Mad

SEN OG SINDIG MORGENMAD…

19/10/2011

2 af mine skønne 3 har givet mig noget af deres formiddagstid på denne ferieonsdag og vi har nydt hinandens selskab på allerbedste vis.

Med tid, ro, nærvær, fællesskab og gode grin.

 

En gave for en mor, der elsker så meget.

En lykkestund for os, der stadig famler os afsted i det nye liv.

Godt for hjerte, sjæl og også maverne…

 

Jeg var tidligere oppe end de andre og nød at dække bordet og pusle i køkkenet.

Solen skinnede endda på mig udefra det ellers grå vejr for en kort bemærkning og jeg mærkede glæden over familielivet boble stille inden i.

Lidt ferieforkælelse var vel på sin plads.

 

Juice af øko-appelsiner i kanden, isnende kold og intens i smagen.

Skyr med hindbær, ingefær og ristede mandler i de små røgfarvede glas.

Frugt i flok på fad og dampende te i kande.

 

Og på det gode træfad bløde fuldkorntortillas med røræg, salsa og avokado.

En ny livret her på adressen.

 

Jeg er ofte stødt på ordet Breakfast tortillas rundt omkring og har også set mere end mindre skønne billeder af retten, og i dag blev det så afprøvet som en noget sundere og mindst lige så smagfuld pendant til det sædvanlige æg og stegt røget grisebasse.

 

Det tog ingen tid at lave denne lille ret, der smagte helt forrygende og som har holdt os mætte på en dejlig let måde i mange timer…

 

En opskrift herpå behøves næppe. Det er til at se sig til.

Men jeg kan sige at røræg af to store æg pr mand er rigtigt passende, jeg tilsatte lidt harissa bare for at holde mig i det hotte hjørne, men salt og peber alene vil også være udemærket.

 

Og mens røræggene laves på panden, bløde og våde skal de være, så er det let at lune en god tortilla pr mand og skære avokado og peberfrugt eller andet gnavegrønt til.

Ind i pandekagen med æggene, lidt revet ost over, jeg havde orange cheddar, en ordentlig skefuld salsa og så lidt bredbladet persille.

Fold og server.

Og spis med smil.

 

Måske har du også nogen, som trænger til lidt ferieforkælelse i morgen tidligt.

Måske skulle du bare ta’ og forkæle dig selv.

 

Mon ikke også en morgenmadstortilla ville smage herligt til frokost…

 

 

You Might Also Like

12 Kommentarer

  • Reply Helle K. 19/10/2011 at 12:51

    Uhm – så lækker og forkælelse for både maver og hjerter 🙂
    Vi spiser tortillas smurt med avocado – avocadoen er blandet med hvidløg, citronsaft og lidt salt – og salat, det er også skønt 🙂

    • Reply Anne 20/10/2011 at 11:15

      Lækker rulle i også laver der, Helle. Det ville garanteret også smage godt med lidt hytteost i…

  • Reply Sidsel 19/10/2011 at 13:19

    Sikke du er fuld af gode ide’er… Det ser både lækkert og delikat ud. Uhmmm..
    Dejligt at hygge med sine børn i det stille nærvær.
    Jeg vil liste ud i regnen og handle.

    • Reply Anne 20/10/2011 at 11:15

      Idéerne er jo ikke bare mine, Sidsel, jeg er blot god til at finde andres 🙂

  • Reply susanne 19/10/2011 at 14:08

    Det bliver vi da lige nød til at prøve, tak for inspirationen…..

    • Reply Anne 20/10/2011 at 11:16

      Velbekomme og god appetit, Susanne…

  • Reply Tante T 19/10/2011 at 15:34

    Jeg ved lige hvem og hvornår 😀
    Dejligt med ny inspiration til morgenforkælelse…

    • Reply Anne 20/10/2011 at 11:16

      Morgenforkælelse giver en dejlig dag, Tante T …

  • Reply Inge 19/10/2011 at 16:14

    Wauw, det lyder næsten for godt til at være sandt. Sikken en flot start på dagen 🙂
    Tror jeg vil hoppe tidligt ud af sengen på det rigtige ben en af dagene i min forlængede weekend, og lave et morgenbord, der ligner bare lidt.
    Tak for din inspirerende blog. 🙂

  • Reply Eva 20/10/2011 at 07:16

    Det ser da bare så lækkert ud. Patienten her i huset bliver forkælet, – men mere med brun sovs og kød, for det får hun ikke til hverdag. Måske man skulle prøve lidt i den sunde og smukke ende….

  • Reply Linda 20/10/2011 at 07:40

    Nøj hvor ser det godt ud! Det må jeg servere for den umættelige hanteenager, der er umulig at vække og tager TIMER om at komme i omdrejninger. Det syn dér bør kunne få vækket tigeren i ham :o) Tak for inspirationen!

  • Reply Gaia´s mor 20/10/2011 at 18:31

    Uh, det ser lækkert ud, og lige hvad ferie er – hygge og noget sundt og lækkert på bordet, sammen med dem vi elsker!
    Sikke smukke krus og lignende du har på bordet.
    Kh Joan

  • Leave a Reply to Helle K. Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.