Dengang, Familie, Familieliv, Lynhistorier

DA JEG LÆRTE AT SVØMME…

04/11/2012

En vandet lynhistorie.

 

På varme sommerdage kørte mormor og jeg til Kelstrup Strand i vores grønne Folkevogn.

Med termokaffe, store badehåndklæder, æggemadder i køletaske og mønter til is ved købmanden, som levede godt af alle de sommerglade strandgæster, der ikke bare købte is men også Sunquist drik i trekantet emballage, chokoladekiks, bolde og suttekaramel i muslingeskaller af plastik.

Vi havde vores bløde frottébadekåber med, så man kunne klæde om i ly af stoffet og ikke behøvede at sno sig som en ål mens man holdt håndklædet med den ene hånd og trak badedragten op eller ned med den anden. Ugeblade var med, en krydsogtværs og Sea&Ski sollotion i en grøn bøtte med orange låg, faktor var der sikkert ikke så meget af men det betød knap så meget for os, hvis hud ligner noget fra et sydligere land.

 

Jeg elskede de sommerdage ved stranden, elskede at ligge med lukkede øjne under et håndklæde og lytte til de hujende børn i vandet, til bølgerne og summende stemmer fra andre familier. Jeg elskede duften af solcremen og den varme kaffe, som mormor hældte op i en Koka-kop, som var pakket ind i køkkenrulle under transporten til stranden…

 

Mormor gad godt at svømme, ikke sådan vildt og med hop og sprøjt, det gik ikke for den vandondulerede frisure, der vel mest af alt lignede Dronning Ingrids; nej tak den til slags vildskab, hun ville hellere svømme brystsvømning i roligt tempo med hovedet løftet højt over vandet og selvfølgelig langs stranden.

Hun øvede tålmodigt med mig, bandt det kolde hvide korkbælte med de blå nylonsnore om min bløde brune bare mave og forsikrede mig hele tiden om, at hun var lige ved mig og intet slemt kunne ske. Hun holdt mig under maven og grinede kun lidt, når mine tynde ben spjættede mere oppe i luften end nede under vandoverfladen. Ingen irritation over afbrydelserne, fordi jeg skulle glo på andre børn eller undersøge en fin muslingeskal.

Hun tog sig tid. Og vi øvede og øvede…

 

Morfar var ikke så tit med, han arbejdede og havde i weekenderne uopsættelige mandeprojekter med bil og værkstedet med træ og skruetrækkere.

Men ind imellem så var han med! Med larm og store glade armbevægelser og fuld af løjer.

Og så blev der tumlet i vandet, så var der ikke længere forbud mod at sprøjte på håret eller lave bomber fra badebroen.

Vildskab på den skønne måde og så rolige øjeblikke på håndklæderne, hvor der blev sørget så fint for os, inden vi igen kastede os ud i bølgen blå.

 

Morfar svømmede med mig på sin ryg, jeg holde med armene om hans hals og lå så der og var motor med mine små brede fødder. Ind imellem kastede han mig af og jeg nåede at synke lidt ned mod bunden, før han hev mig op igen, jeg var ikke bange, havde ingen grund dertil, for han var min Mof’ og jeg vidste, at jeg var hans øjesten.

Vi lavede en aftale om, at jeg skulle huske at tage et par svømmetag, mens jeg var kastet af, bare et par stykke indtil han hev mig op på ryggen igen og efter en god weekend, hvor både lørdag og søndag bød på familietur til Kelstrup, så opdagede jeg pludselig, at han var holdt op med at hjælpe til, når jeg skulle hives hen til ham efter en afsmidningen.

Pludselig blev han bare stående og ventede. Og jeg svømmede. Alene. Bare mig. Med små spjættende tag og sikkert masser af vand i maven, men jeg svømmede og glæden og jublen ville ingen ende tage.

 

“Du svømmer selv nu, Annepige, du svømmer!”

Og mormor smilede, himlen var blå og livet var i det moment lutter af lagkage.

Det var sommer, det var sol og det var søndag.

Og meget meget længe siden.

 

Jeg svømmer stadig. Allerhelst ved østkystens stille strande.

Og efter 22 år i nærheden af Silkeborgs søer så er jeg også kommet til at holde vældigt med af det ferske vand med skaller og gedder i.

