Lidt af hvert

FREDAG MED SOL. OGSÅ INDENI…

05/04/2013

RANUKEL...

Weekenden kom tidligt i denne uge.
Bare 4 dage på jobbet og så kunne jeg lukke og slukke for den del af mit liv og sætte kurs mod den del, der fylder allermest.
Hjem.
Hjemme.

Her, hvor jeg holder fri fra det, som fylder meget og som jeg elsker, men som ikke er det vigtigste.

Det er fredag med blå himmel, skarp aprilsol og masser af gode weekendtimer for fødderne af os.
Det gider jeg godt…

Pigerne er spredt i verden men et par stykker kommer hjem senere, hjem for at holde fri, flyde ud og tanke op.

En dejlig gammel veninde er også på vej nede sydfra, vi skal lege med papir og lave bordkort til en stor fest, som hun skal holde om et par uger. Vi skal også tankes op. Med vin og historier fra hverdagslivet og sikkert også historier om dem, som engang var en del af vores ungdomsliv i hopla.
Det gider jeg også godt.

Jeg gider faktisk en hel masse.
Jeg har ikke været træt af kulde og sne, vinter er fint for mig, men nu hvor den er ved at blive banket på plads af sol, forårsblomter og glade fugle, ja så mærker jeg alligevel at lyset og tankerne om kaffe på verandaen, udeliv og bare tæer giver energi.

Kom an, søde weekend, med alt hvad du har at byde på.
Jeg er klar og gider dig godt.

Jeg har nemlig årets første fregne på næsetippen og solskin indeni…

You Might Also Like

6 Kommentarer

  • Reply Susanne 05/04/2013 at 18:40

    Det lyder som en fantastisk god weekend du har linet op. Tillykke med årets første fregne.
    Jeg håber din weekend bliver sødmefuld og fantastisk.

    • Reply Anne 06/04/2013 at 17:33

      Det bliver den, Susanne, jeg mærker det tydeligt, håber at din må blive det samme…

  • Reply Annegrete Olesen 06/04/2013 at 09:13

    Åh for en skøn slutbemærkning. Glæde smitter.

    • Reply Anne 06/04/2013 at 17:33

      Den slags gider jeg godt at smitte med, det er værre hvis det er en influenza man smider afsted, Annegrete 🙂

  • Reply Happiness is homemade 06/04/2013 at 12:34

    Året´s første men ikke sidste fregne er netop landet på min kind…
    Go weekend øsnkes du og dine

    • Reply Anne 06/04/2013 at 17:34

      Vi bliver fine med vores fregnepynt.
      Også god weekend til dig…

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.