Lidt af hvert

FRIKADELLE-SNEDKERIET…

26/10/2006

Marie-Louise viste for en tid siden hendes arbejdshjørne frem, andre har også gjort det, her og der vises “Corners of my home”, og jeg har set så mange skønne syborde og strikkehjørner rundt i verden.

Jeg vil ta’ tråden op, og vise mit arbejdshjørne; der står ikke en symaskien, men andre maskiner er dog repræsenteret, og jeg vil snuppe Marie-Louises ord “Fritids- og afslapningsplads”, det er den helt rette betegnelse for dette hjørne af mit hjem…

I dag er bordene stort set ryddede, sådan ser her ikke altid ud; når jeg laver mad, og det gør jeg gerne dagen lang, så roder jeg!
Jeg smider om mig med ting og sager, rydder ikke op mellem de forskellige arbejdsgange, jeg rydder bare en lille stykke bord med underarmen, og så fortsætter jeg.
Det hele vælter rundt, og Torben kigger opgivende på mig, når jeg smider tom emballage ned i vasken i stedet for at plumpe det i skraldespanden, ved han mon ikke hvorfor jeg insisterede på en dobbeltvask??
Men når så tingene er kørt ind i ovnen og op i gryderne, så rydder jeg op og rydder væk, så der er ren røv at trutte i, når jeg skal i gang med en ny omgang, og der går sjældent længe imellem!

Selv om tuden er fuld af snot i disse dage, så kan jeg lugte noget, som faktisk ikke lugter! Her lugter fremmed, af ingenting, her lugter, eller dufter, ikke af mad, det gør der ellers altid, men jeg har ikke orket, det virkelige bevis på, at jeg er sløj…
Marie-Louise elsker sin sy-kam, jeg elsker mine knive, de har lige præcis den tyngde, som jeg synes knive skal ha’, de er skarpe, som bare fanden, de kan snitte så det fløjter.
Jeg elsker det grove salt og peberblandingen med allehånde, den er for min madlavning hvad nål og tråd er for de, snitter med symaskine.

På komfuret står en god og trofast ven, den sprutter mange gode stærke kopper kaffe ud til os, den er heller ikke blevet rørt hele ugen, men det må snart være tid, det kan i virkeligheden være det, der mangler for at sparke feberen ud?!
Jeg elsker mit køkken, tilbringer det meste af hjemmelivet i rummet, hvor vi også har sofa og brændeovn, det er det leve-rum, som vi drømte om.
Jeg blev mobbet en anelse af vores håndværkere, da vi byggede huset; de mente, at hele husets konstruktion og indretning udsprang af fruens hang til store køkkenvaske og ditto komfur, det var måske heller ikke helt lyv…

Ting i køkkenet jeg ikke er glad for?
Intet!
Alt er stort set valgt med hjertet!

Ja altså lige undtagen rodet i plastik-skuffen, jeg kan bare ikke få skidtet sat i system, i alle tilfælde ikke andet system end: Åbn, smid ned, spark i…Åh jo, barstolen, den bryder jeg mig ikke så meget om, men det er Torbens, det er en gave, og han er glad for den, så den står her, endnu…

You Might Also Like

5 Kommentarer

  • Reply Julie 26/10/2006 at 15:11

    Øv, hvor blive jeg misundelig på dit køkken med masser af bordplads. Sjovt nok er jeg ved at blive vanvittig over, at min mand altid smider tom emballage op i vasken, hvad f….. skal det dog dér?? Problemet er så også, at han er formidabel til at lave mad – og gør det gerne – men en absolut sjuft til at rydde op, og hvem får så fornøjelsen….moi!
    KH Julie

  • Reply Anne 26/10/2006 at 15:22

    Tak, Ella, og så Kan Jang 🙂

  • Reply Anne 26/10/2006 at 15:24

    Altså Julie, vi smider selvfølgelig emballagen i vasken, fordi vi ikke vil røre køkkenlågerne og hånstagene med vores fedtede mad-fingre 😉

    Og jeg rydder selv op, de fleste gang!
    Jeg undskylder mig altid med, at det er et levn fra kokkedagene, hvor jeg havde opvaskere og elever til at gøre det for mig, dårlig undskyldning, jeg ved det!

  • Reply nielsenstrik 26/10/2006 at 19:48

    Hold da op et lækkert køkken. Der kan jeg dæleme godt forstå du er glad for at være.
    KH Jane
    P.S Jeg smider osse tom emballage i køkkenvasken, og gemalen skælder ud, men hva pokker jeg rydder det da selv op igen! Som regel….

  • Reply Linda 26/10/2006 at 19:58

    Gaskomfur, heldige dig! jeg har et åndet induktionshalløj, og min bh slukker for pladerne. Din plastskuffe ser ud som hos alle med små børn, skuffen man må pille i ;o)
    kh linda

  • Leave a Reply to Julie Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.