Lidt af hvert

SLAPSVANSEN…

28/12/2005
Jeg er irriteret på mig selv, sådan for alvor!!!

Jeg har, som sædvanlig, morgentjansen med Nugga, der altså ikke vil sove til længere end 07.00, og kan jo lige så godt bruge den tidlige “opstandelse” til noget fornuftigt, som f.eks. brødbagning, så resten af familien kan vågne til duften af nybagt brød (og jeg ikke behøver at ordne morgenhåret og klatøjnene for at hente rundstykker).

Op i røremaskinen med alle ingredienserne, på med dejkrogen og så ellers der ud af…
Ja, sådan var det i alle tilfælde den gang jeg stadig havde en karrygul loppemarkeds-købt Kenwood Chef til at stå på køkkenbordet, den æltede hvad som helst, gerne i stor-familie-portioner!

Men, ja jeg indrømmer det gerne, jeg er altså lidt af en hund efter lækre sager, ting der ser lidt godt ud og måske endda er set i et glittet dameblad….
Sådan var det også med Slapsvansen, altså for pokker Nigella har jo én, og Morten Heiberg har en Ferrari-rød, jeg har læst at den kan holde i 30 år, og den er fra USA, cool.

Så jeg plager livet af min stakkels mand, han kommer nemlig til at fortælle, at han sikkert kan skaffe den med en tusse i rabat, så kom dog i gang, fætter Guf!!
Konen her laver mad til flere umulige selskaber for at skrabe penge sammen, og sidste år ved præcis denne tid flyttede slapsvansen ind her på køkkenbordet.
Det bliver aldrig et kærlighedsforhold, nok bare et irritationsmoment!
Hvorfor er jeg så snot-dum, at jeg vil ha’ noget, bare, eller næsten bare, fordi det ser godt ud (troede faktisk også at det var en god maskine), det var verdens dummest køb.

Maskinen er god nok til at ælte dejen til et enkelt franskbrød, rive gulerødder til Coleslaw til 10 og hakke lever til 3 leverposteje, men det er ligesom bare ikke nok!
Jeg vil ikke ælte af 3 omgange for at lave en portion brød, min ovn er 90 cm. bred, skulle jeg bage et enkelt forkølet franskbrød af gangen??
Jeg satser på, at det der med 30 års holdbarhed er en and, og at jeg kan ta’ livet af den på 10, og så skal der en Kenwood op på mit køkkenbord igen!

Luksusproblem, ja det er det, men et irriterende et af slagsen ;-))

You Might Also Like

3 Kommentarer

  • Reply Mette 28/12/2005 at 11:34

    Jeg er SÅ glad for min røde “Ferrari”, men jeg vidste også på forhånd, at den ikke ville “overtage” brødbagningen fra mine dejlige, store Isabella-dejfade. For mig er det stor glæde at håndælte brødene, hvis det ikke bare er “røre-dejs”-metoden. Næ, kagebagning med min Kitche-Aid!! Så har jeg imens frie hænder til at rydde op i køkkenet!! Prøv at find nye opgaver til maskinen og fortsæt som du plejer med din brøddej. Ind imellem rører jeg en portion brøddej og hælder den straks over i en stort dejfad, hvor det hygger sig ½ døgs tid.

  • Reply Anne 28/12/2005 at 13:48

    I know, I know..
    Mine portioner er ofte bare ud over det almindelige; for den er ganske rigtigt god til kager m.m.

    Brødæltning by hand er klart det bedste, jeg har bare for stramme håndledsbånd, så efter sådan en gang æltning kan der ikke strikkes et par dage, og det går virkelig ikke!!

  • Reply Mette 28/12/2005 at 15:45

    Nej, det går virkelig ikke, Anne. Vores brødportioner er også store, det indrømmer jeg. Som du – har også vi en stor ovn. Så kan det samtidig komme vores udeboende teenager til gode, at portionen er stor!

  • Leave a Reply to Anne Cancel reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.