Mad

GRILL FOR FØRSTE GANG DETTE “FORÅR”…

10/04/2013

Sommermad...

Spinat salat...

Tzaziki...

Penja...

Forleden lavede jeg sommermad men fotograferede med et kamera, der ikke opførte sig ret pænt.
Og dagen efter spiste jeg resterne så hurtigt, at det heller ikke var der, at der kunne foreviges.

I dag har jeg lavet mad med feriestemning i igen, endda udenfor på grillen. For første gang i det vi kalder foråret 2013 tændte vi for gassen og varmede den tunge støbejernsrist op til gloende og stegte okseruller og halloumi.

Det gik ikke helt let, pludselig sank flammerne og dermed temperaturen og jeg nåede at tænke alt muligt om, at jeg havde renset grillen så meget, at jeg havde fået lavet udu i forsyningsledning og sådan, men nej det var såmænd bare vejret, der knugede.
Gasflasken havde et tykt lag rim på og jeg ved af erfaring, at det går ikke godt med styrken af “bålet” så.

Men i mål kom vi og det smagte forrygende, rigtigt meget af sol, sommer, Middelhav, ferie og god tid…

Det der kommer herunder er ikke en opskrift, det er en anvisning og alt er på slump, men brug det som inspiration til de retter, som i allerede kender fra samme kategori.

Start med Tzaziki:
Brug squash i stedet for agurk. Der er mere bid og meget mindre vand i. Skal tzaziki’en serveres med det samme bruger jeg ikke tid på at salte og knuge vand af. Jeg rører bare den groftrevne squash med lige dele græsk yoghurt og creme fraiche, smager til med salt, peber, hvidløg og lidt citron.
Lad den trække på køl, mens det andet tilberedes.

Lange deller:
Oksefars rørt med revet løg, revet hvidløg, fintrevet citronsalt, salt, peber (se nedenfor) og köfte-krydderi. Find det ved din indvandrehøker eller på nettet.
Ingen æg, ingen væde, ingen mel. Kød og krydderi – bum.
Form dellerne om nogle stængler af rosmarin, normalt ville jeg forme dellerne og stikke rosmarin’en ind i dellen, men den rosmarin, som man kan købe lige nu har bløde stængler og så går det ikke at stikke. Tryk i stedet farsen fast rundt om, det giver en himmelsk smag.
Og for en god ordens skyld: rosmarinen spises ikke, den giver smag og pynter og kan så ligge og stritte lidt på tallerkenen bagefter.

Til dagens deller brugte jeg Penja-peber. Røgede hvide peberkorn fra Cameroun. Jeg har blandet en skefuld af dem med en skefuld hel allehånde og hel sort peber. Det smager helt forrygende.

Kartofler:
Skær store kartofler/bagekartofler i 1 cm tykke skiver. Læg dem på en bageplade på bagepapir, hæld lidt god olie ud over og vend og drej skriverne, indtil de har olie på begge sider.
Drys med oregano og bag i hed ovn, 225 grader, indtil de er nok. Drys med flagesalt lige så de kommer ud af ovnen.
Stak dem op i små bunker af 3-4 stk ved servering, det ser fint ud.

Enkel men meget passende salat:
Babyspinat, melontern, rå champignons, hakket persille. Lidt dryp af olie-eddike dressing, jeg brugte hyldeblomst eddike, og så flagesalt på toppen.

Halloumi’en
skæres i tykke skiver og grilles med, når kødet er ved at være nok.

Brød? Tja måske lidt til at tvære tzaziki’en op med!

Nem aftensmad med masser af smag og et løfte om, at snart venter lune lyse nætter og masser af gang i madlavningen udenfor.

Orker man ikke at fyre op i grillen, så kunne man lige så fint stege dellerne i ovnen sammen med kartoflerne.
Så havde man hænderne fri til at lave salaten og tage en oprydning af køkkenet, mens man sippede et glas vin…

You Might Also Like

14 Kommentarer

  • Reply Mette 10/04/2013 at 20:49

    Kære Anne. Tak for et sommerpust på en meget blæsende dag her oppe mod nord!
    Mange hilsner Mette

  • Reply Mette 10/04/2013 at 20:50

    Ummm, det her indlæg skriver mig jeg bag øret indtil vi skal spise på terrassen.

  • Reply Britt 10/04/2013 at 20:53

    Det lyder lækkert og sommerligt og ser dejligt ud

  • Reply Ellen 10/04/2013 at 21:22

    Um…. Tak for så nødvendig inspiration til hurtig ordentlig mad…. Mere af det, please… Og så håber jeg i spiste inden døre…. Ps: kan/ vil du anbefale en gasgrill frem for en anden?

    • Reply Hella 11/04/2013 at 05:43

      Min mand har researchet mht dette meget vigtige emme ! Det er landet på en fra Harald Nyborg til 2700 ? Da den i højest grad var rustfrit stål

  • Reply Annemette 10/04/2013 at 21:35

    Mmmm de der lange deller, de skal testes när grillen kan taendes her 🙂

  • Reply Pollyanna 10/04/2013 at 21:56

    ÆV – hvor er jeg bare træt af vinter og sne. Idag dalede der snefnug på størrelse med underkopper her hvor jeg bor 🙁 Så i protest skal man måske starte på sommermad, synes bare ikke det er helt det samme i den kulde. Jeg bruger som regel også squash i Tzaziki, jeg synes også det giver noget mere karakter 🙂

  • Reply Conny 10/04/2013 at 22:29

    Tak for tippet med squash fra en, der plejer at vride agurker – det skal prøves 🙂

  • Reply Eva 11/04/2013 at 04:58

    Der ér indkøbt grillstarter til den nye smokey-joe, men den er altså ikke prøvet af endnu. Måske i weekenden…..
    Tak for tip om tzatziki. Det lyder som noget, der skal prøves.

  • Reply gitte 11/04/2013 at 06:45

    uha, hvor lækkert ! tak for inspirationen – den menu kommer på mit bord inden længe. tak fordi du deler :O)

    kh Gitte

  • Reply Katrine 11/04/2013 at 06:48

    Tusind tak for tip til tzatziki med squash. Det giver jo lige næringsværdien et hak opad. 😉 Grillsæsonen er blevet indviet hos os allerede i påsken, selvom det krævede sin portion kul at holde temperaturen, hvor den skulle være, når det nu stadig var frostvejr! 😉
    Jeg skal også have prøvet resten af din opskrift af. Det er dejligt med inspiration. Og tak for smukke billeder.

  • Reply mette 11/04/2013 at 12:14

    nu har det bare at blive forår. her og der!
    her nede i udlandet er der lovet sol fra på lørdag.
    så weber grillen skal indvies på søndag. basta.

    tak for god ide med lange frikadeller. de skal da helt klart prøves.
    måske med et lille mynteblad i farsen?

  • Reply Helle K. 11/04/2013 at 14:21

    Det skal prøves førstkommende lune aften – og så må jeg på jagt efter den der ost 😉

  • Reply lissy 13/04/2013 at 08:48

    Jeg gider så godt dine opskrifter,um,

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.