Lidt af hvert

DET STORE I DET SMÅ…

05/11/2013

Stjernedage...

Forleden hørte jeg en snas af Mads & Monopolet, mens jeg kørte fra A til B, jeg var optaget af den myldrende bytrafik og de krydsende fodgængere, havde hovedet fuld af tanker om alt og intet og lyttede egentlig ikke opmærksomt til programmet.

Det plejer jeg ellers.
At lytte og lytte opmærksomt!
Jeg føler mig vældigt godt underholdt og får mange skæve tanker om de dilemmaer, som sendes i, ind imellem ville jeg sådan ønske, at jeg kunne få lov at gi’ mit besyv med, jeg får så mange gode idéer. Synes jeg da selv.

Jan Gintberg fik mig dog til at slå ørerne ud, da han talte om Glippofobi, angsten for at gå glip af noget, noget som helst faktisk, angsten for at det mest spændende, mest sindsoprivende, mest herlige, mest lattervækkende sker lige der, hvor vi ikke er med.
Gintberg og Hella Joof var ret enige om, at det der glippofobi aftog med årene, at pludselig var det ikke længere livet om at gælde at man deltager i j-dag, at man er med til alle festerne eller med helt fremme i bussen til andre sociale arrangementer.

Jeg har ikke snerten af glippofobi, måske havde jeg engang, eller det havde jeg nok helt sikkert engang, kan jo egentlig godt huske de der aftener, hvor der blev nedlagt forbud mod fest og spas. Man døde jo en lille smule inden i så, for det var helt sikkert lige den lørdag, at festen ville være den vildeste. Dengang.
Nu er det anderledes…

Jeg kan godt være bange for at gå glip af noget, men det handler aldrig mere om sociale ting eller materialistiske ting, det handler om noget, der er meget tættere på, om mine piger og alle de momenter af kærlighed og skønhed, som kan deles med dem.
Måske er glippofobien afløst af en lille angst for ikke at få det hele med i forhold til dem, ikke at få set, ikke at få givet, ikke at få mærket og handlet.

De er i konstant udvikling, især Laura og Amanda, der for alvor er på vej ind i et mere nuanceret og velovervejet livsafsnit med uddannelses, seriøse forhold, refleksioner over egen praksis og over vi andres.
De har fart på og jeg vil så gerne opleve overgangene, kvantespringene, jeg vil så gerne være med, mens de folder sig ud og bliver unge på egne ben.

Sophie har taget nogle alvorlige beslutninger for sig selv i år og jeg mærker hvordan at det sådan “rigtige” voksenliv banker på og får hende til at stoppe op, mærke efter og forsigtigt begynde at søge nye veje.

De tre piger får mig til at være meget opmærksom på, at det altså er nu og ikke engang, at de dage, som går, de kommer ikke igen og at det kan blive svært at løbe dem ind, hvis jeg ikke lægger mig i deres slipvind…

Jeg er ikke en mor, der er bange for at give slip, jeg er fuld af fortrøstning, jeg ved, at jeg har opdraget stærke, selvstændige og stolte pige, der er bevidste om deres eget værd og som på hver deres måde står op for det, som er vigtigt for dem.
Jeg giver gerne slip, men vil ikke gå glip.

Og heldigvis er det sådan, at jeg får lov at være med, at jeg får hemmeligheder, overvejelser, glæde, smerte, jubel og grin leveret med varme og naturlighed og hvis jeg kunne mærke det forsvinde, så ville jeg få buldrende glippofobi.

Fobien rammer mig ikke i forhold til job, fester, arrangementer, rejser, stort eller småt.
For egentlig er det jo blevet sådan, at jeg er tilfreds, godt tilfreds, med det, som er og som mærkes hver dag.
Jeg er færdig med at tro på, at lykken ligger om hjørnet, et andet sted end her, at græsset er grønnere, kønnere, blødere eller tættere et andet sted.

Lykken ligger lige her, inde i mit, og jeg har selv ansvaret for at folde det ud, som kalder på det og for at lade det ligge, som ikke gavner.
Ingen andre end jeg skal sørge for, tage ansvar for, børe skyld for, hvis det ikke lykkes mig at finde lykke, eller nærmere holde fast i den, for den er jo lige her…

Jeg mærker den hver dag. Ser det store i det små.
Det lyder måske lidt for frelst, for hippiefredogharmonieish, men det er sådan det er for mig.

At mærke den lille varme hund under mine fødder.
At samle æbler i haven til at bage os en kage af.
At køre over motorvejsbroen ved Hørbylunde og kigge ud over trætoppene, der fortæller mig hvor på året vi er.
At se mine piger sidde sammen i sofaen.
At få et hjerteligt smil af en af de mennesker, som jeg arbejder med i mit job liv.
At nippe tomatplanterne i drivhuset, da sommeren var hed.
At ælte en langsom dej i et stille køkken.
At kunne lægge sig i kølige rene dyner og mærke novemberluften om min næse.
At stryge hænderne over et friskt strikketøj.
At se solen stå op og gå ned. Igen og igen.
At mærke roen.

Og mon ikke alle disse store små ting er en pendant til glippomanien, mon ikke det er de ting, som bliver betydningsfulde, når man er færdig med at løbe efter alt det, som man tænker er for spændende til ikke at være med til?
Måske.
Jeg er ikke sikker.

Men en snert af anti-glipangst hviler det sted i mig, hvor alle de små ting får lov til at fylde.
Joof og Gintberg var enige om, at det var en af de helt dejlige ting ved at være sådan rigtig voksen. På årstallet i alle tilfælde.