Men kun om sommeren, vinterbader bliver jeg aldrig…

 

You Might Also Like

23 Kommentarer

  • Reply Sidsel 05/11/2012 at 00:50

    Hold da op. Sikke et dejligt barneliv og med sol og latter. Du lærte at svømme. Stort!!! Min lynhistorie er: min søster passer mig. Hun er 12 år ældre. Vi smører madpakke, vi skal til Søndetstrand Skagen. Jeg er 8. Vil ikke have skinkesmøreost på brødet! Hun siger, hvis du smager på det, så får du min flet-sølvring. Jeg smager tøvende….. Og ELSKER smagen. Der blev dobbelt-op på brødet:-). Vi kom til stranden og hun lærte mig at flyde… Hun holdte mig og slap mig så stille…. Så lå jeg der. Jeg kunne!! Og havde en fin sølvring på min finger:-)
    Tak for mindet, Anne.

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:50

      Vi har været heldige, Sidsel, på trods…

  • Reply Eva 05/11/2012 at 05:21

    Tak for en skøn historie om sorgløs barndom og trygge voksne.

    Jeg er ikke helt tryg ved vand….endnu:)

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:52

      Jeg vil kalde det et sorgløst moment af en udfordrende barndom, Eva, det var ind imellem vældigt tungt at være mig, men heldigvis er der også masser af lyse minder og det er dem, som får lov at fylde.

      DU må øve dig lidt med vandet, det er et dejligt sted at slippe hverdagen og pligterne og bare flyde…

  • Reply Ellen 05/11/2012 at 09:04

    Tak for den smukke historie- om så meget mere end at svømme- jeg hiver lige en kleenex frem fra toiletrullen 😉 blev lige lidt sentimental 🙂

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:52

      Det må man gerne blive og være, Ellen, jeg kan være det på den mest drivende måde, hvis jeg lige er i det hjørne…

  • Reply Camilla 05/11/2012 at 09:09

    Arjhh….hvor var det en dejlig historie – jeg blinker også lige en tåre væk og kigger ud på regnen der siler ned. Det var skønt med en varm sommerhistorie – lige hvad jeg trængte til på denne grå dag -tak for det, Anne.

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:53

      Velbekomme Camilla, vi må sørge for sol inden i, når det er mørkt og gråt udenfor…

  • Reply Louise F 05/11/2012 at 10:01

    Du er så god Anne, sikke en hukommelse. Jeg husker dog helt tydeligt de rifter jeg fik i ganen af at prøve at få det allersidste bolche ud af de hårde muslingeskaller af plastik! Og den brune Sea & Ski olie med den vidunderlige duft af kokos.

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:54

      Uhm kokos-duft, det er jeg altså stadig til fals for, Louise, men ikke ret meget af det moderne solcreme med god faktor i dufter af den slags…

  • Reply Helle D 05/11/2012 at 10:22

    UH en rar historie!!!! Jeg skal IKKE nyde noget af gedderne…og ålene! YAK!

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:55

      Ål bvadr ja, de er klamme, jeg har aldrig smagt og vil heller ikke og kan også gyse ved tanken om måden de vrider sig på. Som slanger, uhauhauha…

  • Reply gitte grønberg 05/11/2012 at 12:08

    skøøøn historie. Du er en fantastisk fortæller, Anne. Dejligt indlevende. tak for alle dine fine lynhistorier

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:55

      Velbekomme Gitte, det er dejligt at nogen nyder at læse…

  • Reply Tante T 05/11/2012 at 12:54

    Tak søde Anne, for endnu en skøn lynhistorie 🙂
    Den vækker minder om egen barndom, små ting gemt så langt væk at de næsten var glemt. Suttekaramel i plastikskalle!
    Tankerne flyver fra din fortælling, til noget der minder om i min egen hos farfar og famse… Tak!

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:57

      Det er det, som er så godt ved historier, Tante T, de får andre til at dukke op af tågerne.
      Den ene kan tage den anden og sad vi om et bål i en lys nordisk sommernat, så skulle der nok kunne underholdes til den lyse morgen fra den ene og den anden erindring…

  • Reply Joan 05/11/2012 at 13:34

    Jeg husker også de muslingeskaller med slik i – og alt det andet du beskriver – din tøjstil som spejder – jeg er samme årgang som du! Hvor hyggeligt lige at blive mindet om det, havde helt glemt JBS-undertrøjerne! Havde du ikke træsko-støvler også?
    Kh Joan

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:58

      Jo da – træskostøvler med metalbeslag på snuden, men jeg gik nu mere i mine andefødder. Knælange med lynlås og lammeskindsfor, labert…

  • Reply Randi Krog Belseth 05/11/2012 at 16:57

    Sidder her varm i hjertet. For sådanne historier og udflugter har jeg også mange minder af. <3

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:58

      Minder er dejlige at ha’ Randi, især de gode…

  • Reply Kirsti Hem 05/11/2012 at 21:05

    Ååååå for en skjønn historie!

    • Reply Anne 05/11/2012 at 21:59

      Og lige så skøn en tid at genbesøge for mig, mens jeg sad her og skrev, Kirsti…

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.