkte, at jeg allerede har gjort, da jeg plukkede garnerne, og det er også rigtigt, men jeg må styre efter noget, for hovedet er træt og stadig påvirket af juni måneds kæmpe gok.

Men det er okay, måske bliver jeg mere fri, når jeg får mig arbejdet et stykke op igennem arbejdet.
Opskriften er lige til at gå til, jeg har læst den igennem og tænker ikke, at der er noget, som ikke giver mening, så det er bare afsted ud over stepperne med ret ret ret ret.
Det eneste, der kan udfordre en smule, er at der hele tiden strikkes med tre tråde og det kan ske, at den ene ikke kommer med igennem løkken.

Jeg strikker præcis som opskriften siger, for efter at ha’ prøvet modellen i Aarhus, ja så ved jeg, at den ender fint og flot, hvis jeg bare gør, som nogen har bestemt, og det er fint for mig.
Og ferien kom jo bare helt perfekt til sådan et projekt, for rillerne og farveskiftene kalder “Lige én mere, lige én mere”…

You Might Also Like

23 Kommentarer

  • Reply Liselotte 20/12/2013 at 17:54

    Jeg hygger også allerede grundigt med min version af Kashmir. Jeg tror, at det ender lykkeligt heroppe 🙂

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:16

      Det bliver en fest med alle de fine Kashmir trøjer, vi må ha’ en loge…

  • Reply Sanne 20/12/2013 at 17:56

    Det er en fantastisk smuk jakke du skal igang med.
    Den bliver helt sikkert meget, meget fin i dine nuancer af blå og grå.
    Glædelig jul til dig og dine.
    Mvh. Sanne

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:16

      Jeg har også en ret god mavefornemmelse ift de farver, Sanne, de er gode sammen.
      Også glædelig jul til dig…

  • Reply Britt 20/12/2013 at 18:06

    Det ser dejligt ud, det er en meget fin model. Jeg er meget spændt på at se hvordan det ender med din farvekombination, der er helt anderledes end originalen. God strikkeferie 😉

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:18

      Jeg strikker meget sjældent som originalerne, Britt, jeg har mine egne idéer om, hvordan mine udtryk skal ende, og det afspejler mit garnlager jo 🙂

  • Reply Sidse 20/12/2013 at 22:49

    Jeg tror I alle ender Lykkelige med dejlige skønne bamse jakker. Nu lægger Jylland sig igen foran os her på Sjælland.

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:18

      Jamen det er jo lige sådan det er, Sidse, man tror altid, at det er på Sjælland at tingene rykker, men nej 😀

  • Reply Helle D 21/12/2013 at 11:04

    Det bliver spændende at se jeres forskellige versioner! DET var da lige godt den smukkeste håndskrift jeg LÆNGE har set! MUMS!

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:19

      Det kan være, at vi skal få taget et Kashmir gruppebillede, Helle. Vi bliver en “puffet” fyldig flok i de store trøjer…

  • Reply Helle Tange 21/12/2013 at 19:18

    Glæder mig til at se din version i mørke farve 🙂 Den lyse er ikke lige mig, men måske det bare er farverne som skal ændres for at den bliver rigtig fin. Glædelig jul til dig og dine. Og tak for at du gider blive ved at være hér – det sætter jeg pris på hver gang jeg kigger forbi.

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:21

      Jeg kan såmænd godt li’ den lyse, Helle, men jeg ved bare, at jeg vil få denne her version brugt meget mere.
      Måske finder der også en lys a la Anne vej til mine pinde, men først denne her.

      Også glædelig jul til dig og velbekomme, så længe det er sjovt, så bliver jeg ved…

  • Reply Sidsel 21/12/2013 at 20:57

    Så kom mit garn… Det er mums. Har gjort som dig, lavet en liste for at finde rundt i, hvad jeg bytter med… 230 M er slået op (og det bliver gemt for kattemisserne). 🙂

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:22

      Jeg må ha’ struktur, Sidsel, sådan er det blevet efter at hovedet fik et gok.
      Og fra nu af er mit strikketøj også lagt LANGT uden for pelsraketternes rækkevidde…

  • Reply Katrine 22/12/2013 at 17:10

    Den ser vel nok lækker ud. Det er nogle lækre opskrifter, men enig; prisen for garnet er lidt pebret. Så hellere maile til Garnudsalg og få Postmand Per til at bringe de lækre fibre… 🙂

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:23

      Der er mange fine opskrifter i den lille bog og Hurra for Garnudsalg for at kunne fylde vores skabe og skuffer med lækkert garn til gode priser…

  • Reply Dorthe 22/12/2013 at 21:02

    Jeg må i gang med denne skønne jakke!

    Har lige et spørgsmål til garnet – hvilken slags bruger du som den 3. garn? Altså den der løbende skiftes ud?

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:24

      Der bruger jeg forskellige rester af uld i nogenlunde samme løbelængde som højlandsulden. Jeg er gået et halvt nummer ned i pind for at få strikkefastheden til at passe…

  • Reply Birgitte 23/12/2013 at 22:08

    Jeg glæder mig sådan til at se mere. Kunne ikke se på Instagram at din højlandsuld er Bly ligesom min. Min mohair er dog den mellemgrå, for det var det, der var, men din farve ser virkelig skøn ud. Jeg magtede ikke at tage hele garnlageret med på juleferie (og SÅ stor er bilen bare heller ikke), så nu ligger det og venter derhjemme mens jeg kan se jeres fine projekter an 😉

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:26

      Den er bly, Birgitte, samme er mohairen.
      Jeg har ikke helt nok mohair i den farve, så det kan være at jeg får en ufrivillig pause på et tidspunkt.

      Glæd dig til at komme i gang, den er hyggelig at strikke (indtil videre)…

  • Reply Gitte 24/12/2013 at 07:58

    Hvor har du ret i forhold til Isagers garner. De virker lækre til at starte
    med, men er simpelthen ikke pengene værd.

    • Reply Anne 25/12/2013 at 09:27

      Der er rigtigt ærgerligt, Gitte, for egentlig ville jeg jo gerne støtte dem, så der blev ved med at være penge i det for dem, så de fortsat vil udvikle fine dejlige opskrifter, men de må hoste op med en bedre kvalitet, hvis jeg skal betale så meget for garnet…

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.