Jeg er tilbøjelig til at gi’ dem ret…

You Might Also Like

25 Kommentarer

  • Reply Marianne 05/11/2013 at 20:13

    Skønne smukke rigtige ord som du er så god til at sammensætte, sammensætte så man slet ikke er i tvivl om hvad du mener- refleksioner over livet, børn, hund m.m. Jeg kan kun give dig, Gintberg og Joof ret 🙂
    Der var en gang man havde lidt glippomani men i dag er den total væk , istedet er der alt det nære .
    Dine ord har endnu en gang rørt mig og noget i mig – tak for det 🙂
    Marianne

    • Reply Anne 06/11/2013 at 16:58

      Det var så lidt, Marianne, de kom jo nærmest af sig selv, ordene…

  • Reply Fríða 05/11/2013 at 20:35

    så sandt, så sandt Anne, tak for at du fik skrevet ned lige hvad vi andre så ofte tænker, i hvert fald gör jeg og jeg er sikker på vi er flere.
    kh.fra Island
    Frida

    • Reply Anne 06/11/2013 at 16:59

      Mon ikke at det er tanker og overvejelser, som bor i mange mødre, Frida, det tror jeg…

  • Reply Nola 05/11/2013 at 20:59

    der er vist kun en ting at sige; tak for dine fantastiske ord!

    • Reply Anne 06/11/2013 at 16:59

      Det var så usandsynligt lidt, Nola…

  • Reply Sidsel 05/11/2013 at 21:20

    Det er så smukt skrevet. Virkelig reflektion så det batter. At holde af nu’et og nyde dagens nærvær. At, ikke at hige efter et eller andet ude i fremtiden. Jo, jo… Det kan man godt. Og så indser man at nu’et og dagen i dag, er det vigtigste.
    Jeg kan nogen gange føle, at jeg har mistet mine små børn. Savner denne duft af en tumlet 3-årig, at mærke deres hand i min som 7-årig. At putte tæt med en hormonbombe. … Nu er de fløjet fra reden. Det er sgu hårdt! Nyd du dine piger i grådige mundfulde!

    • Reply Anne 06/11/2013 at 17:00

      Det er hårdt, Sidsel, men vi som har stået der, været der, holdt ud og holdt om, det er os de kommer flyvende tilbage til for at få råd, hvil og kærlighed…

  • Reply Charlotte Illum 05/11/2013 at 21:29

    åh som du ramte… lige i hjertekulen…

    • Reply Anne 06/11/2013 at 17:01

      Der hvor dit store varme bløde morhjerte bor, Charlotte…

  • Reply mette 06/11/2013 at 00:18

    så fint, anne!

    • Reply Anne 06/11/2013 at 17:01

      Tak, Mette, det kom af sig selv…

  • Reply Eva 06/11/2013 at 05:11

    Et af de indlæg, der lige gjorde stille, fremmanede klump i hals, gav et lille gys, gjorde taknemmelig…… Tak.

    • Reply Anne 06/11/2013 at 17:01

      Og velbekomme til dig, Eva…

  • Reply Herdis 06/11/2013 at 08:42

    Jeg elsker Mads og monopolet. Kloge ord du skriver om glippomani, som jeg sagtens kan genkende som mor til to på 13 og 16. Det er en gave når de lukker en ind og vil dele deres oplevelser og tanker. Og jeg øver mig til stadighed i at være klar, til at gribe, som da jeg var barn og ville gribe de skrøbelige regnuefarvede sæbebobler.

    • Reply Anne 06/11/2013 at 17:02

      Det er vel en livslang øvelse, Herdis, fordi vi hele tiden skal øve os i nye måde at gribe på, når nye ting folder sig ud for vores børn…

  • Reply Karina Simonsen 06/11/2013 at 12:32

    Jeg er så enig! Lykken er i det nære – i vores samspil med andre mennesker – i de små ting – i at følge vores børn. Jeg hørte sjovt nok også kun ganske lidt af udsendelsen, og det var præcis de samme minutter. Morede mig over, at Hella Joofs kommen over glippofobien havde ført til, at hendes favoritfredage nu var de fredage, hvor hun strøg skjorter. 🙂 Festerne har hun været til. Tak for en fin blog med mange gode betragtninger.

    • Reply Anne 06/11/2013 at 17:03

      Helle Joof er næsten lige så meget min heltinde som Pippi er, Karina.
      Jeg grinede da hun sagde, at hun var blevet bedre til at sige tingene lige ud med alderen, for mig er det nærmest modsat, jeg er blevet bedre til ikke at sige alt det, som jeg tænker om ting 🙂

  • Reply gitte 06/11/2013 at 14:40

    nemlig 🙂

    • Reply Anne 06/11/2013 at 17:04

      Ja. Lige præcis nemlig, Gitte…

  • Reply Dorthe H 06/11/2013 at 14:43

    Tilslutter mig 🙂

    • Reply Anne 06/11/2013 at 17:04

      Det gør jeg også, Dorthe 🙂

  • Reply Helle Tange 06/11/2013 at 19:30

    Guest-star AnneDS – jeg vil gerne lytte med 🙂

  • Reply Simone 07/11/2013 at 17:23

    Tak endnu engang for dine fantastiske ord!

  • Reply Pernille 11/11/2013 at 21:07

    Det er sådan nogle gode tanker, som jeg bliver glad af at læse. Glad helt ned i fødderne og glad over at kunne finde genklang i 🙂

  • Leave a Reply to Nola Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.