Lidt af hvert

BARNDOMMENS GADER…

21/07/2007


Vi smutter sydover nogle dage, ikke ned til middelhavssvømning og strålende sol, nej bare til Sønderjylland, til Haderslev, hvor jeg boede de første 19 år af mit liv.

Minder og der-var-engang er den eneste tilknytning jeg nu har til byen, ingen af mine nære bor der længere, og det er længe siden, måske 12-14 år siden, jeg sidst har været der, og det var nærmest bare på gennemrejse.

Vi har ofte snakket om, at det kunne være sjovt at vende tilbage sammen med pigerne, så de kunne se, hvor jeg har boet, leget, gået i skole, cyklet, skøjtet, luftet hund, grædt og grint, gået fra at være barn til næsten voksen.
Vi har ingen bedsteforældre, der bor i mit barndomshjem, eller som kan fortælle pigerne historier fra dengang, kun (men heldigvis) en masse fotos og så mine egne fortællinger, og nu vil vi prøve at tilføre et element mere ved at være der, hvor alle historierne udspandt sig…

Jeg glæder mig, men mærker også en lille uro, for minderne er ikke kun af den gode hyggelige slags, men sådan er livet, og det der skete dengang, har jo gjort mig til det menneske, jeg er i dag, og er derfor også en nødvendig del af det samlede billede.
Jeg skal bare lige ruste mig.

Men der skal fortælles mange gode og sjove historier, det er dem der er i centrum, ikke de sørgelige, og jeg glæder mig til at stå i min gamle skolegård igen, til at gå en tur i Damparken, sidde på Torvet og kigge op på Apotekergade 1, der husede mig og mine morforældre i en stor gammel lejlighed med mange krinkelkroge.

Vi skal på tur i de mange gader med toppede brosten og smukke gamle huse, vi skal en tur på biblioteket, som var der jeg “gemte” mig, når det virkelige liv blev for barskt, vi skal sejle med Helene på fjorden og spise is på Gravene.
Vi skal i Domkirken, en tur til Christinasfeldt og også et lille smut op på mine gamle HFK fodboldbaner, hvor jeg kastede lange blikke efter seje sønderjyske knejter…

Vi skal bo i sommerhus ved Kelstrup Strand, som er den strand jeg kender allerbedst, hvor jeg har badet og solet, først med mormor, saftevand og æggemadder, senere med vennerne, nattebål og hormoner.

Det bliver vist ikke strandvejr, men pyt, for der er ikke langt til Koldinghus, Trapholt, Danfoss Science og heller ikke grænsekioskerne, som nærmest er et must, når man nu alligevel er i den del af Danmark.

Vi glæder os, hver på vores måde…

You Might Also Like

11 Kommentarer

  • Reply Sifka 21/07/2007 at 10:09

    Det lyder som en rigtig god ide, måske falder der en lille erindring eller to af når du kommer tilbage?

    I hvertfald må du ha’ en rigtig god tur tilbage og sydpå:)

  • Reply HANNE 21/07/2007 at 10:18

    Anne, det er den helt rigtige måde at holde ferie på…at kunne give en bid af sin historie videre i rigtige billeder og fortællinger..jeg håber i får de dejligste oplevelser og at de gode minder kommer til at fylde.
    Husk nu strikketøjet og slap af generne 🙂
    (Flensborg har nogle fede garnbutikker)

  • Reply Maria 21/07/2007 at 10:43

    Hav en dejlig tur!

  • Reply Gitte 21/07/2007 at 10:45

    Rigtig god tur!!
    Dejligt med nogle gode minder at dele ud af 🙂

  • Reply Ella 21/07/2007 at 11:09

    Hav en rigtig dejlig tur tilbage til barndommen. Dengang er ikke mere og du har din dejlige familie med dig på rejsen 🙂

  • Reply Angelika 21/07/2007 at 13:56

    Den bedste af alle garnbutikker holder ferie fra den 28.7. – saa skynd dig ;-)))

  • Reply Julie 21/07/2007 at 16:34

    Rigtig god tur, den lyder som om, den er gennemtænkt mange gange allerede på forhånd 🙂
    Jeg går også ligeså stille og planlægger en tur til Svendborg, som var mit andet barndomshjem, her besøgte jeg min far i ferierne, enten alene eller sammen med min søster indtil hans død i 1994. Turen vil helt sikkert også vække triste minder, men samtidig er den nødvendig; om den gennemføres om 2 mdr. eller 2 år er ligemeget, det vigtigste er lysten til at gense, vise frem og fortælle.

    KH Julie

  • Reply Karin MALLE Jegsen Petersen 21/07/2007 at 17:31

    rigtig god tur til haderselv……..jeg ved lige præcis, hvordan det er at komme “tilbage” efter mage års fravær. mange ting har ændret sig i byen, men der er lige så mange ting, der er som vi husker fra vores barndom/ ungdom……og jeg tror sørme også du er så heldig at møde nogle kendte ansigter i en ældre udgave.

    hils.

    knus fra
    malle

  • Reply Julia Zahle 23/07/2007 at 19:06

    Hej Anne,

    Det er ikke længe siden jeg var i Haderslev – og jeg er ked af at sige det, men biblioteket er der ikke mere. Der er kommet butikker. Biblioteket er flyttet en smule længere ned mod dammen.

    Kelstrup Strand har jeg også tilbragt mange timer ved, set efter knejterne. *G*

    God tur!

    KH Julia – også oprindelig fra Haderslev

  • Reply lifeondyssen 26/07/2007 at 11:52

    Det er nu ikke helt dårligt at komme tilbage til alle de gode minder og dele dem .. og der er som du har skrevet en masse fantastiske steder I kan besøge !!
    Glæder mig til at læse om det :o)

  • Reply Sylvia 28/07/2007 at 01:43

    Da ønsker jeg dere en riktig god tur!

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.